Sophie Ørsted

Sophie Ørsted, Sophie Wilhelmine Bertha Ørsted, 16.7.1782-9.2.1818. Sophie Ørsted voksede op nært forbunden med den halvtredje år ældre bror, hans legekammerat i slottets haver og indehaver af den kvindelige rolle i deres komediespil. Skolegang kendte hun ikke, men hvad Adam lærte meddelte han gavmildt sin søster som tidligt viste en levende åndelig trang og et forbavsende nemme. Hun lærte også at tegne og spille lidt, ligesom hendes følelsesliv påvirkedes religiøst af moderen efter hvis død hun styrede hjemmet.

Som student introducerede Adam hjemme sine mentorer, brødrene Ørsted, og efter H.C. Ørsteds afrejse til udlandet 1801 forlovede broderen A.S. Ørsted sig med hende. Om nogen erotisk tilbøjelighed fra hendes side var der næppe tale, men hun havde ømhed for den kejtede mand hvis overordentlige anlæg allerede havde lagt sig for dagen.

I det lille hjem i Vestergade levede hun sine bedste år. Her læste Adam sin ungdomsdigtning først for søsteren for hvis smag og indsigt han havde ømtålelig respekt, og her udviklede hun sig ved læsning af fortrinsvis tysk poesi og ved samtale med medlemmer af en udvalgt kreds, hvoraf hun særlig satte pris på sin svoger og O.H. Mynster. Men lidt glædeløst følte hun det indimellem. Helbredet var ikke det bedste, hun savnede børn og trængte til en oplevelse.

Mange sværmede for den smukke og åndfulde Sophie Ørsted, og til fleres forargelse lod hun sig gerne opvarte. Både A.C. Gierlew og Martin Lehmann nævntes som hendes tilbedere, og sladderen tog rigtigt fat da Jens Baggesen under et ophold i København boede hos Sophie Ørsted fra nov. 1806 til maj 1807. Om forholdets forløb fortæller Baggesens dagbøger i dithyrambiske vendinger. De var vildt forelskede i hinanden. Hun omvendte ham til Goethe (hendes vademecum i dagliglivet) og den nyere poesi, og han besang sin "Lilia" i en række digte, offentliggjort i samlingerne Heideblumen, 1808 der er hende tilegnet, og Nyeste blandede Digte, s.å. Siden vekslede de kun nogle breve, og da Baggesen 1811 atter gæstede København vendte hun ham ryggen – som svar på hans åbenmundethed har man ment.

Samtidig med Baggesens afrejse fra Danmark begyndte F.C. Sibbern at komme i Vestergade. Han fattede en håbløs og indtil fortvivlelse voldsom lidenskab for Sophie Ørsted, hvorom han fortæller i Gabrielis Breve som han skrev 1813-14 og læste for Sophie Ørsted i hendes sidste leveår, men først udgav 1826. Hun værdsatte ham højt, delte sin Goethe-begejstring med ham og tilskrev ham, når hun overkom det, kære og fortrolige breve, men lod ham nok af og til mærke sine luner. Hun følte sig også stadig svagere.

Sammen med sin mand foretog hun foråret 1814 en baderejse til Driburg uden at spore ringeste bedring. Hendes livfulde munterhed veg mere og mere pladsen for en melankoli og smerte der til tider trådte næste livsklagende frem, og som striden mellem Baggesen og Oehlenschläger ikke gjorde mindre. Men hun var sjælen i sin kreds til sin død.

Sophie Ørsteds korrespondance giver ikke fuldt besked om hendes væsens omfang og egenart. Ligesom broderen havde hun ingen synderlig tilbøjelighed for brevskrivning, bl.a. af særhed, selvkritik og en vis portion indolence. Hun var en forunderlig blanding af noget borgerligt jævnt og åndeligt fornemt og frigjort. Søstrene Heger fandt hende storagtig, delvis af jalousi. Kamma Rahbek var ikke så fuldt ud kvinde og Christiane, broderens hustru, uden åndeligt format.

Sophie Ørsted var genialt modtagelig, havde fine kritiske sanser båret af et kraftigt gemyt og har sagt ypperlige ting bl.a. om Goethe og Oehlenschläger. I en dejlig skabning en inspireret og inspirerende natur der ved sit præg af poesi og henført erotik virkede forunderlig dragende på en samtid der har foreviget hendes navn.