Dansk Biografisk Leksikon

Eiler Holck

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Eiler Holck,  4.6.1627-28.6.1696, baron, officer. Død på Holckenhavn, begravet i Vindinge k. H. søgte 1642 Sorø skole og deltog som fænrik i fodfolket i krigen 1644–45, var 1648–49 kornet i rytteriet og var samtidig på Sorø akademi. 1651 blev han atter fænrik i fodfolket, n.å. løjtnant deri og 1653 løjtnant i rytteriet. 1650 havde han fået rejsetilladelse til udlandet og immatrikuleredes ved universitetet i Utrecht, og han var hofjunker 1648–55. 1656 blev han oberstvagtmester (major) og har derfor formentlig forud som kaptajn været i fremmed krigstjeneste. N.å. fik han tilladelse til at "lade sig bruge i Marken" ved en hvervet afdeling, hvorefter han af udskrevet jysk mandskab opstillede en eskadron (fire kompagnier) dragoner til rigsmarsken Anders Billes (1600–57) livregiment dragoner og fodfolk og deltog som oberstløjtnant i felttoget i stift Bremen hvor han indtog forskansningen ved Lehe ved Wesermundingen. Han sluttede sig derpå til korpsets hovedstyrke ved Bremerforde hvor han i krigsrådet før stormen voterede som yngste medlem. Ved korpsets omgruppering blev regimentet ført over til Holsten, og i sept. blev H.s eskadron ad søvejen ført til Frederiksodde. Om H.s og hans folks kamp ved stormen her 24.10. beretter Erik Dahlbergh, at ved kongens port blev de danske musketerer under oberstløjtnant H. og andre tapre officerer trængt sammen i et batteri og værgede sig tappert der, indtil angriberne fra to sider indesluttede dem hvorpå de, skønt officererne gjorde alt for at hindre det, styrtede tilbage til den "indre skanse" og afventede nye angreb. Nu greb Dahlbergh ind, parlamenterede med officererne og fik dem til at opgive videre modstand som håbløs. H. var herefter krigsfange i Greifswald, men fik sammen med flere andre tilladelse til på parol at opholde sig på Fyn hvor han var, da svenskerne sidst i jan. erobrede øen. – Ved fredsslutningen s.å. blev H. udvekslet og blev i maj oberst over U. C. Gyldenløves (1630–58) dragonregiment, hvormed han deltog i Kbh.s forsvar indtil han atter blev fanget og først udveksledes febr. 1660. Juli s.å. udnævntes han til guvernør på Kronborg og amtmand i Kronborg len og førte sit regiment til skibs til Helsingør for at overtage fæstningen, endnu mens den svenske hær var i fuld afmarch fra Sjælland. 18. s.m. overtog han kommandoen.

I sin elleveårige guvernørtid var H. stærkt optaget af byggearbejder og udvideise af fæstningsværkerne samt hævdelse af højhedsretten over for forbipasserende fremmede orlogsskibe, således at fæstningen honoreredes efter reglementet af 1661, og i den sidste henseende var han så nidkær at det flere gange fremkaldte indskriden fra svenske og engelske diplomater; men som tro tjener af den enevældige kongemagt var han i almindelighed velset ved hove og støttedes af feltherre Hans Schack (1609–76), når han i en eller anden retning var gået for vidt. Derimod synes han at have fjernet sig fra sine gamle standsfæller – eller de fra ham. 1664 blev han generalmajor og medlem af krigskollegiet, 1671 optaget i friherrestanden og højstbefalende på Fyn hvor han n.å. af sine godser oprettede baroniet Holckenhavn, og 1675 assessor i højesteret; men disse gunstbevisninger uagtet havde han nået toppunktet af sin løbebane inden han var halvtreds år. Ved generalløjtnant F. Ahlefeldts død havde han 1672 gjort sig visse forhåbninger som hverken da eller senere opfyldtes, og 1675 udtalte han at han på mange måder havde mærket, at han ufortjent var skubbet til side. Han afgik ca. 1675. Hans guvernørstilling på Fyn var kun rent nominel, og da han søgte stillingen som guvernør og amtmand i Nyborg, afsloges det til fordel for generalmajor Jacob Duncan. – Gehejmeråd ca. 1675.

Familie

Forældre: Eiler H. til Giedsholm i Skåne (ca. 1597–1648) og Rigborg Bille (død 1648). Gift 1. gang 29.9.1655 i Viborg med Lisbet Høg, født 27.12.1633 på Lund på Mors, død 29.11.1672 på Holckenhavn, d. af rigsråd Mogens H. (1593–1661) og Helvig Lindenow (1604–34). Gift 2. gang 6.11.1678 med Ingeborg Dorothea Vind, født 29.6.1658, død 1729 (mulig gift 2. gang 1695 med forpagter på Lolland Johan Friederich Pintzfeldt fra Hamburg, død 1730), d. af skatmester Holger V. (1623–83) og Margrethe Giedde (død 1706). Ægteskabet opløst.

Udnævnelser

Hv.R. 1671.

Ikonografi

Afbildet på familiemal. (Holckenhavn). Mal. fra 1660ernes begyndelse af K. v. Mander (sst.), efter dette stik af A. Haelwegh ca. 1670.

Bibliografi

K. C. Rockstroh: Udvikl, af den nationale hær i Danm. I–II. 1909–16. C. O. Bøggild-Andersen: Hannibal Sehested I–II. 1946–70.

Læs også om Eiler Holck i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Eiler Holck
Eiler Holck
1627-1696, dansk officer; baron fra 1671. Hol ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
generalløjtnant
se militære grader . ...Artikel i Den Store Danske
Bremen
storby i Nordvesttyskland ved floden Weser; 5 ...Artikel i Den Store Danske
oberstløjtnant
se militære grader. ...Artikel i Den Store Danske
Kongemagerne
Endnu ved 1600-tallets begyndelse var der ingen te ...Artikel i Danmarkshistorien
Frederiksodde
1651-1664 navnet på den fæstning anlagt i 1650 ...Artikel i Den Store Danske
Holckenhavn
hovedgård og gods (1996: 920 ha) umiddelbart ...Artikel i Den Store Danske
Greifswald
by i den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern 85 ...Artikel i Den Store Danske
Kronborg
tidligere kongeslot i Helsingør. De tidligste ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
Rockstroh
18/07/2011
  • Læst 610 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki