Carl Scheel-Plessen

Carl Scheel-Plessen, Carl Theodor August Scheel-Plessen, 18.3.1811-7.7.1892, baron, senere greve. Født på Sierhagen, død i Varese, Italien, begravet på Nehmten. Efter skoleundervisning i Lübeck studerede S.-P. jura i Berlin, München og Kiel og tog juridisk eksamen sidstnævnte sted. Rent tysk af opdragelse, dannelse og åndspræg indtrådte han i den højere danske statstjeneste. Han blev auskultant i finansdeputationen og sekretær hos finansministeren, foretog fra 1838 en længere, meget lærerig rejse i Tyskland, Sydeuropa og Vesteuropa og blev 1841 referendar under C. L. Tillisch i Christian VIIIs kabinetssekretariat; ligesom brødrene stod han i nært forhold til kongefamilien, særlig til den senere konge Christian IX og prinsesse Louise. 1843 udnævntes S.-P. til amtmand over Sønderborg og Nordborg amter hvor han blev afholdt af den danske befolkning, men ikke trådte i nærmere forhold til Augustenborgerne med hvis politiske formål han ikke sympatiserede. 1845 blev han kammerherre, 20.10.1846 deputeret i rentekammeret og chef for dettes 3. sektion hvor han næsten udelukkende arbejdede med sager vedrørende hertugdømmerne hvis forhold mest interesserede ham. I 40ernes brydningsår fremtrådte S.-P.s politiske hovedsynspunkter klart, og han bevarede dem med naturlige modifikationer under de nationalpolitiske kriser. Han var konservativ, aristokrat og royalist; det slesvigholstenske ridderskabs interesser lå ham især på hjerte; han fandt disse bedst betrygget inden for helstaten, men kun for så vidt som denne vedblivende gav det tyske element overvægten i hertugdømmerne. Han var lidet berørt af tyske nationale rørelser, ligesom han, der talte og skrev godt dansk, var uden forståelse for den nordslesvigske danskheds berettigede krav. Han stillede sig derfor afvisende såvel over for den augustenborgske og den demokratiske slesvigholstenske separatisme som over for de ejder-danske bestræbelser. Han var kundskabsrig, arbejdsom, meget myndig og ærgerrig, havde en statelig fremtræden og ypperlige talegaver. Hans ønske om at bevare den konservative helstats-ordning udsatte ham i tidens løb for voldsomme angreb såvel fra dansk-national som fra slesvigholstensk side.

I martsdagene 1848 tilbød P.G. Bang S.-P. posten som minister for Holsten og Lauenburg; S.-P. stillede som betingelse at et par liberale slesvigholstenske ledere skulle med som modvægt mod danske nationalliberale. 22.3. indtrådte han i A. W. Moltkes ministerium som provisorisk minister for hertugdømmerne, men trak sig 24.3. tilbage før bestallingen var udfærdiget da han ikke ville påtage sig ansvaret for det svar Frederik VII ville give den slesvigholstenske deputation. Han fulgte ikke de mange tyske embedsmænd der nu forlod Danmark, men tog ud til sin fars gods Lindholm. 24.11.1848 fik han sin afsked som rentekammerdeputeret. Efter våbenstilstanden i Malmø aug. 1848 blev han ud på efteråret dansk kommissær for at ordne forholdene i Lauenburg. Ved nytårstid 1849 forhandlede han i Berlin med den preussiske regering, i aug.-sep. s.å. ledsagede han Tillisch til Flensborg for at gøre tjeneste i bestyrelseskommissionen og havde i dette år gentagne gange sammenstød med preussiske embedsmænd. Da Holsten i febr. 1852 kom tilbage under dansk styre sendte H. A. Reventlow-Criminil S.-P. til Kiel for at overtage den midlertidige bestyrelse af landet, og 1853 blev han overpræsident og 1. borgmester i Altona. Efter faderens død s.å. blev han indehaver af et af familiens fideikommiser og fik 12.11. s.å. tilladelse til at føre navnet baron S.-P. Hans danske fideikommisgodser var derefter Selsø med Lindholm og Bognæs samt Saltø og Harrested, alle på Sjælland. 1869 kom han ved sin svigerfars død i besiddelse af de store holstenske godser Nehmten, Marutendorf og Hohenschulen, og ejede desuden i Holsten Gross-Nordsee.

Efteråret 1855 valgtes S.-P. ind i den holstenske stænderforsamling, 31.12. til dens præsident; 1.3.1856 mødte han som stændervalgt medlem i rigsrådet. I de følgende år blev han hovedlederen af den holstenske opposition med den danske regerings politik over for hertugdømmerne, og, støttet på folkestemningen i Tyskland og til sidst af Bismarcks målbevidste planer om Preussens magtudvidelse, medvirkede han i høj grad til tilspidsningen af krisen 1864 og hertugdømmernes løsrivelse fra Danmark selv om den voldsomme løsning og enderesultatet ingenlunde svarede til hans ønsker. 15.6.1856 afskedigede L. N. Scheele ham fra overpræsidentembedet. Efterhånden skærpedes formen for hans opposition, og meget had fra dansk side opsamledes om hans person. Kun inden for ridderskabet og tilsvarende kredse parredes den store autoritet han efterhånden vandt med sympati. Lige til krigens udbrud 1864 fastholdt S.-P. sit ønske om en Personalunion der kunne sikre både dynastiets ret og helstatens integritet; hans principielle synspunkter forbandt sig med venskabet og fællesskabet i helstatlige idealer mellem ham og tronfølgeren prins Christian og dennes hustru. Efter novemberforfatningen og tronskiftet 1863 måtte S.-P., bl.a. fordi danske helstatsmænd svigtede, afslå Christian IXs anmodning om at overtage et ministerium for Holsten ved en afløsning af Halls regering.

I maj 1864 under Londonkonferencen forhandlede kongen med S.-P. gennem en mellemmand om en personalunionel løsning. S.-P. ønskede vel stadig en sådan, endda eventuelt med en national deling af Slesvig, men var nu klar over at tidspunktet var forpasset. Monarkiets integritet lod sig ikke opretholde. Før skiftet i juli afslog han kongens fornyede henstilling om at overtage en ministerstilling. I juli-aug. 1864 indledtes det sidste afsnit af S.-P.s løbebane idet han utvetydigt knyttede sig til Preussen. Efter fredspræliminærernes undertegnelse i aug. 1864 modtog han Bismarcks kaldelse til som sagkyndig at bistå de tysk-østrigske forhandlere ved freden i Wien om ordningen af hertugdømmernes finansielle forhold, men først efter loyalt at have bedt om Christian IXs billigelse der gaves efter ministeriet Bluhmes råd. Resultatet af disse forhandlinger blev meget ugunstigt for Danmark hvorfor skylden, i nogen grad med urette, tillagdes S.-P. Fra nu af optrådte han som Bismarcks særlige tillidsmand som bestemt modstander af et selvstændigt Slesvig-Holsten under augustenborgerne og for hertugdømmernes tilknytning til Preussen. Ved krigsudbruddet 1866 blev S.-P. gjort til overpræsident for Schleswig-Holstein, og denne stilling beholdt han efter anneksionen; 7.8.1868 udnævntes han til kurator for universitetet i Kiel, 28.9. s.å. til preussisk virkelig gehejmeråd. I tretten år, indtil han tog sin afsked fra 1.9.1879, virkede S.-P. som overpræsident, og hans kraftfulde styrelse foregik i god forståelse med Bismarck og bragte ham trods visse brydninger mellem lokalstyrelsen og centralregeringen i Berlin stor anerkendelse selv om de gamle slesvigholstenere bevarede deres nag. Han havde en tid været medlem af den preussiske landdag og den nordtyske rigsdag, fik efter sin afgang på livstid sæde i landdagens herrehus og blev 16.4.1888 af kejser Frederik III udnævnt til preussisk greve.

Som overpræsident fik S.-P. berøring med den danske befolkning i Slesvig og med spørgsmålet om en national deling af Slesvig. Først efter hans tid begyndte forsøgene på den preussiske tvangsfortyskning for alvor. S.-P. var en afgjort modstander af en deling, og da muligheden frembød sig ved forbeholdet i Pragfredens art. 5 gjorde han alt hvad han formåede for at hindre at tilsagnet opfyldtes. Af historiske grunde ville han fastholde Slesvigs udelelighed, men tillige mente han som adskillige samtidige at en tilknytning af Nordslesvig til Danmark ville foranledige nye komplikationer der kunne fremkalde farer for Danmarks selvstændige og udelte beståen. Under sin styrelse af hertugdømmerne fremmede han den organiske indføjelse i Preussen. Han var en afgjort fjende af "den danske agitation" i Nordslesvig, men at han med forkærlighed behandlede de danske nordslesvigere chikanøst og hårdt er ikke dokumenteret, og en sådan optræden stemmer ikke med S.-P.s grandseigneurpersonlighed så lidt som den svarer til hans ønske om et fortsat venskabeligt forhold til den danske kongefamilie eller til hans interesser som dansk storgodsbesidder. Han kom sjældent til Danmark hvor der ved enhver lejlighed udtaltes uvilje imod ham. Dette fremkaldte hos ham ønsker, der dog ikke blev realiseret, om at afhænde de danske slægtsgodser. Når danske samtidige karakteriserede denne fremragende dygtige modstander med ordet renegat og tillagde ham utiltalende egenskaber kan en historisk betragtning ikke godkende en sådan bedømmelse af en mand der vel blev en uforsonlig modstander af den danske udvikling bort fra helstaten, men som holstener stedse åbent forfægtede en ærlig og fra hans standpunkt vel begrundet overbevisning. – Dr.phil. h.c. i Kiel 1879. – Kammerherre 1845. Preussisk gehejmeråd 1864.