Jens Søltoft-Jensen, Jens Peter Søltoft-Jensen, 20.9.1906-20.4.1964, redaktør. Jens Søltoft-Jensen blev student fra Vestre Borgerdydskole 1924 og var stenografassistent i rigsdagen 1925–30. Han gik derefter over i journalistik og ansattes ved Dagens Nyheder 1931. Efter at have været redaktionssekretær fra 1937 blev han medredaktør 1946 og var bladets ansvarhavende redaktør 1953–61.

Jens Søltoft-Jensen blev ansat ved bladet ved dets overgang fra Amalie Ferslew til Gyldendal, blev redaktionssekretær kort efter at bladet var overtaget af arbejdsgiverforeningen, Industrirådet og det konservative folkeparti og havde skiftet navn til Nationaltidende, blev medredaktør da det efter besættelsestiden havde øget sit oplag betydeligt og blev ansvarhavende redaktør da dets nedgangstid var indtrådt.

5.11.1954 genindførte han navnet Dagens Nyheder, men selv om bladet stadig havde fornemme skribenter og søgte at holde sin stofmængde på højde med Berlingske Tidende og Politiken, svandt abonnenttallet fortsat ind. Endnu mere gik annoncemængden ned, og da det daglige oplag 1961 var nede på omkring 20.000, besluttede udgiverne at standse bladet. Da afgørelsen var meddelt redaktionen 2.9.1961 besluttede Jens Søltoft-Jensen at standse udgivelsen allerede 3.9. skønt juli kvartal ikke var udløbet. Han som havde virket ved bladet gennem hele sin journalistiske løbebane og som havde kæmpet gennem 1950erne for at holde bladet oppe satte den septemberdag det endelige punktum for den før så omfattende Ferslewske koncern. Sine betragtninger derover fremsatte han i Et blads død, 1961.

Familie

Jens Søltoft-Jensen blev født i København (Jakob), døde på Frbg., urne på Bispebjerg kirkegård.

Forældre: rigsdagsstenograf, cand.mag. Hans Christian Søltoft-Jensen (1866–1928) og Ingeborg Hummelgaard (1875–1938). Ugift.

Udnævnelser

R. 1956.

Bibliografi

Verner Hansen i Dagens nyheder 3.9.1961. Politiken s.d. Ernst Schwencke i Berl. tid. s.d. Aage Deleuran i Berl. aften 4.9. s.å. Niels Thomsen: Dagbladskonkurrencen 1870–1970 I–II, 1972. – Levnedsberetning i ordenskapitlot.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig