Mads Jepsen, 29.4.1868-8.2.1916, redaktør, forfatter. Født i Bredstrup, Vejle amt, død i Bramminge, begravet i Kbh. (Ass.). Tidligt begyndte J. at skrive; som tiårig fik han sit første honorar for en artikel. Ved en eksamen blev sognepræsten A. Schack opmærksom på ham og underviste ham i sprog. 1885 blev J. elev i Fredericia latinskole hvor han i digteren Otto C. Fønss fik en fortrinlig lærer i dansk og hvorfra han 1887 blev student. Fra sit hjem og sin egn var J. stærkt påvirket af Indre mission, og han valgte teologi som sit studium. I sine første studenterår deltog han med stor nidkærhed i kirkeligt arbejde, underviste i søndagsskoler og var medarbejder ved midnatsmissionen. I sit rusår blev han privatsekretær hos venstrepolitikeren C. Berg, kom hurtigt til at skrive i blade og tidsskrifter og kastede sig over litterære studier. Han førtes over i brandesianismens lejr, vandtes for en livsanskuelse der stod i dyb modsætning til hans tidligere opfattelse, og sagde farvel til de teologiske studier. 1892–94 var han redaktør af Horsens Venstreblad, 1894–1900 venstrereformpartiets generalkorrespondent i Kbh. J. var altid mere blændet end overbevist af brandesianismen og følte sig efterhånden hjemme i den grundtvigske retning. Et halvt års tid, 1900, var han politisk redaktør af Samfundet der var oprettet for at modarbejde Politiken, og fra okt. 1901 udgav han ugebladet Folkelæsning som han ledede til sin død. I sit blad, i bøger og tidsskrifter vendte han sig nu stærkt mod brandesianismen, rettede bl.a. voldsomme angreb mod Peter Nansen og hans ledelse af Gyldendals forlag (1912). Også adskillige grundtvigske præster og højskolemænd (bl.a. V. Brücker og Th. Bredsdorff) anfaldt han fordi de efter hans mening leflede for fritænkeriet og umoralske anskuelser. Disse angreb fortsattes så ofte og med en sådan voldsomhed at de på mange virkede som sygelighed. – Under navneskjulet Otto C. Lund udgav J. Thomas A. Edison, 1901, Fridtjof Nansen, 1902, Giuseppe Garibaldi, 1903, Leo Tolstoj, 1905; under sit eget navn navn bl. a. Selma Lagerlof, 1913, Oliver. Cromwell, 1914 og Gustav Adolf, 1914. Desuden udsendte han nogle nutidsbetragtninger: Grundtvig eller Brandes?, 1904, Som mansaar-, 1907, Mod Strømmen (under navneskjulet Jokum Jokumsen), 1909 og Jens Vejmand, 1910. J. var navnlig i provinsen en søgt foredragsholder, men først og fremmest var han skribent; hans smukke stil og lette fremstillingsevne prægede alt, hvad han skrev. Også nogen polemisk evne ejede han, men hans hvasse angreb svækkedes ved at de stod i modstrid med hans tidligere anskuelser.

Familie

Forældre: skrædder og bolsmand Jeppe Madsen (1842–1923, gift 2. gang 1895 med Caroline Marie Petersen, 1841–1923) og Karen Marie Jensen (1840–94). Gift 29.10.1893 i Odder med Ane Marie Thomsen, født 5.2.1864 i Studshoved huse, Odder, død 9.3.1947 i Charlottenlund, d. af husmand Rasmus T. (1831–1912) og Kirstine Christiansen (1840–93).

Ikonografi

Medaljon på gravstenen af Rasmus Andersen, 1917.

Bibliografi

Alfr. Ipsen i Folkelæsning 7.8.1910. G. Brammer: Studenterne fra 1887, 1912. Peter Nansen: Nogle M. J.ske aktstykker, 1913. Hovedstaden 10.2. og 15.2.1916. Vort land 16.2. s.å. P. Lauritsen: M. J., 1917.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig