Valdemar Daa, 15.5.1616-5.2.1691, adelsmand, alkymist. Født i Trondhjem, død i Viborg, begravet i domk. sst. D. var 1636 i Leiden, og 1604-44 var han hofjunker, 1644 blev han løjtnant ved ritmester Mogens Arenfeldts kompagni, 1655 ritmester; han deltog i krigen 1657-60 og skal ved svenskernes indrykning i Holsten være flygtet med en sko og en støvle på. Han arvede 1641 efter faderen Bonderup (Lerchenfeld) og ved broderen Jørgens død 1652 Borreby sammen med broderen Christian. Gården deltes således at D. fik hovedbygningen hvortil han byggede en ny ladegård, og Christian fik en to lofter høj bygning i borggården, forsynet med tårn og spir. D. der var meget ærekær ("storhjertet") skønt han kun var "af liden Natur" lod broderens tårn nedrive under hans fraværelse. Efter krigen 1657-60 kom han i store pengevanskeligheder; måtte pantsætte sine gårde, og til sidst voksede gælden ham over hovedet; han mistede Bonderup ved indførsel 1677 og Borreby 1681, og skønt den nye ejer af Borreby, Ove Ramel, tilbød ham at bo der sin livstid "som en Ven og Broder" var han dog endnu så "storhjertet" at han med stav i hånd og et alkymistisk glas ved barmen vandrede til et hus i Smidstrup (Egeslevmagle S.) som han havde lejet for sommeren. Efter samtidige udsagn skal han have ødt sine midler på guldmageri, og der fortælles at han den sidste tid boede på Borreby under så kummerlige forhold at han ikke ejede brændsel og derfor i flere uger om vinteren lå i seng med sine kemikalier der ikke kunne tåle kulde. Han skal have fældet godsets store egeskove. Fra Smidstrup flyttede han 1682 til Viborg og levede sine sidste år af nogle tiender han fæstede af kronen. Af hans tretten børn synes kun sønnen Gregers og fire døtre at have overlevet ham.

Familie

Forældre: rigsadmiral Claus D. (1579-1641) og Ingeborg Parsberg (1592-1641). Gift 1645 i Kbh. med Else Kruse, født 6.7.1627, død 19.9.1667 på Borreby, begr. i Magleby k., d. af Jørgen K. til Ryumgård (død 1666) og Beate Jokumsdatter Bülow (1606-57). – Far til Gregers D. Halvbror til Oluf D. (1606-71).

Ikonografi

Maleri 1629 (Fr.borg), identiteten omtvistelig. Mal. af V. Rosenstand, 1863, af D. og hans døtre.

Bibliografi

Danm.s adels årbog LXI, 1944 II 20. C. Testrup i Saml. til jydsk hist. og top. II, 1868-69 6. Henry Petersen i Danske saml. 2.r.V, 1876-77 69-73. Aug. Fjelstrup: Guldmagere i Danm., 1906 46-100. C. Klitgaard i Pers. hist.t. S.r.IV, 1907 268-82.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig