• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Helge Bangsted

Oprindelig forfatter HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Helge Bangsted, Peter Albrecht Helge Nielsen Bangsted, 9.11.1898-17.11.1974, redaktør, politiker. Født i Kbh. (Frue), død på Gildhøjhjemmet, Glostrup, begravet i Kbh. (ukendtes grav, Vestre). B. var journalist ved Politiken og Pressens Bureau 1917–20, rejste i Grønland 1920–21 og var medlem af Knud Rasmussens 5. Thule-ekspedition 1921–24 og medarbejder ved Report of the 5th Thule expedition. Han ledede en etnologisk ekspedition til Grønland 1925–26, deltog i en amerikansk ekspedition 1927 og ledede Univ. of Michigans ekspedition til indlandsisen 1929 samt en filmekspedition til Grønland 1930. I Atlanterhavsflyvningsåret 1929 deltog han i den svenske Atlanterhavsflyvning. Indtryk og oplevelser fra 1920'erne gav ham stof til adskillige rejseskildringer og fortællinger fra Grønland. -1929–40 var B. ansat ved B.T., fra 1932 som redaktionssekretær; 1935–40 var han desuden korrespondent til Reuters Bureau. Fra 1940 var han ansvarshavende redaktør af Fædrelandet til det ophørte maj 1945. Han var desuden landsleder i Danmarks nationalsocialistiske arbejderparti og fra 1942 leder af partiets landskontor for folkeoplysning. Ved valget 23.3.1943 valgtes han af DNSAP i Kbh.s østre storkreds til folketinget. Ved okkupationens ophør interneredes han af modstandsbevægelsen og fængsledes da folketinget 30.5.1945 ophævede hans immunitet. Han idømtes 17.9.1946 otte års fængsel for som ansvarshavende redaktør af Fædrelandet der havde modtaget betydelig økonomisk støtte fra den tyske rigsregering at have støttet og samarbejdet med besættelsesmagten. –

Familie

Forældre: postbud, senere overpostbud Rasmus Peter Nielsen (1864–1923) og Elna Marie Christensen (1872–1960). Navneforandring 1917.-13.4.1927 med Helga Agnes Brinch Nielsen (beholdt sit pigenavn), født 22.12.1896 i Esbjerg, d. af kgl. vejer og måler Jens N. (1857–1932) og Anna Brinch (1858–1939).

Udnævnelser

F.M.2. 1924.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Berl.tid. 18.9.1946. V. Elberling i Rigsdagens medlemmer gennem 100 år III, 1950.