Julius Schiøtt, Julius Frederik Schiøtt, 14.12.1856-16.7.1910, journalist, direktør for Zoologisk have. Født i Horsens, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). S. blev student 1874 fra Horsens, studerede 1877–78 i Paris og tog 1880 magisterkonferens i fransk. Allerede som ung var han levende socialt interesseret og nærede en glødende tro på oplysningens og demokratiets ideer. 1880 var han medstifter af Foreningen til oplysningens fremme blandt Kbh.s arbejdere, og var en af de ledende i den bevægelse der 1882 førte til dannelsen af Studentersamfundet; han var her hovedmanden for den s.å. påbegyndte aftenundervisning for arbejdere. Han var i øvrigt lærer, bl.a. ved Slomanns skole, holdt talrige foredrag og udfoldede en broget litterær-journalistisk virksomhed. 1882–84 redigerede han Theaterbladet, og 1885 stiftede han med direkte oplysningsformål ugebladet Nordstjernen som en mere litterær konkurrent til Illustreret Familie-Journal og redigerede det til 1896. 1889 udgav han for Dansk Folkebibliothek det første billige danske konversationsleksikon, redigerede 1897–1910 det ældste Frem, der bragte en række lødige værker og udgav lærebøger i sprog. 1894–99 var han sekretær i Industriforeningen og blev 1899 direktør for Zoologisk have der på det tidspunkt var en fallit nær. Han satte hele sin sjældne idérigdom og stædige energi ind på at genrejse den i publikums bevidsthed. Det lykkedes til fulde, ved en hidtil uset reklameindsats, ved at satse på nye, markante dyr som giraffer, flodheste, moskusokser, søløver og pingviner, ved nær kontakt med fagzoologerne og ved et større byggeri (bl.a. et girafhus, et stort fuglehus og et søløvebassin der bestod til 1981). 1909 skrev han Zoologisk Have gennem 50 Aar, og s.å. afslog han et tilbud om stillingen som direktør for Dresdens zoo. S.s virketrang førte ham ind på mange forskellige områder: bogforlag (Danmark), annonceforretning (Centralpavillonen), turistsagen, psykisk forskning og deltagelse i en mængde filantropiske foretagender, fx var han medstifter af Børnehjælpsdagen 1904. Politisk var han radikal; 1901 og 1910 var han partiets folketingskandidat, og 1894 opstilledes han til borgerrepræsentationen uden at blive valgt. Trods sit svage helbred og sin tidlige død fik S. udrettet det utrolige; han var altid rede til at sætte ind hvor det gjaldt de fattige og lidende, og han vidste altid råd.

Familie

Forældre: murersvend, senere -mester Peter Julius S. (1820–76, gift 2. gang 1858 med Juliane Marie Ritto, 1813–85) og Anna Cathrine Breyde (1836–56). Gift 26.5.1882 i Kbh. (Sundby) med Hansine Adolphine Wilhelmine Hansen, født 5.10.1859 i Kbh. (Trin.), død 15.3.1944 sst. (Johannes), d. af handelsagent, senere grosserer, sukkerraffinadør Wilhelm Christian H. (1817–73) og Maren Hansen (1822–1903).

Udnævnelser

R. 1905.

Ikonografi

Tegn. bl.a. af O. P. 1904. Buste af Alexis Møller (Kbh.s kommunebibl.). Foto. – Mindesten (Zool. have).

Bibliografi

Studenterbogen, ved C. N. Starcke, 1896 179–237. Politiken 17.7., 19.7., 20.7. og 23.7.1910. III. tid. 24.7. s.å. Wald. Dreyer i A/S Den zool. have ved Kbh. Regnskab og beretn. 1910, 1911 7–10. Olfert Jespersen: Oplevelser, 1930 138–45. Carl Dumreicher: Studenterforen.s hist. I-III, 1934–41. J. Aarsbo: Bibliotekerne og samf., 1935 41f. Carl Th. Jørgensen: J. S., 1958. – Papirer i Kgl. bibl. og Zoologisk museum. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig