Ole Brandstrup

Ole Brandstrup, Ole John Christian Brandstrup, 4.12.1917-25.12.1994, skribent, sceneinstruktør, dramaturg. Født i Kbh. (Sundby). B. blev student fra Gentofte statsskole 1937, mag. art. i litteraturhistorie 1945 og s. å. teater-, film- og litteraturanmelder ved Morgenbladet, fra 1946 ved Berlingske blade. Fra 1952 var han teaterkritiker m.m. ved Berlingske Aftenavis indtil han 1966 debuterede som sceneinstruktør. Også gennem arv er B. teatermenneske, helt øjensynlig og let genhørlig sin far, Ludvig B.s søn. Som tribunehelt med et let forpint ansigtsudtryk, klemt sammen om monoklen, og med en nøje iagttaget ironisk afstand til stoffet – men samtidig præget af stor respekt for og megen viden om kunsten at træde op. En sprogbehandling til højeste blanke karakter, en fejl på vejen ville gøre det lettere at forlige sig med den fejlfrihed. Han disponerer, artikulerer og diktionerer en tekst, så samtiden uvilkårligt føler sig hensat til fortiden, hvor dansk endnu var et fag af nogen betydning. Hans stædige fastholden ved henholdsvis at tale og skrive sproget må uvilkårligt kaste et komisk skær over ham. Som værner af vore nationale åndsværdier ser man ham for sig som en dansk Sven Dufva, naiv i hjertet, men med en glimrende forstand, så nogen folkehelt bliver han næppe. – Som andre skuespillerbørn indledte B. sin kunstneriske karriere med at kritisere teatret, det stod på fra krigens slutning og en snes år frem, sidst og minderigest i årene ved Berlingske aftenavis. Efter Frederik Schybergs død havde dansk teaterkritik ingen mere indsigtsfuld og bedre argumenterende udøver end ham. Den lange, vel funderede anmeldelse var hans styrke, ganske modsat det beundrede forbillede, Hans Brix, som efter lidt spilfægteri til galleriets fryd afgjorde sagen i ét blinkende hug, blodigt og muntert på én gang. B. lider af samvittighed der giver mavepine, nogle gange vred og vendte sætninger sig under smerterne fra kolik-anfaldet – men når sproget slap uskadt fra sin mesters anfægtelser stod det stærkt og endegyldigt, ikke en betoning at rette. I midten af 60erne gav B. over og meldte sig til den skabende side af teatervirksomheden, først som sceneinstruktør hvor hans store analytiske evne for at forklare og bestemme en tekst både var ham til gavn og hindring. Det sidste fordi den kritiske analyse ikke egentlig er instruktørens opgave, han skal ikke bestemme tekstens værdi, men forsøge at finde dens muligheder, fantasere over hvad den kan blive til. Som fast dramaturg ved Det kgl. teater 1970-84 og som en kyndig, omsorgsfuld fordansker af dramatiske tekster på engelsk og fransk har han fundet udtryk for sin evne til at skille godt fra skidt, ædelt fra skrot, og til at pleje sproget med svundne tiders noblesse, hvilket også fremgår af de to bøger Frokost i det grønne, 1972 (essays) og Lær at behage, 1973 (TV-essays).