Dansk Biografisk Leksikon

Ulrikke Eleonora

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Ulrikke Eleonora,  11.9.1656-26.7.1693, dronning af Sverige. Født på Kbh.s slot, død på Karlberg slot, begravet i Riddarholmskyrkan, Stockholm. Under sin mors strenge opsyn fik prinsessen en omhyggelig opdragelse. Hun tilegnede sig særdeles gode sprogkundskaber og erhvervede sig betydelig færdighed i tegning og maling. Allerede tidligt synes der at have været planer oppe om et ægteskab mellem hende og den unge svenske konge Karl XI, men først 1675 blev der for alvor tale derom. Det var dengang Sverige om at gøre at afholde Danmark fra at slutte sig til dets fjender, og som middel dertil skulle ægteskabet tjene. Tanken blev grebet med stor begærlighed af prinsessens mor, hvem et ægteskab mellem hendes datter og en konge smigrede i høj grad. Kong Christian V selv synes at have stillet sig mere køligt, men Griffenfeld, der gerne ville imødekomme enkedronningen og også ønskede at undgå et brud med Sverige, støttede planen. 7.6. anholdt den svenske gesandt officielt om prinsessens hånd. Kongen gav ikke noget bestemt svar, men henviste gesandten til prinsessen selv og hendes mor. Hos disse blev frieriet straks modtaget, og 13.6. meddelte kongen de fremmede gesandter trolovelsen. For de politiske forholds udvikling fik den dog ikke nogen betydning. I sept. s.å. fulgte fredsbruddet, og om ægteskab kunne der nu selvfølgelig ikke være tale. Forlovelsen blev dog ikke brudt, og både prinsessen og Karl XI afviste bestemt alle planer om indgåelse af andre forbindelser. Der var således planer om ægteskab mellem U. E. og prins Vilhelm (III) af Oranien og senere endog om et ægteskab med kejser Leopold I men prinsessen afviste begge forslagene, skønt moderen interesserede sig stærkt for det sidste. Det fulgte derfor så godt som af sig selv, at ægteskabstraktaten undertegnedes samtidig med freden mellem de to riger i Lund 26.9.1679.

Ægteskabet havde været en vigtig faktor i den alliancepolitik mellem de to stater som særlig den svenske statsmand Johan Gyllenstierna havde gjort sig til talsmand for. Denne politik mistede sin vigtigste støtte ved Gyllenstiernas død s.å., og i politisk henseende fik ægteskabet ingen følger. På sin ægtefælles politik øvede U. E. ingen som helst indflydelse; derimod var det personlige samliv mellem dem særdeles godt, og alle fortællinger om Karl XIs misfornøjelse med hende da han første gang så hende på bryllupsdagen, og om et mindre godt forhold mellem dem i deres ægteskab, savner enhver grund. Karl XI lærte hurtigt at sætte pris på sin gemalindes gode egenskaber. Mindre godt var forholdet undertiden mellem U. E. og kongens mor, den myndige og indflydelsesrige enkedronning, men takket være U. E.s kloge og eftergivende optræden kom det dog ikke til større rivninger mellem dem. Hendes helbred var i de senere leveår meget vaklende; flere af børnenes sygdom og død nedbrød yderligere hendes kraft.

Familie

Forældre: kong Frederik III (1609-70) og Sophie Amalie (1628-85). Gift 6.5.1680 på Skottarp i Halland med kong Karl XI af Sverige, født 24.11.1655 på Stockholms slot, død 5.4.1697 sst., s. af kong Karl X Gustav af Sverige (1622-60) og dronning Hedevig Eleonore (1636-1715). – Søster til Anna Sophie (1647-1717), Christian V, Frederikke Amalie, Jørgen og Vilhelmine Ernestine.

Ikonografi

Afbildet på medalje af Jeremias Hercules, 1666. Min. som ung (Windsor). Stik 1677. Mal. 1677 (Gripsholm). Mal., kopi efter A. Wuchters? (Gavnø). Mal. 1679 har været tilskrevet Wuchters (Gripsholm), efter dette min. (Windsor). Mal., har været tilskrevet J. Ovens (Gripsholm; Fr.borg), i samme type min. af P. Prieur, 1680 (Fr.borg). Stik efter to medaljer af A. Karlsten, 1680. Stik til hest af J. Azelt. Mal. af D. Klöcker Ehrenstrahl, 1681 (Rosenborg). Efter beslægtet forlæg af samme stik af G. Edelinck, af P. Schenck, træsnit af E. Dunker, 1891, og træsnit efter tegn. af C. Bloch. To mal. af Ehrenstrahl, 1683 (Gripsholm), efter det ene gentagelse (Fr.borg). Stik af J. Gole bl.a. efter D.v.d. Plaes, 1685. Stik af E. Brenners efter medalje af Karlsten, 1687. Kopi af D. Kock, 1729, efter mal. af Ehrenstrahl, 1687, efter samme litografier af bl.a. J. S. Salmsson. Mal af Ehrenstrahl, 1689 (Gripsholm) og 1692 (sst.). Mal. (Middachten). Afbildet på mal. af familien af Ehrenstrahl, 1692 (Eutin; Gripsholm), 1695 (Gripsholm) og udateret (sst.). Mal. af samme (sst.; Fr.borg). Stik af P. Aubry, 1693. Min. af J. Barbette, 1694 (Rosenborg). Mal. af L. Weyandt, 1699 (Gottorp). Mal. af J. d'Agar (Gripsholm). Min. af P. Signac (Nationalmus., Helsinki). Mal. (Vidensk. selskab i Trondheim). Buste (Drottningholm). Stik af bl.a. Ph. Kilian, W. Kilian, H. Padtbrugge, Brühl, J. C. G. Fritzsch, J. Montalegre & M. Rentz og træsnit af Emil Behrens, 1880. Fremstillet på C. W. Eckersbergs mal., 1828, af arvehyldingen 1660 (Chr.borg), og på Heinrich Hansens mal., 1880, af samme begivenhed (Fr.borg).

Bibliografi

Sth.s mag. for 1780 II 590-96 (relation om fest på Sth.s slot 1692). Handlingar rörande Sverges hist., udg. Anders Fryxell III, Sth. 1839 401-12. Oscar Malmstrom: Anteckn. rorande dronning U. E. d.ä. och Karl XIs hof, Sth. 1898. Kyrkohist. årsskr. XIV, Upps. 1913, Medd. och aktstycken 6-13 (brev). Danm.-No.s traktater 1523-1750, udg. L. Laursen VI-IX, 1923-33.

Læs også om Ulrikke Eleonora i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Ulrikke Eleonora
Ulrikke Eleonore
11.9.1656-26.7.1693, dansk prinsesse; svensk dro ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Den skånske Krig
Med Griffenfeld bag lås og slå kunne kongen og mil ...Artikel i Danmarkshistorien
OTA-bøger og Richsalbum
Blandt de mest udbredte børnebøger i perioden 1924 ...Artikel i Historien om børnelitteratur
Oranien
se Oranje . ...Artikel i Den Store Danske
Johan Gyllenstierna
1635-1680, svensk friherre og rigsråd. Gyllenstierna ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
COBA
18/07/2011
  • Læst 629 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki