Aage Falk Hansen, Aage Christian Falk Outzen Hansen, 10.10.1895-2.9.1977, redaktør. Født i Esbjerg, død på Frbg., begravet Tårbæk kgd. F.H. blev student 1913 i Esbjerg, cand. teol. 1920, hvorefter han blev ansat som sekretær i KFUMs centralforening i Kbh. Fra 1927 blev han endvidere sekretær med henblik på en social indsats og aftenunderholdning for arbejdsløse. Dette arbejde blev hurtigt udvidet, da møderne var yderst velbesøgte, og der blev iværksat stadig flere aktiviteter. F.H. formåede at inddrage arbejdere som sine medarbejdere og "klubben" blev en dynamisk inderkreds for planlægning og rådslagning. Uanset det sociale arbejdes fremgang og det øgede behov for en intensiveret social indsats efter at den økonomiske krise fra 1930 kastede sin mørke skygge over landet, forblev F.H. som ulønnet social sekretær. Sit udkomme fik han bl.a. som kirkesideredaktør ved Berlingske Tidende. Blandt F.H.s talrige initiativer kan nævnes familiefester, klubber for arbejdsløses hustruer og for drenge, feriearrangementer, studie- og bibelkredse for arbejdere samt store aftenmøder i KFUMs festsal, siden også i Forum og KB-hallen. I trediverne begyndte F.H. tillige at arrangere "arbejdergudstjenester" hvor arbejdere deltog i forberedelserne og undertiden fik overladt prædikestolen. Også til disse gudstjenester var der en kolossal tilstrømning og de blev snart omtalt land og rige rundt. Medvirkende hertil var uden tvivl at F.H. talte et bramfrit sprog. I stedet for teologiske begreber og intellektuel soberhed satsede han på at tale arbejdernes hverdagssprog som han indarbejdede med journalistisk instinkt. Der kan ikke herske tvivl om at F.H.s sociale arbejde og hans forkyndel-sesvirksomhed bidrog til at slå bro over kløften mellem kirke og arbejderbefolkning. F.H. betonede selv at hans bestræbelser for at få arbejdere til at lytte til kirkens forkyndelse på ingen måde sigtede mod at fjerne dem fra deres faglige og politiske organisationer. Tværtimod var hans hensigt at lade de faglærte, han fik forbindelse med, forblive solidariske med deres kammerater i kampen for de faglige mål, socialdemokratiet havde på sin dagsorden. Dette skulle føre til "at de kristne arbejdere virkningsfuldt bidrager deres til at hidføre nye og tiltrængte sociale fremskridt i vort land, og at det bliver dem der får lykke til yderligere at vække menighedens sociale samvittighed – og gøre deres medkristne opmærksom på at vi vil ikke blot blive krævet til regnskab for de individuelle synder men også for de sociale".

Adskillige af de principielt religionskritiske socialister, fx Hans Scherfig, tog skarpt til orde mod F.H.s formidlingsbestræbelser. Man bør imidlertid også pege på at F.H. kom til en snævert udbygget forståelse med fx journalisten Caja Rude fra Socialdemokraten. Hun formulerede på den ene side klart det hyppigt forekommende socialistiske forbehold overfor F.H.: "Jeg har syntes -og frygter i og for sig endnu for at det kan ske! -at hans stadige henvisning til kristentro som det ,første fornødne' for mennesker skulle afsvække arbejderklassens og andre samfundsklassers interesse for studielyst af marxisme og socialisme; at man i stedet for at skabe et fast og sikkert værn om menneskers eksistenskamp på arbejdspladserne gennem social lovgivning og på alle andre praktiske måder, så blot henvise til de syv himles herlighed, til en mystisk gudsmagts beskyttelse" (i Falk og Familien Danmark, 1940 117). På den anden side konkluderede hun i samme indlæg med at udtrykke respekt, forståelse og beundring for F.H.s indsats og for hans kristelige motivation. Som deltager i den kirkelige debat indtog F.H. ofte meget skarpt optrukne standpunkter, ikke mindst i forbindelse med striden om det evige liv (1952-53). Her gav han udtryk for en bombastisk formuleret bogstavtro på sjælens udødelighed, jvf. den af ham udgivne artikelsamling Der er et liv efter døden. Selvom F.H.s hovedindsats blev lagt i Kbh., blev han hurtigt landskendt og det sociale arbejde fik aflæggere i de større provinsbyer. Navnlig blev han kendt som avisskribent, foredragsholder, radioprædikant og som forfatter af talrige bøger; flere af dem blev oversat til adskillige fremmede sprog. Endelig kan det nævnes som et symptomatisk vidnesbyrd om F.H.s vilje til at være up to date og hans journalistiske stil, at han skrev et filmmanuskript Avismanden, 1950 der med Ib Schønberg i hovedrollen blev meget set og omtalt. F.H. har desuden skrevet Borgen. Billeder af Livet i KFUMs Centralforening, 1928, Det vanskelige Liv, 1935, Ti Aar blandt Arbejdsløse, 1937, Brogede Blade. Glimt af Tiden, 1939 og Falk fortæller, 1965.

Familie

Forældre: toldassistent Lars H. (født 1861) og Laura Outzen (1870-1957). Gift 1. gang 1.3.1922 med sygeplejerske Eddy Aagaard Munck, født 6.9.1893 i Nakskov, død 28.3.1943 i Kbh., d. af provst Frederik Ferdinand M. (1861-1945) og Eliza Caroline Aagaard (1867-93). Gift 2. gang 28.6.1945 med Johanne Christiansen, f. Pedersen, født 12.11.1901 i Ringkøbing, død 17.9.1977 i Kbh., (gift 1. gang med konsul Ejnar Christiansen, 1894-1942), d. af købmand Peder P. (1864-1936) og Antonie Zeuthen Petersen (død 1930).

Udnævnelser

R. 1955. R1. 1965. K. 1975.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Aa. F.H.: Skæbner og skæbnetider, 1971 (selvbiografi). – Falk og familien Danmark, af H. Fuglsang Damgaard m. fl., 1940. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig