Theodor Funch Thomsen, Theodor Julius Funch Thomsen, døbt Thomsen, 6.4.1859-19.12.1923, redaktør, bladudgiver. Theodor Funch Thomsen blev 1876 student fra Sorø, cand. phil. 1877 og studerede nogle år statsvidenskab i København, men længtes efter det praktiske liv og afbrød derfor en tid studierne og tog plads som redaktionssekretær ved Jyllandsposten i Århus. 1881 rejste han atter til København og fortsatte studierne i halvandet år hvorefter han 1883 tog statsvidenskabelig eksamen.

1884 tog han ud på sin første længere udenlandsrejse med hovedophold i Paris, og 1885 blev han redaktør af Horsens Avis, hvorfra han 1889 kom til Århus som redaktør af Aarhuus Stiftstidende der da ejedes af etatsrådinde Karen Elmquist. Allerede to år efter overtogTheodor Funch Thomsen både bladet og det dertil knyttede Aarhuus Stiftsbogtrykkeri i forpagtning, og efter at hele virksomheden 1900 var flyttet fra den gamle ejendom i Mejlgade til Emilienborg på Bispetorvet overtog han 1904 bladet og bogtrykkeriet som ejendom. 1915 købte han ejendommen Kannikegade 14 hvor foreningen Polyhymnia hidtil havde resideret, og installerede både blad og bogtrykkeri her. 1920 bortforpagtede han bladet til redaktør L. Schmidt og bogtrykkeriet til sin søn.

Theodor Funch Thomsen nåede på et tidligt tidspunkt en høj standard såvel for bladet, teknisk og redaktionelt, som for bogtrykkeriet. Da virksomheden 3.1.1894 fejrede 100 års jubilæum, udsendte han et jubilæumsnummer der var noget for sin tid enestående og vakte opmærksomhed over hele landet. 1895 startede Theodor Funch Thomsen sammen med en del kendte jyske boghandlere det aktieselskab der overtog Jydsk Forlagsforretning og ejede den til den 1902 overgik til Gyldendal.

Theodor Funch Thomsen var personlig en beskeden og tilbageholdende mand der afslog alle tilbud om offentlige hverv og undgik enhver offentlig optræden. Bag kulisserne var hans indflydelse i byen imidlertid betydelig; det var ham der i sit blad fremsatte tanken om at skænke den daværende prins Christian Marselisborg Slot, han var sjælen i arbejdet for rejsningen af Århus teater, og også planerne om det jyske universitet i Århus omfattede han i sine sidste år med virksom interesse. Hans stærke kirkelige interesser har ligeledes sat varige spor i Århus by.

Familie

Theodor Funch Thomsen blev født i Slagelse, døde på damperen København mellem København og Århus, begravet i Århus.

Forældre: tømrermester Frederik (F.) T. (1819-94) og Henriette Andersen (1820-92). Gift 13.5.1885 i Århus med Marie Louise Thomsen, født 19.3.1862 i Århus, død 1.10.1933 i Klampenborg, d. af kreaturhandler Rasmus Secher T. (1834-1915) og Karen Marie Sørensen (1836-1907).

Ikonografi

Træsnit 1893. Foto.

Bibliografi

Århus stiftstid. 20., 21. og 28.12.1923. Redaktør T. J. F. T. in memoriam, 1924. E. Sejr: Aarhus Stiftsbogtrykkerie, 1937.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig