Martin Holst, Martin Hansen Holst, 13.4.1856-3.5.1932, redaktør. Født i Hundebøl ved Rødding, død i Iowa City, begravet i Cedar Falls, Iowa. Efter endt skolegang var H. en tid elev i Appels friskole i Ryslinge og senere gentagne gange på Askov højskole. Derefter blev han lærer ved forskellige mindre friskoler, bl.a. tæt ved Rødding. Men danske privatskoler var ikke velset af de tyske myndigheder, og H. var tilmed dansk undersåt så skolen kunne ikke trives. H. fik da lyst til at besøge USA for at se hvorledes landsmænd derovre levede. 1881 rejste han til den danske højskole i Elk Horn i Iowa. N.å. blev han redaktionssekretær ved det danske ugeblad Dannevirke der udkom i Cedar Falls, Iowa. Det var oprettet 1880 under meget beskedne former med ca. 600 abonnenter. Da H. blev knyttet til bladet fandt han dermed sin livsgerning, ɔ: arbejdet for dansk ånd og sprog i det store, fremmede land. Allerede 1883 blev han medudgiver afbladet, og fra 1906 var han eneejer af det til sin død. H.s sønner videreførte bladet til de 1947 solgte det til dets redaktør siden 1939, August L. Bang som 1951 måtte lade det indgå i det dansknorske Decorah-Posten. H. var ikke nogen journalistisk begavelse, Dannevirke blev derfor aldrig noget stort eller toneangivende blad, men med stor kærlighed og troskab virkede H. for danske interesser blandt landsmænd i USA, talte skolens og kirkens sag ved enhver lejlighed og gjorde sit blad til et troværdigt, kendt og vel anset foretagende. Det vandt sig en fast læserkreds og fandt i årenes løb god modtagelse i mange danske hjem i USA. Også en dansk boghandel oprettede han og forsynede derfra de danske skoler og hjem med dansk litteratur. Fra bogtrykkeriet udgik fra 1896 til anden verdenskrig årshæftet Julegranen og mange andre publikationer. Efter H.s død fortsatte hans sønner bogtrykkeri og forlag til 1966.

Familie

Forældre: gårdejer Hans Madsen (1800–72) og Kirstine Marie Holst (1818–1907). Gift 18.4.1884 i Cedar Falls med Maria Kristine Clausen Bodholdt, født 8.4.1855 i Ørby ved Vonsbæk, død 9.8.1931 i Cedar Falls, d. af gårdejer Claus Knudsen B. (1824–1903) og Karen Johansen (1825–87).

Bibliografi

Nordlyset N. Y. 12.5.1932. Den danske pioneer, Omaha, Nebr. s. d. Enok Mortensen: The Danish Lutheran church in America, Philadelphia 1967 = Kirkehist. studier 2.r.XXV 74.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig