Sophia Brahe

Sophia Brahe, Sophia Ottesdatter Brahe, ca. 1556-.1643, lærd adelsdame. Født på Knudstrup (Knutstorp) i Skåne, død i Helsingør, begravet i Toriøse k., Skåne. Allerede som ganske ung gik B. lejlighedsvis sin berømte bror Tyge B. til hånde under hans astronomiske arbejde, men først som ung enke kastede hun sig for alvor over videnskaben. Efter Otte Thotts død styrede hun Eriksholm (nu Trolleholm) for sønnen Tage Thott og vandt her bl.a. ry for sin fremragende havekunst. Fra Eriksholm tog hun jævnlig over til broderen på Hven hvor hun stiftede bekendtskab med Erik Lange. Denne havde oprindelig været en velstående mand, men på dette tidspunkt gik det rask ned ad bakke med ham, til dels på grund af hans alkymistiske eksperimenters kostbarhed. 1590 blev B. forlovet med ham hvilket hendes slægtninge med undtagelse af Tyge B. i høj grad misbilligede på grund af hans slette økonomiske omstændigheder. At Erik Lange i de følgende år flakkede rundt i Tyskland opfyldt af sit guldmageri og andre projekter ødelagde ikke blot hans egne sager yderligere, men øvede også en uheldig indflydelse på B.s formuesomstændigheder. Ventetiden brugte hun imidlertid på studier som datidens kvinder ellers ikke gav sig af med. Først lagde hun sig efter kemi, navnlig anvendt i den praktiske lægekunsts tjeneste, siden dyrkede hun som sin hovedinteresse astrologi og erhvervede stor færdighed i at stille horoskoper. 1599 da Tyge B. havde forladt Danmark, brød hun op fra Skåne og drog til hertugdømmerne og Nordtyskland for at opsøge Erik Lange. Hun traf ham som en ødelagt mand, og det blev vanskeligere og vanskeligere for dem at skaffe det nødvendige til livets ophold. Ikke desto mindre agtede de sig ud på en længere rejse og ville forinden lade sig vie, men efter at brylluppet havde fundet sted måtte rejsen opgives på grund af pengemangel, og ægteparret blev nu boende nogen tid i Eckernførde. Hvorledes de følgende år har formet sig for dem vides ikke, men ved sin husbonds begravelse i Prag 1613 fragik B. arv og gæld efter ham. Sine senere år (i alt fald fra 1616) tilbragte hun, vistnok under tålelige forhold, i Helsingør. Blandt B.s skriftlige efterladenskaber findes flere hver på sin vis højst ejendommelige ting. Fra 1594 stammer det store digt til den fraværende fæstemand Urania til Titan, et versificeret brev hvis bevarede latinske form ganske vist ikke skyldes B. men om hvilket man tør formode at hun har givet udkast dertil på dansk. Trods digtets vidtløftige poetiske omsvøb, hentet fra alkymiens, astrologiens og antikkens verden kommer hendes dybe kærligheds-længsel til heftigt udbrud deri. Af hendes egentlige breve må fremhæves et særlig omfangsrigt, skrevet kort efter brylluppet 1602 til søsteren Margrethe B. hvori hun holder generalopgør med hele slægten for alle de forurettelser og krænkelser hun mener at have været genstand for. Det er et menneskeligt dokument af høj rang som næppe har sidestykke i samtidens danske korrespondance. Endelig må nævnes B.s genealogiske virksomhed. De skriftlige vidnesbyrd herom er dels en slægtebog på ca. 900 sider (univ.bibl. Lund), dels en samling kopibøger (Svenska riksarkivet), indeholdende "allehaande Sendebreve om Slægterne". Slægtebogen (afsluttet 1626, men med senere tillæg) kan siges at betegne højdepunktet af renæssancetidens danske arbejder af denne art, opbygget på et usædvanlig rigt materiale af mundtlig tradition og skriftlige kilder. Gennem kopibøgerne får man et levende indtryk af hendes vidtløftige genealogiske korrespondance og desuden røber hendes egne antegnelser deri et sjældent fortællertalent med stor sans for det virkningsfulde. B.s alsidige interessesfære er typisk for renæssancetidens kultur, men som kvindelig forsker betegner hun noget nyt i den nordiske kvindes historie. I Sveriges litteratur er hun flere gange gjort til genstand for digterisk behandling i romanform (Birger Mörner 1899, Elisabeth Kuylenstierna-Wenster 1907).