Jakob Trolle, Joakim Trolle, 21.5.1475-.1546, til Lillö og Knabstrup, ridder. Født på Ed, Småland, begravet i Åsum k. Skønt svenskfødt følte T. sig i kraft af ægteskab og de to gårde han havde arvet efter sin mor fra sin første ungdom fast knyttet til Danmark. I det bevarede brevstof forekommer han tidligst 1499 og da som herre til Knabstrup; til Herløv (Lillö) nævnes han derimod først 1509. 1501 agiterede han virksomt for kong Hans blandt bønderne i Småland som også senere villigt lyttede til ham. 1503-04 deltog han aktivt i krigen mod svenskerne; 1505-07 førte han kommandoen på den vigtige grænsefæstning Kalmar. Først derefter synes han som en slags retrætepost at have fået Gärds hrd. i forlening; det lå bekvemt ved hans gård Lillö og dertil føjedes senere købstaden Vä. I begyndelsen af Christian IIs regering blev han ridder. 1517 var han en af de tre hovedanførere for det store flådetogt mod Stockholm, men formåede ikke at undsætte sin nevø Gustav Trolle eller hidføre andre varige resultater. 1523 sluttede han sig til Frederik I og nævnes som den første adelsmand uden for rådet både i håndfæstningen s.å. og i forbundet mod lutheranismen n.å. Under den skånske bondeopstand 1525 afbrændtes Lillö; til gengæld fik T. 1527 sit fædrene gods som længe havde været beslaglagt tilbagegivet. Under grevefejden sluttede han sig til Christian III og modtog 1535 sammen med Knud Bille på kongens vegne skåningernes hyldest; n.å. nævnes han som den første af den skånske adels repræsentanter på reformations-herredagen. Efter den tid synes hans rolle i hovedsagen udspillet; rigsråd blev han aldrig.

Familie

Forældre: svensk rigsråd Arvid T. (død 1505, gift 1. gang ca. 1460 med Christina Gadda, gift 3. gang 1488 med Birgitte Turesdatter Bjelke) og Beate Iversdatter Thott (død 1487, gift 1. gang med Truid Pedersen Galen). Gift 1498 på Eskildstrup med Kirsten Skave, død 18.9.1534 på Knabstrup, d. af Herluf S. (død tidligst 1505) og Øllegaard Henningsdatter Walkendorff. – Far til Børge T. og Herluf T.

Ikonografi

Relief på ligsten (Norra Åsum k., Skåne).

Bibliografi

Det kgl. rettertings domme og rigens forfølgninger, udg. Troels Dahlerup I-II, 1959-69. – Henry Petersen: Minder om Herluf Trolle og Birgitte Gjøe, udg. V. Mollerup, 1897 21f. Gottfrid Carlsson: Hemming Gadh, Upps. 1915 123f 137f 146 173 281. – Sophie Belows slægtebog (Rigsark.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig