Chr. Torpe

Chr. Torpe, Carl Christian Torpe, 1.12.1893-15.12.1958, redaktør. Født i Hørsted, Thy, død i Kbh. (Ålholm), begravet i Holbæk. T. blev som radiojournalist landskendt, ja næsten et begreb og var derved med til at indvarsle de æterbårne mediers omkalfatring af opinionsdannelsen. Men som journalistisk type repræsenterede han på mange måder en svunden tid, bondedemokratiets gennembrudsår. Han blev født i Thy mens provisorierne endnu dominerede det politiske liv, men fik sin opvækst på Møn. Hans stærkt politisk og socialt interesserede forældre sluttede sig til reform-venstre og T. overtog deres engagement og livsholdning. "Gennem arv er jeg et stort stykke af en Bjørnbakker", sagde han siden. Fra barndommen levede han i politik og legede sammen med kammeraten, den senere forsvarsminister Harald Petersen med avisbilleder af folketingsmænd som andre drenge med tinsoldater, dannede regeringer og styrtede dem. At Ole Hansen som den første bonde kom "i kongens råd" ved systemskiftet 1901 optog ham meget som udtryk for en folkelig revolution. Han sluttede sig som purung til det radikale venstre – valget mellem venstrepartierne var efter hans mening mest et spørgsmål om temperament – og da der ikke var råd til studier besluttede han efter præliminæreksamen at gå ind i journalistik for at komme til at virke ved folkeligt politisk arbejde. Det blev i følge hans urolige temperament til en karriere præget af mange stillingsskift, til at begynde med mellem radikale og venstreblade: 1912 Møns Folkeblad, 1913 Varde Folkeblad, 1915 Aalborg Amtstidende, 1916 Holbæk Amts Venstreblad, 1917 Bornholms Tidende, s.å. Det radikale venstres pressebureau, 1919 igen Holbæk Amts Venstreblad og 1920 påny det radikale pressebureau. 1922–27 var han redaktør af det radikale Sønderjydsk Dagblad i Haderslev. Derefter arbejdede T. i hovedstaden, overvejende som politisk reporter og nu også for konservative blade (han understregede altid at han ikke skrev ledere): som korrespondent til Østsjællands Folkeblad og Aalborg Stiftstidende, samtidig på BT 1929–31, 1933 Dagens Nyheder, 1935–40 Berlingske Tidende. Inden for den politiske journalistik blev T. hurtigt et kendt navn; pressehistorikeren Svend Thorsen regnede ham blandt mellemkrigstidens tre mest fremragende politiske reportere. Han fik et tæt samarbejde med den konservative partileder John Christmas Møller som han havde lært at kende i sin Haderslevtid. Trods deres forskellige partipolitiske tilknytning stemte de på fundamentale punkter overens i social holdning. Fra 1928 var T. i næsten daglig kontakt med Christmas Møller, ledsagede ham ofte på møderejser og tog i årenes løb en række interviews med ham der er særdeles væsentlige til forståelse af den konservative politikers politiske linje. De blev til efter grundige forudgående drøftelser og godkendtes i deres endelige form altid af Christmas Møller der her fremsatte markante udtalelser som den, at havde det ikke været for forsvarsspørgsmålet var han måske blevet radikal (Politiken 3.5.1933), og efterkrigstidens meget omdebatterede: "Vi er alle blevet socialister" (Berlingske Tidende 30.6.1945). – T. var en af de første der pegede på venstres senere statsminister Knud Kristensen som en kommende mand. Dennes "solide bondekarakter" var faldet ham i øjnene. T. følte sig bestandig knyttet til landbostandens folkelige kultur. Han skrev under mærket "Bondens søn" meget læste artikler om naturen og landboforhold, og da den berlingske koncern 1940 startede ugebladet Landet, der henvendte sig til landbefolkningen, blev T. dets første redaktør 1940–43. At han fik ugebladet solidt placeret som et folkeligt og fagligt centralorgan for landboere var nok hans indtil da betydningsfuldeste indsats. Landboforeningerne tog siden ideen op og udgav eget ugeblad. Da Landet først var kommet godt i gang gjorde T.s urolige sind sig gældende, han gik tilbage til Berlingske Tidende som politisk reporter og landbrugsmedarbejder men fratrådte 1945 i protest mod bladets afstandtagen fra Christmas Møller.

T. blev nu ansat ved Politiken, derefter ved Nationaltidende og knyttedes fra 1948 til Statsradiofonien (Danmarks radio), idet han dog ved siden af sit radioarbejde fortsat opretholdt medarbejderskab ved den trykte presse, således som redaktør af Husmandshjemmet 1951–52 og skribent ved Aftenbladet 1955–56 og Politiken fra 1957. At han selv i et så lebendigt fag som det journalistiske var en enestående flakke har utvivlsomt sin forklaring i den uafhængigheds-trang der var et grundelement i hans sammensatte personlighed. Selv karakteriserede han sig som "en uforbederlig liberalist, en enspændernatur der har svært ved at acceptere tvang under nogen form", og han gav udtryk herfor med et stærkt temperament der var én side af hans væsen og dynamik. En anden var hans bundethed til de værdier han havde tilegnet sig allerede i barneårene og som han kæmpede for i sine utallige indlæg i den offentlige debat. Allerede inden sin tilknytning til radioen var han et kendt navn i offentligheden. Men gennem højttalerne og måske navnlig i kraft af sin ru og pågående stemme der efter klassiske begreber var alt andet end radioegnet men som uforveksleligt var manden, blev han mere end et navn for lytterne, han blev en de mente næsten at have et personligt forhold til. Mange havde det i øvrigt også. Hans personkendskab var lige så imponerende som hans viden om selve det danske land, dets natur og folkeejendommeligheder. I sit syn på lokalprægene var han åndsbeslægtet med vennen Thorkild Gravlund. Han var anekdote- og myteskabende, hans stemme blev karikeret. Om hans journalistiske facon sagde Svend Thorsen at "et vist moment af voldtægt" indgik i den. Men han besad samtidig en følsomhed der bandt mennesker til ham og som også ytrede sig i hans kærlighed til naturen og i en kunstnerisk evne. Han var en storartet karikaturtegner, og efter i mange år privat at have dyrket maleriet blev han udstiller på Charlottenborg fra 1943 da han debuterede på lorårsudstillingen. I radioen – hvortil han i øvrigt så tidligt som 1937 havde interviewet en hedebonde – redigerede T. rigsdagstransmissioner uden at lade sig tyrannisere af millimeterdemokratiet men opnåede navnlig sin popularitet på to serier, vandringer i naturen og "mennesket bag politikeren". I den sidste søgte han mod den personlige baggrund for de interviewedes politiske virksomhed. – I efterkrigstidens debat gjorde T. sig stærkt gældende med kritik af udrensningens vilkårlighed og som heftig modstander af det danske medlemskab af NATO – kritisk som han altid var over for den "militære humbug". Ud fra et magtfordelings-synspunkt argumenterede han for en radioordning uden folketingspolitisk indflydelse på administrationen. – Med sit særlige temperament ville T. næppe have været egnet som aktiv politiker men var dog radikal folketingskandidat i Løgumkloster 1926, Bækkekredsen 1953 og Køgekredsen 1955–56. Han var meget virksom i Social-radikal forening, i en periode som formand, og ved sin død var han medlem af det radikale venstres hovedbestyrelse. En overgang redigerede han tidsskriftet Radikal politik. Han sad i mange år i journalistforbundets repræsentantskab og bestyrelsen for Rigsdagens presseloge. – Til Bogen om Christmas Møller skrevet af hans venner, 1948 skrev T. om Christmas Møllers politiske linie og til bogen P. H. i flere belysninger, 1955 om Udrensningen. Han var redaktør af Folkestyrets konger 1849 – 1949, 1949 og medredaktør af Danmarks Folkestyre, 1945–47 og Billeder af Rigsdagens Historie I–II. 1947 – samleværker i anledning af grundlovens 100 års-jubilæum.