Louise (1667-1721, dronning)

Louise, 28.8.1667-15.3.1721, dronning. Louise voksede op ved et lille fyrstehof præget af standsfølelse og pietistisk religiøsitet. Faderen skrev religiøse sange i pietistisk ånd. Når Louise blev valgt til gemalinde for den danske tronfølger var det med kongeparrets helhjertede accept, mens kronprinsen selv, trods løfte om større valgmuligheder, i realiteten ikke havde andet valg end døtrene ved hertughoffet, og her synes at have valgt den han mente ville være ham til mindst besvær.

Allerede 1699 begyndte hans åbenlyse utroskab ved forbindelsen med Elisabeth Helene v. Vieregg som han 1703 indgik morganatisk ægteskab med, og fortsatte så længe dronningen levede, og under former som ikke kunne undgå at såre og ydmyge hende. I ægteskabet fødtes mellem 1697 og 1706 fem børn af hvilke de tre døde som små. Selv om beskrivelserne af Louise er modstridende synes det klart at hendes protester over for ægtemanden hyppigt antog sådanne former at det vakte anstød og vist førte til den opfattelse at de pinlige scener i sig selv var en undskyldning for kongen. Mens samtiden havde let ved at tilgive enevoldsherskeren ethvert brud på moralnormerne endog så langt som til bigami, var grænserne væsentlig snævrere for den krænkede kvindelige part.

Opdraget i den pietisme der i disse år bemægtigede sig alle nordtyske fyrstehoffer søgte hun i sin krænkethed tilflugt i religion, men passivt uden evne til åndelig virksomhed og uden at kunne søge afløb i socialt arbejde. Som personlighed var hun uden tvivl ganske ubetydelig. Til gengæld sluttede sønnen, kronprins Christian (VI) sig tæt til hende og delte hendes harme mod faderen og hans maitresser, ligesom kongens søskende prins Carl og prinsesse Louise støttede hende. I sin tilbagetrukne tilværelse fik hun ingen del i den folkelige popularitet der omgav kongen. Det meget positive eftermæle hun fik i ligtalerne over Frederik IV afspejler ikke tidens opfattelse, men skyldes Christian VI's henstilling til prædikanterne.

Som livgeding havde hun fået Hørsholm, 1703 fik hun desuden Rungstedgård, hvor traditionen om hendes ophold mere end 50 år senere gav Johannes Ewald anledning til at nævne hendes "Kiærlige Kummer" i sin Rungsteds Lyksaligheder, og 1707 Ebberødgård. 1704 anlagde hun, efter forslag fra overkammersekretær E. U. Dose, Donse, (Gunderød) krudtmølle i Karlebo sogn (nedlagt 1910).