Dansk Biografisk Leksikon

Jens Nyholm

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Jens Nyholm, Jens Peter Nyholm,  24.7.1900-27.1.1983, overbibliotekar. Født i Hjørring (Skt. Kathrine), død i Santa Barbara, Californien. N. blev umiddelbart efter sin studentereksamen fra Østersøgades gymnasium 1919 ansat ved Kbh.s kommunebiblioteker, og 1923 tog han afgangseksamen fra Statens biblioteksskole. De følgende fire år virkede han som underbibliotekar ved Det nordjydske landsbibliotek i Ålborg, men 1927 modtog han et legat fra American-Scandinavian Foundation der gjorde det muligt for ham at studere ved Columbia universitets biblioteksfakultet i New York, og her tog han 1928 eksamen i library science. Umiddelbart efter ansattes han som katalogisator og rådgiver med hensyn til skandinavisk litteratur ved det nuværende nationalbibliotek, Library of Congress i Washington. Samtidig studerede han ved George Washington universitetet og fik 1934 en Master of Artsgrad i engelsk og amerikansk litteratur. Han kvalificerede sig så godt på det biblioteksmæssige område at han 1938 blev leder af katalogafdelingen ved University of California Library, Los Angeles. Allerede året efter fik han en ledende stilling som bibliotekar ved University of California i Berkeley. Højdepunktet i hans ikke mindst for en udlænding bemærkelsesværdige bibliotekskarriere var årene 1944-68 da han var chef for Northwestern University Library i Illinois. Under hans ledelse udviklede biblioteket sig til et af Amerikas bedste universitetsbiblioteker, og han fik gennemført en lang række reformer og planlagt en stor nybygning. I årenes løb kom N. til at indtage en fremtrædende plads i det amerikanske forskningsbiblioteksvæsen; han blev medlem af en lang række udvalg og komiteer og bl.a. af bestyrelsen for The Center for Research Libraries i Chicago samt medlem af en række eksklusive bibliofilklubber. Efter at have trukket sig tilbage fra chefposten på Northwestern University blev han bibliografisk konsulent ved University of California. – N. har stedse bevaret en nær tilknytning til Danmark og har betydet meget for danskheden i USA; han har en årrække været medlem af bestyrelsen for American-Scandinavian Foundation's Chicago Chapter og er siden 1968 medlem af Rebild National Park Society. N.s litterære virksomhed spænder fra digte, Portal til Amerika, 1953 og gendigtning af nyere amerikansk lyrik i Amerikanske stemmer, 1968 til biblioteksfaglige artikler i danske og amerikanske tidsskrifter og samleværker. 1946-62 var han medredaktør af tidsskriftet College and Research Libraries, ligesom han i nogle år har været associate editor af det danske internationale tidsskrift Libri. 1947-57 var han i redaktionen af Scandinavian Studies.

Familie

Forældre: missionær, sekretær for Dansk missionsselskab Johannes Peter N. (1863-1937) og Ellen Marie Bartsch (1868-1936). Gift 26.7.1941 i San Francisco, Californien (b.v.) med bibliotekar Amy Fredericka Wood, født 28.11.1907 i London, død 15.5.1978 i Santa Barbara, Californien, d. af orgelbygger Frederick Charles W. (1885-1970) og Charlotte Humpheryes (1883-1960).

Ikonografi

Foto.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
katalogisator
en, der katalogiserer. ...Artikel i Den Store Danske
Berkeley
by ved San Francisco Bay i Californien ; 112 ...Artikel i Den Store Danske
Californien
... California , stat i det vestlige USA mo ...Artikel i Den Store Danske
Santa Barbara
by ved Stillehavet i Californien 150 km NV for ...Artikel i Den Store Danske
George Washington
22.2.1732-14.12.1799, amerikansk plantageejer ...Artikel i Den Store Danske
bibliotekar
fagligt uddannet biblioteksmedarbejder, i Danmar ...Artikel i Den Store Danske
Illinois
stat i Midtvesten, USA; 146.000 km 2 , 12, ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
PBir
18/07/2011
  • Læst 396 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki