Niels Petersen, 13.7.1858-11.3.1933, journalist, politiker. Født i Lumsås, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). P. blev student 1877, privat dimitteret, cand.jur. 1883 og 1887 overretssagfører, men optoges væsentlig af sit arbejde ved dagbladet Politiken til hvilket han knyttedes allerede i dets startår 1884 og hvis daglige udenrigske medarbejder han forblev lige til 1921. Trods nogen tørhed i formen vidnede hans artikler om en – navnlig i de tider – usædvanlig indsigt i Europas historie og politiske forudsætninger. Som de fleste oplyste intellektuelle i den periode så han hen til engelsk parlamentarisme som forbillede og beundrede især W. E. Gladstones personlighed. Hans tro på fredssagen og forvisning om at retsideen også i det mellemfolkelige samvær engang måtte sejre over magtens ideer, svækkedes et langt liv igennem hverken af spot eller skuffelser. Han stod Fredrik Bajer nær og deltog ved hans side både i fredsarbejdet herhjemme og i det interparlamentariske arbejde. 1910-29 var han fredsforeningens formand. P. var medlem af Frbg. kommunalbestyrelse, valgt som liberal, 1908-17 og i det første år forsamlingens formand. Han valgtes 1913 til folketinget i Frederiksværk af det radikale venstre og beholdt kredsen til 1929. Trods sin store personlige beskedenhed kom han dog i tinget til at øve en ikke helt ringe indflydelse, idet partiet overlod ham vigtige ordførerskaber navnlig angående militærordningen og udenrigstjenesten. Uden at være særlig veltalende forstod han at fange tingets opmærksomhed ved grundigt kendskab til de sager der betroedes ham. Han udgav flere småskrifter, bl.a. Gladstone som Fredsven, 1892, Militarismen og Historieundervisningen, 1893, Den moderne Kolonialpolitik, 1900, og Verdenskrigen og de økonomiske Fællesinteresser, 1915.

Familie

Forældre: gårdejer Lars P. (1833-1907) og Sidse Kirstine Nielsen (1825-92). Gift 22.5.1886 i Odden med Anna Wilhelmine Jensen, født 17.6. 1859 i Overby ved Nykøbing S., død 30.7.1938 i Sønderborg, d. af lærer Peder J. (1836-1915) og Lorentze Henriette Andresen (1837-1906).

Ikonografi

Mal. af Anna Petersen. Afbildet på O. Matthiesens mal., 1923, af rigsdagen 1915 (folketinget). Buste af Carl Mortensen, 1931. Efter denne relief på gravstenen. Tegn. af Olaf Ohn (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Politiken 12.3.1933 og 26.9.1934. Erik Rasmussen og Roar Skovmand: Det radikale venstre, 1955.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig