Berengaria

Berengaria, Bengierd, d. 27.3.1221, dronning. Begravet i Ringsted k. B. er utvivlsomt kommet til Danmark fra Flandern. Hendes bryllup omtales af en nederlandsk kilde, Reineri Annales, og i Valdemarårbogen benævnes hun ved samme lejlighed "grev Ferrando af Flanderns søster". Da B.s bror Alphonso (II) havde overtaget kongemagten 1211 forsøgte han at fratage sine søskende fædrenearven, og dette kan måske forklare at hun kom til Flandern hvor grev Ferrando var Philip II August af Frankrigs vasal. B.s ægteskab med kong Valdemar er formodentlig et træk i broderens diplomatiske spil idet han indgik forbund med England og Tyskland mod Frankrig og ønskede støtte fra Valdemar. Om B.s liv vides meget lidt. Hendes morgengave stadfæstedes af paverne Innocens III og Honorius III. I et kongeligt diplom udstedt på kongsgården på Samsø 1216 optræder hun som brevvidne. Ved løskøbelsen af Valdemar fra fangenskabet 1225 indgik i løsesummen "alt det guld som havde hørt til dronningens pryd med undtagelse af kronen og det hun før sin død havde givet kirker og klostre". Hun fødte Erik, Abel og Christoffer, senere konger, og datteren Sophie. Ved åbningen af kongegravene i Ringsted fandtes B.s grav forstyrret, i den lå resterne af en ca. 160 cm høj kvinde. B. er den almindelige latinske form for det portugisiske Berenguela, men Rydårbogen tilføjer at hun kaldtes Bringenilæ, i de middelalderlige danske bearbejdelser af årbøger og krøniker blev det bl. a. til Bengierd, den form der forekommer i folkeviserne om hende og dronning Dagmar. Her skildres B. som hård og ond i modsætning til den milde og gode Dagmar. Folkevisernes kildeværdi til vurdering af B.s person er tvivlsom, bl. a. fordi viserne først er nedskrevet i 1500-tallet. Men de har været bestemmende for den traditionelle opfattelse af B. der hos Arild Huitfeldt formuleredes således: "Hun var ond og rådede til at skatte bønder og almue. Fik skyld for alt det, ilde var gjort. Så nu har vi det ordsprog, at vi kalder en ond kvinde Bengierdt".