Ingeborg (dronning)

Ingeborg, ca.1175-29.(el 30.)7.1237/1238, dronning af Frankrig. Da Ingeborg var giftefærdig ankom bisp Stephan af Noyon sammen med andre delegerede fra den franske konge for at anholde om prinsessens hånd hos hendes bror, kong Knud. Efter at et forslag fra Philip August om at Knud skulle hjælpe ham med et angreb på England var blevet afvist blev ægteskabet aftalt på det vilkår at Ingeborg bragte en medgift på 10 000 mark sølv. Under ægteskabsforhandlingerne og senere under skilsmisseprocessen spillede abbed Vilhelm fra Æbelholt kloster en rolle som den danske konges mand.

Ingeborg ledsagedes til Frankrig af et dansk følge, heri var Peder Sunesen, bisp af Roskilde. Dagen efter brylluppet blev ægteparret højtideligt kronet, men samtidige beretninger vil vide at allerede under denne handling mærkedes Philip Augusts uvilje mod Ingeborg. Han blev bleg og skælvede og erklærede kort efter kroningen at han ønskede ægteskabet opløst og Ingeborg sendt hjem hvad hun og følget dog modsatte sig. Hvad den egentlige årsag til Philip Augusts uvilje var ligger vel skjult i bryllupsnattens mørke. Philip August påstod senere at der var trolddom med i spillet. Det lykkedes ham at få ærkebispen af Reims til at erklære ægteskabet for opløst få måneder senere under foregivelse af at der efter kanonisk ret var for nært slægtskab mellem Ingeborg og Philip Augusts første hustru.

Ingeborg blev anbragt i eller ved klosteret Cysoing ved Douai i grevskabet Hainaut, dvs. teoretisk i landsforvisning, og under dårlige forhold. Som følge af et dansk initiativ erklærede pave Celestin III den fældede skilsmissedom for ugyldig i 1195, men nøjedes med at give Philip August et forbud mod at indgå nyt ægteskab. Denne ægtede trods dette Agnes af Meran i 1196 mens Ingeborg holdtes fængslet på en borg, senere sandsynligvis i nonneklosteret Fervaques ved St. Quentinen-Vermandois. Da den gamle Celestin 1198 afløstes af den unge energiske Innocens III blev Ingeborgs sag kraftigere støttet fra pavestolen. Men følgen blev kun at hun overførtes til et nyt fængsel, og først da en pavelig legat havde forkyndt interdikt over landet opgav Philip August sin modstand og erklærede at han ville vise Ingeborg kongelig ære. Interdiktet hævedes kort efter. Det lykkedes Philip August at få skilsmisseprocessen genoptaget, men paven kunne trække sin dom i langdrag fordi han havde styrket sin position over for Philip August ved i 1201 at legitimere hans to børn med Agnes.

Imens levede Ingeborg under stadig hårdere forhold, fra 1200 på borgen Etampes. Fra dansk side fortsatte man med at virke for Ingeborgs sag hos paven. Der er sammenfald mellem afsendelse af pavebuller i sagen og tilstedeværelse af danske udsendinge ved pavehoffet i 1203, 1207 og 1210. Processen kom til at vare i 20 år, og dens gang afspejlede den europæiske storpolitik. Således afsluttedes den først da Philip August 1213 fik brug for den danske arveret til den engelske trone i forbindelse med sit planlagte angreb på England hvorfor han erklærede Ingeborg for genantaget som dronning. Under den lange proces skiftede tyngdepunktet i argumenterne for skilsmisse fra at være slægtskab i forbudt grad, hvilket var påviseligt falsk, også for samtiden, til at være påstande om at ægteskabet ikke kunne fuldbyrdes. Et pavebrev meddeler i 1212 at samleje havde fundet sted, men "at kønnenes forening ikke var blevet fuldbyrdet i det kvindelige organ".

Det vældige brevmateriale i forbindelse med skilsmisseprocessen rummer nogle breve fra Ingeborgs egen hånd. Disse velformulerede skrivelser, hvis angst og mismod griber læseren om hjertet, vidner sammen med andres beretninger om Ingeborgs usædvanligt stærke karakter. Med sin kristne tro som fundament levede hun hele sit liv op til den rolle hun som fyrstedatter havde lært var hendes. Stædigt fastholdt hun sit krav om at blive behandlet som kronet dronning og ægteviet hustru og bar ydmygt og tålmodigt de prøvelser som Philip August af samme grund udsatte hende for. Isolation, sult og forsøg på at presse hende til at gå i kloster.

Formelt vandt Ingeborg kampen, og hun fuldførte sit liv i samme ånd som hun havde levet det i sin lange fængselstid, idet hun bl.a. som enke fra 1223 sørgede for at købe bod for Philip Augusts sjæl ved gaver til kirken. Hun boede efter 1213 i forskellige byer i Frankrig, Pontoise, St. Germain-en-Laye og havde sit enkesæde i Corbeil nær Orléans. Hun synes at have stået i et godt forhold til Philip Augusts efterfølgere på tronen. Hendes tanker for broderen, Valdemar II, for hvem Ingeborgs genindsættelse på tronen var det vigtigste udenrigspolitiske mål, viste sig i hendes bidrag til den løsesum der skulle købe ham ud af fangenskabet 1227.