Alexandrine, Auguste Alexandrine, 24.12.1879-28.12.1952, dronning. Dronning Alexandrine voksede op dels i Schwerin, dels i Cannes hvor faderen ejede Villa Wenden og for sit helbreds skyld opholdt sig i længere perioder. Her traf hun sin senere ægtefælle og deres forlovelse deklareredes i Schwerin 24.3.1897. 1906 blev hun kronprinsesse og 1912 dronning. Sammen med sin ægtefælle levede hun et jævnt og roligt hjemmeliv, dels i Kbh., dels på Sorgenfri, Marselisborg og Skagen og fulgte ham på talrige rejser rundt i landet, til Færøerne, Grønland og Island, til Europas hoffer og til Cannes.
Under den tyske besættelse 1940–45 var hun sin mand en loyal og trofast støtte, og kongeparret blev symbol for den nationale samling, men det lå hende altid fjernt at blande sig i politiske spørgsmål. Hun interesserede sig levende for velgørenhed og musik, og var protektrice for en række institutioner, bl.a. musikforeningen, Det kvindelige velgørende selskab, flere asyler, Præmieselskabet for plejemødre, Welanderhjemmene, Småbørns vel, Louiseforeningen, Dronning Alexandrines Marinefond o.fl. Endvidere var hun protektrice for Vallø kloster.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.