Kristian Dahl

Kristian Dahl, Kristian (ved dåben Christian) Anton Anders Dahl, 29.3.1861-18.10.1934, journalist. Født i Gimsing, Ringkøbing amt, død i Kbh., urne på Frbg. kgd. D. blev efter at have taget præliminæreksamen 1878 i Thisted ansat på by- og herredsfogedkontoret i Holstebro. Han læste til artium, men opgav læsningen og rejste til Kbh. for at tage dansk-juridisk eksamen, men afbrød et par år efter også dette studium, optaget som han var af æstetiske interesser. Han havde 1884 fået nogle småting trykt i Jul. Schiøtts ugeblad Nordstjernen, og da han havde lyst til scenen og var i besiddelse af et fordelagtigt ydre og en smuk stemme engageredes han som skuespiller til Folketeatret. Han var knyttet til dette teater i sæsonerne 1885-87, men opnåede kun at spille nogle mindre roller. Efter disse ungdomsårs omskiftelser og forskellige tilløb var det først i udstillingsåret 1888 da D. knyttedes som journalist til Politiken at han fandt sin livsbeskæftigelse. Han debuterede i Politiken med nogle udstillingsartikler, og dette blev indledningen til en journalistisk virksomhed der strakte sig over 42 år ved samme blad. Han var en af de mest benyttede penne ved bladet, varetog både storreportage og, navnlig i de senere år, det økonomiske og kommunalpolitiske stof. I de urolige år med hyppige konflikter mellem arbejdsgivere og arbejdere var det D.s opgave at bringe bladets læsere underretning på disse områder. Hans altid sagligt-korrekte, grundige og loyale behandling af stridsspørgsmålene vandt ham respekt og agtelse fra begge sider. Hans mærke, Plutus, var i alle disse år et af de mest ansete i pressen.

Det blev dog i organisationsarbejdet, at D.s største betydning kom til at ligge. Han var 1902 blevet medlem af journalistforeningens bestyrelse og n.å. foreningens næstformand; men da Henrik Cavling, stifter af og første formand for det 1904 stiftede Københavns journalistforbund, ved sin overtagelse af stillingen som Politikens redaktør måtte nedlægge sit mandat valgtes D. til formand, en værdighed han år efter år genvalgtes til. Med udpræget repræsentative evner forbandt D. en uhyre arbejdsevne og flid. Han lagde et meget stort arbejde i ledelsen af journalistforbundet der i Rundskuedagen, stiftet 1910 og fra første færd tilrettelagt og organiseret af D. som et kulturelt oplysningsværk, opnåede en økonomisk basis af stor betydning der muliggjorde løsningen af de mange opgaver forbundet efterhånden påtog sig til de arbejdende journalisters gavn (rejsestipendier, sommerhuse, pensionssag, arbejdsløshedshjælp, enkeforsorg m.m.). I alt dette arbejde var D. den initiativrige og energiske fører og leder, ligesom hans smidige forhandlingsevne ofte hjembragte resultater ved forhandlinger med udgiverne om forbedringer i journalisternes økonomiske forhold (sygepenge, ferier osv.). 1919 blev D. valgt til formand for journalistforeningen med det formål at finde udveje til en sammenslutning af de to foreninger, men disse forsøg mødte modstand, og 1924 opgav D. foreningen og helligede sig ledelsen af forbundet indtil han 1930 trak sig tilbage både fra bladet og fra organisationsarbejdet. Han hædredes af journalistforbundet med udnævnelsen til æresmedlem. I tilknytning til stillingen som forbundets formand havde D. tillige været formand for Danske journalisters fællesrepræsentation, Den danske presses fællesråd, Nordisk journalistkomité, Københavnske journalisters pensionsfond m.m., stillinger han alle frasagde sig 1930 - En enkelt bog foreligger fra D.s hånd, en populær skildring Edison, hans Liv og hans Opfindelser, 1897.