J. Jessen

J. Jessen, Jens Jessen, 5.2.1854-22.7.1906, redaktør, politiker. Født i Toghale, Møgeltønder sg, død i Kbh., begravet i Flensborg. J.s slægtsbaggrund var sønderjysk. Faderen var – som hans far og farfar havde været det – skolelærer, dygtig, en dansk helstatsmand med sans for hertugdømmet Slesvigs særpræg og med mod til at ytre selvstændige meninger. Moderen var af kendt bondeslægt og havde en del hjemme-tyskhed i familien. J. viste tidligt gode anlæg og læselyst, han gennempløjede bl.a. gamle årgange af Dannevirke, skønt faderen holdt igen da han frygtede at drengens læsetrang skulle tage overhånd. J. fik heller ikke lov til at studere. Sønnen skulle ikke stile højere end faderen. Han uddannedes derfor 1871–74 på Tønder seminariums danske afdeling, underviste derefter to år i Broager, kom 1876 for første gang til kongeriget (og Sverige) og fortsatte efter i nogen tid at have virket som huslærer i Tønder sin uddannelse ved studier i Paris og Göttingen. I Kassel tog han (dec. 1880) eksamen for mellemskolelærere. Jan. 1881 knyttedes J. som lærer til den private danske realskole i Haderslev. Da dens forstander kort efter søgte til kongeriget og J. skulle overtage ledelsen af skolen lukkede myndighederne den. For at kunne godtgøre "materiel Duelighed" tog han i al stilhed rektoratseksamen i Kassel (dec. 1881), men hans kamp for at få skolen genåbnet var forgæves. I Flensborg Avis redegjorde han derefter for hele sagens gang hvad der medførte en bøde på 300 rmk., hvorefter han for at have gentaget fornærmelsen i avisens referat af retssagen og for en ironisk kommentar idømtes seks måneders fængsel. 9.3.1884 tiltrådte han sin første fængselsstraf.

Allerede fra 1875 havde J. skrevet i Flensborg Avis. 1.7.1882 blev han bladets redaktør, og næste forår overtog han dets udgivelse. Bladet havde da ca. 800 holdere. Ved J.s død var oplagstallet ca. 9 300 og Flensborg Avis var forlængst blevet det danske Nordslesvigs førende blad med flere læsere end de øvrige danske blade tilsammen. Det var udbredt ikke mindst i vest- og mellemslesvigske egne. Det stærke opsving var J.s fortjeneste. Han var en fremragende bladleder der ustandseligt afprøvede lokaludgaver og mindre særudgaver, og som også forsøgte sig med en tysksproget udgave (1889–94, Flensburger Zeitung) som han kun nødtvungent opgav. Han moderniserede bladets teknik, gav det et alsidigt og "interessant" indhold efter samtidigt europæisk mønster, og oplærte med tiden en medarbejderstab som han, der ikke sparede sig selv, kørte i meget stramme tøjler, men som var i stand til at fortsætte bladvirksomheden, når J. var fængslet eller var fraværende som rigsdagsmand. Ypperligst var dog hans indsats som journalist. Flensborg Avis skulle være "Danskhedens Bannermærke paa den sydligste Skanse", og den skulle "værne om Modersmaalet paa Folkegrænsen". J. var en sprogkunstner der i datidens danske bladverden kun havde sin ligemand i V. Hørup. Med dyb ærbødighed for modersmålet formede han sine artikler – følelsesbetonede, stemningsrige, til tider patetiske, til andre tider prægede af den hvasse ironi eller spot. Håbets klare flamme lyste gennem hans ord, og hans "slesvigske" sind, hans omfattende historiske kundskaber, hans frygtløse, men iskolde polemiske vid gjorde Flensborg Avis til et fremragende men også omstridt våben i dagens nationalpolitiske kamp.

For øvrigt bragte årene hans medarbejdere og ham selv en næsten uafbrudt række af chikanerende sagsanlæg, af hvilke de færreste endte med frifindelse, de fleste med bøder eller fængselsstraffe. Selv følte han sig i høj grad hæmmet i sin gerning ved de jævnlige frihedsberøvelser. "Det forøger ikke en Mands Anseelse at sidde i Fængsel", sagde han, og "den fraværende har altid Uret". Hans pirrelige, følsomme sind, hans udprægede ærekærhed og stærkt betonede selvfølelse led under fængslingerne som efterhånden også angreb hans helbred, og den uværdige måde hvorpå han (navnlig i 1880erne) behandledes af fængselspersonalet øgede både hans utålmodighed og hans tilbøjelighed til at kræve dobbelt hensyntagen og respekt af kampfællerne derhjemme. Sammenlagt udstod han 43½ måneds fængselsstraf og måtte udrede ca. 1300 rmk. i bøder. Under trængsel og arbejde stod hans hustru som en trofast og intelligent hjælper ved hans side. Som leder af Sønderjyllands mest udbredte danske dagblad var J.s politiske indflydelse betydelig. Under edskampen var hans sympati på edsnægternes side skønt han på ingen måde anerkendte værdien af "de tomme stoles" protest. Han bøjede sig imidlertid for udfaldet af striden. Ved J. P. Junggreens død 1886 kom J. på tale som hans efterfølger i den tyske rigsdag, men måtte vige for Gustav Johannsen. Det var ham 1887 en dyb skuffelse at han ikke blev opstillet som tællekandidat i 4. rigsdagsvalgkreds, og da man 1898 udpegede ham dertil kastede han sig med den største iver ind i valgkampen. Den personlige kontakt mellem ham og den nordslesvigske befolkning var dog alle tider begrænset. J. udtalte selv at han savnede de egenskaber der gør en mand "folkelig", og han manglede forståelse for den politiske organisation, var vel også for egenrådig til at kunne samarbejde. Da H. P. Hanssen slog igennem netop på dette felt kølnedes forholdet mellem ham og J. yderligere. Deres såre forskellige baggrund, politiske indstilling og sind havde allerede tidligere ført til sammenstød. J. stillede sig skeptisk over for oprettelsen af Vælgerforeningen (1888) og han modarbejdede Skoleforeningens oprettelse (1892). Hans personlige udfald mod H. P. Hanssen ved disse lejligheder var lige så ubegrundede som de i formen var sårende. Han forsonede sig dog hurtigt med skoleforeningen. Uoverensstemmelserne mellem J. og H. P. Hanssen satte imidlertid langvarige spor. J.s "retsstandpunkt" omfattede mere end den traktatlige ret, dvs. Pragfredens art. 5 som efter dens ophævelse 1878 blev opfattet som en umistelig "trediemands ret". Men J. understregede altid skarpt løftet i Pragfreden, og hans angreb på den noget yngre H. P. Hanssen skyldtes for en del at han frygtede en kursændring på dette punkt, og at han opfattede Hanssen som inspireret af de kredse i kongeriget der modarbejdede løsningen af det eneste dansk-politiske problem som han tillagde afgørende betydning: forsvarssagen. J. og hans blad fik derfor i den almindelige bevidsthed præget af at tilhøre det kongerigske højre selv om J. ikke ønskede den partipolitiske modsætning mellem højre og venstre forplantet til Sønderjylland og heller ikke veg tilbage for at kritisere J. B. S. Estrups styre eller vise social interesse når nationale grunde talte for det. Forud for landdagsvalget 1896 gav modsætningen mellem J. og H. P. Hanssen sig stærkt til kende. Ved prøvevalget sejrede H. P. Hanssen med overvældende majoritet over den af J. anbefalede kandidat. J. bøjede sig for udfaldet, men fulgte Hanssens virksomhed i Berlin med kritisk opmærksomhed. En smidig forhandlingspolitik var hans natur imod, og han ventede sig intet væsentligt af personlige kontakter til tyske politikere. Derfor så mange med skepsis hen til hvorledes han ville magte opgaven da han 1902 som Gustav Johannsens efterfølger valgtes til Nordslesvigs rigsdagsmand. Han indrettede imidlertid sin taktik i overensstemmelse med den politiske linje der hidtil havde været fulgt og genvalgtes 1903 med stigende stemmetal. Livligst var hans forbindelse med centrum, de frisindede og socialdemokraterne. Hans taler påhørtes med opmærksomhed, men dybere virkning kom han dog ikke til at øve. Disse års betydningsfuldeste problemer -udarbejdelsen af en ny preussisk forenings- og forsamlingslov og løsningen af optantspørgsmålet – gav ham anledning til vægtige indlæg i rigsdagsdebatten. Derimod fik han ingen indflydelse på den endelige udformning af sagerne, de årelange forhandlinger om optantspørgsmålet blev ført med H. P. Hanssen som mellemmand, og J. blev først i foråret 1906 fra tysk side draget ind i sagen, og før afgørelserne var truffet døde han på Rovsings klinik i Kbh.

Et udvalg af sine valgtaler udgav han 1902, hans enke udgav 1907 Redaktør Jessens Artikler og 1921 Redaktør Jessen i Tale og Skrift. Også den nedenfor nævnte jubilæumsbog i anledning af Flensborg Avis' 100 års jubilæum indeholder bidrag fra J. Uddrag af hans fængselsdagbøger udgav Vilh. la Cour i Grænsevagtens 3. og 6. årg. (1921 og 1924).