Louise, 18.12.1724-19.12.1751, dronning. Efter at være viet i Hannover per procura kom Louise til Kbh. 11.12.1743 og blev her modtaget med den stormende hyldest og festivitas der var en traditionel del af hovedstadens forlystelsesliv. Samme dag blev hun på Christiansborg slot viet til kronprinsen. Denne var allerede kendt som en person der hyldede friere moralbegreber end faderen, en kendsgerning der ikke nedsatte ham i den borgerlige offentligheds øjne.
Efter brylluppet tog parret ophold på Charlottenborg indtil de 1745 kunne flytte ind i det nyopførte Prinsens palæ i Kalveboderne, Nicolai Eigtveds første prøve på rokokoen i Kbh. Den naturlige ligefremhed over for etiketten der kendetegnede Louise befæstede snart hendes egen popularitet, og den lethed og ligefremhed hvormed hun som dronning bidrog til hoffets rolle i offentligheden medvirkede til at gøre dette kongepar til et af de mest tiljublede i byens historie. Hendes ægteskab var fra dansk side et led i en politisk plan, nemlig den at vinde engelsk bistand til de aspirationer det danske hof havde med hensyn til det svenske tronfølgervalg, en plan der dog ikke lykkedes. Samtidig havde det været kongeparrets og ministrenes håb at ægteskabet med den charmerende og livlige prinsesse ville lægge en dæmper på kronprinsens uordentlige levevis hvilket kun lykkedes mådeligt.
Straks efter tronskiftet 1746 indtrådte en mærkbar forandring i hoffets liv. De spærrende jernkæder ved indkørslerne til slotspladsen, anbragt for at betrygge dronning Sophie Magdalenes nattesøvn, blev fjernet, og slottets saloner åbnedes for assembleer og baller. Louise var en ivrig danser, glad for musik og teater, 1747 fik hun indkaldt et italiensk operaselskab til hoffet. Ludvig Holberg, der af den nye konge netop var blevet baroniseret og derfor kunne deltage i festerne, er i et par epistler fuld af lovord over dronningens ligefremhed og understreger især hendes bestræbelser for at lære sine børn dansk: "Det er ikke til at beskrive med hvilken inderlig Fornøyelse menige Mand hører hendes Majestæt, skønt en engelsk Prinsesse, at tale dansk med de Kongelige Børn" (Ep. 377). I en periode hvor fremmed indflydelse nåede sit højdepunkt er dette også bemærkelsesværdigt, men vidner muligvis om at enkelte af rådgiverne har haft forståelse for den nationalisme der var i gæring i borgerskabet. Men sikkert er det at hun tog sig mere af sine børns opdragelse end sædvanligt, og at hun fremsatte (forgæves) protester da regeringen begyndte forhandlingen med den svenske regering angående et ægteskab mellem hendes da femårige datter Sophie Magdalene og den svenske tronfølger. En søn, født 1745, blev kun et år, og Louise døde under et nyt svangerskab.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.