Marinus Kristensen

Marinus Kristensen, Nicolaj Christian Marinus Kristensen, 12.4.1891-31.7.1928, redaktør. Allerede da "Marinus", hvad han blev ved at hedde livet igennem, som typograflærling dukkede op i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse i København omkring 1908–09 påkaldte hans utvivlsomme naturbegavelse opmærksomheden. Man lyttede når han talte. Han blev udlært som typograf hos F. L. Bording 1910, men sættekassen øvede ingen tiltrækning på ham. I stedet drog han til møder, i ungdomsforeninger, på Blågårdsplads, i Bethesda, og alle vegne rev han tilhørerne med. I ungdomsbevægelsens blad Fremad skrev han digte og sange.

Nogle måneder var han elev hos Th. Bredsdorff på Roskilde højskole. Og hvad han læste og lærte hang fast. Under sporvejsstrejken 1911 organiserede han den muntre F.F.F.-bevægelse, Frederiksberg Fodsports-Forening til boykot af sporvejene. Han fik ved denne tid foden inden for hos Social-Demokraten; 1913 blev han bladets rigsdagsreferent, men samtidig var han en altid mobil og oplagt agitator, socialist fra bydreng af, lige velfunderet og kampberedt, enten det gjaldt politiske, faglige eller kooperative spørgsmål. Han var medstifter af Hovedstadens brugsforening 1916 og blev medlem af partiets hovedbestyrelse 1917. 1920–26 var han opstillet til folketingsvalget i Maribo og satte partiets stemmetal betydeligt op. Imidlertid blev han april 1924, ved F. J. Borgbjergs udnævnelse til socialminister dennes efterfølger som redaktør af Social-Demokraten. Fra 1925 til sin død var Marinus Kristensen medlem af Københavns borgerrepræsentation og af budgetudvalget og leverede en række vægtige og virkningsfulde indlæg i salen.

Som taler var Marinus Kristensen blændende, ildnende, slagfærdig, hans sprog lyrisk betonet, rigt på billeder, og et digterord, et citat af Heine eller Marx havde han ofte rede. Ikke få slagord har han præget som lever efter ham ("Valgets dag kan snart komme - sov med bukserne på!" "Lillebror må trave" - om de radikale som støtteparti i 1924). Undertiden kunne respekten for kendsgerninger eller andres følelser fordufte for den gode replik. Som journalist var han Borgbjergs discipel og betroede mand, og chefredaktørens "ledere" skyldtes ofte hans pen. Da han selv blev redaktør bestræbte han sig for at modernisere og popularisere Social-Demokraten; han knyttede nye navne fra kunstens og litteraturens verden til bladet som kronikører, udvidede sportsspalter og søndagssider og gav det i det hele et nyt og mere levende ansigt. Da Borgbjerg 1926 vendte tilbage til redaktionen vedblev Marinus Kristensen at være den faktiske redaktør indtil sygdom lammede hans kraft. Han søgte forgæves helbredelse i syden og døde før han fik indfriet de store forventninger hans partifæller endnu satte til ham.