Enevold Brandt, 7.9.1738-28.4.1772, greve, hofmand. Født i Kbh. (Petri), død sst., begravet i Petri k.s krypt. Som sin bror kunne B., takket være slægtens anseelse, regne med god protektion, og de studier han gennemførte havde næppe hans fulde interesse. 1755–56 besøgte han Sorø ridderlige akademi, og efter jurastudier ved universitetet blev han 1759 auskultant, 1764 assessor ved højesteret. S. å. var han i Geneve og Paris. Hans fremtræden var kejtet, hans ydre lidet flatterende, men han var charmerende og slagfærdig, en selskabsmand hvis største ønske var at spille en rolle ved hoffet, efter hans eget udsagn helst med adgang til kongens bagtrappe ɔ: som "favorit". På sin hjemegn, grevskabet Rantzau, blev han bekendt og ven med den jævnaldrende distriktslæge Johan Friedrich Struensee. På en ejendommelig måde supplerede de to hinanden, den flagrende, letsindige, altid muntre adelsmand, og den fåtalende, tænksomme borgersøn; begge udgået fra pietistiske hjem og forenet i begejstring for den nye franske samfundskritik, for de fritænkerske ideer – om end kritikkens reformideer ikke optog B. synderligt – begge ambitiøse mht. karriere. I april 1768 søgte B. at skyde genvej ved, netop som Christian VII stod foran sin store udenlandsrejse, i et brev til kongen at anklage favoritten grev Conrad Holck for ikke i tilstrækkelig grad at have varetaget kongens interesser vedrørende Støvlet-Cathrine som konseilet netop havde fået fjernet fra Kbh. I stedet tilbød B. sig selv som en mere loyal tjener – med det resultat at han øjeblikkelig blev forvist fra hoffet med ordre om inden 24 timer at forlade hovedstaden, og kongens riger inden en uge. Han beholdt dog sin løn ved højesteret, og udlændigheden fik han lov at tilbringe i Frankrig, hvor han bl.a. besøgte Voltaire, al respektløs ungdoms foretrukne filosof. I nov. opsøgte han Christian VII i Paris for at opnå benådning, og han søgte senere gennem J. H. E. Bernstorff at få en stilling ved diplomatiet, begge dele dog forgæves. Men han blev anbragt i den oldenborgske regering. Først da Struensee foråret 1770 havde opnået den faktiske ledelse i forhold til kongen kom B. til hoffet. Fra juni, da kongen med regering og hof tog ophold først på Gottorp, derefter på Traventhal i Holsten, tilhørte B. sammen med Amalie Sophie Holstein, "Petitgen" der blev hans elskerinde, den lille kreds der kaldte sig "dronningens parti". Her medvirkede han til den hofrevolution der førte til Conrad Holcks afsked og B.s overtagelse af hans funktioner. Han udnævntes 15.7 (Kab.ordre 6.8.) til direktør for det franske hofteater, kunstkammeret og billedgalleriet, fra jan. 1771 tillige for hofkapellet, teatret og hoffets forlystelser. Senere fik han overopsynet med kongens garderobe og dermed også hoffets personale, 26.11. fulgte den officielle udnævnelse til Grand maitre de la garderobe hvormed fulgte excellencetitlen. I september var han, i anledning af prinsesse Louise Augustas dåb, blevet lensgreve (dog uden grevskab) og havde fået tildelt den nyindstiftede Mathildeorden.

Men hverdagen med Struensee blev anderledes end ventet. B. tog ikke særlig del i reformarbejdet, selv om han som jurist blev medlem af den kommission der skulle forberede en ny ordning for højesteret. (Kab. ordre 9.10.1771). Hans opgave blev at være opvartende kavaler for den sindssyge konge. Ganske vist fik man tilbagekaldt kongens tidligere lærer E. Reverdil til at være om kongen til daglig. Men da Struensees stil blev mere borgerlig end kongelig, hoffets budget blev reduceret og Struensee lagde vægt på at der ved tilrettelæggelsen af forlystelserne skulle tages mere hensyn til kongens tilstand end til B.s ønsker om et forfinet og eksklusivt program kølnedes forholdet. Under sommeropholdet på Hirschholm 1771 skal han iflg. Reverdils erindringer have forsøgt at lave kup mod vennen, hvilket var lige så dårligt overvejet – da Struensees forhold til dronningen var forudsætning for hans egen forbliven – som det blev ilde planlagt og derfor ikke kom til udførelse. Formentlig blev han her tilskyndet af fru Holstein, hvis mand grev U. A. Holstein var blevet Kbh.s overpræsident, idet hun næppe på noget tidspunkt har været loyal mod Struensees ideer, men tværtimod ønskede et "gammeldags" hof. Et brev fra B. til Struensee fra denne tid viser ham klynkende af forurettethed, men svaret viser til gengæld i hvor høj grad Struensee har lagt vægt på hans venskab. Muligvis skræmtes B. samtidig af nogle anonyme breve, formentlig skrevet af G. A. Braem, der advarede ham mod at fortsætte forbindelsen med Struensee og truede ham med at han ellers ville miste livet. Alligevel fortsatte han, nogenlunde sorgløst, at nyde fordelene af sin hofstilling selv om omgangen med Christian VII, der ikke brød sig om ham, gjorde ham tilværelsen fortrædelig. Ved en lejlighed måtte han således deltage i et af kongen provokeret slagsmål, hvorved denne fik nogle skrammer. Denne episode kom til at danne grundlag for dommen over ham. Om natten 17.1.1772, efter sæsonens første maskebal på Christiansborg, arresteredes B. og førtes sammen med Struensee som fange til Kastellet hvor han lå lænket indtil eksekutionen. Inkvisitionskommissionen dømte ham efter Danske lov for majestætsforbrydelse til at have liv, ære og gods forbrudt. 28.4. henrettedes han, før vennen, på Østre fælled ved at få højre hånd afhugget, derefter hovedet. Kroppene parteredes derpå og blev lagt på hjul på det gamle rettersted på Vestre fælled. En tradition vil vide at slægtninge nedtog resterne og begravede dem i Petri kirkes krypt. Det var almindeligt ventet at B. på grund af sin formående slægt og den ringe politiske del han havde haft i den 16 mdr. lange kabinetsregering ville blive benådet. Men enkedronning Juliane Maries hof der stod bag kuppet har formentlig søgt sin egen legitimitet understreget ved, gennem de hårde domme og deres barbariske udførelse, at godtgøre de styrtede hovedmænds utilgivelige skyld. Under fængselsopholdet søgte Holmens provst Jørgen Hee efter sin kollega B. Münters eksempel at omvende fritænkeren til den kristne tro. Til hans forbavselse faldt det ikke svært, og beretningen herom vidner om Hees ringe forståelse for B.s psyke. Der er grund til at tro at også B. der under fængselsopholdet spillede på fløjte og holdt sig munter havde regnet med benådning. Til sin mor skrev han: "Man kan ikke være vred på mig længe ad gangen". Denne gang dog længe nok. Flere år senere skrev Christian VII på en løst nedkradset tegning: "Brandt, ein feiner, wilder Mann", i erindring om tidligere slagsmål. Han tilføjer at han gerne havde reddet ham og lægger skylden for udfaldet på enkedronningen og arveprinsen. Men apatisk og initiativløs som kongen da var har han næppe gjort forsøg på at ændre afgørelsen. Fik Mathildeordenen 29.1.1771.

Familie

Forældre: kabinetssekretær, konferensråd Carl B. til Teichhof (1696–1738) og Else Berregaard (1715–93, gift 2. gang 1761 med rigsfriherre, amtmand, gehejmekonferensråd Georg Wilhelm v. Soehlenthal, 1698–1768). Ugift. - Bror til Christian B.

Ikonografi

Miniaturer fra 1771. Mal. tilskr. P. Cramer (Fr.borg), miniaturer, bl.a. tilskr. H. P. Sturz (sst.). Flere malerier. Stukket profilportr., kopieret i en række stik af bl.a. I. D. Philippin, 1773, senere også i litografi og træsnit, således 1855 efter tegn. af Carl Bloch. Afbildet på flere satiriske stik især vedr. fængslingen og henrettelsen. Stik af I. Honbraken, 1772, kopieret af Fritzsch, 1773 og af I. M. Zell, 1773. Radering af A. P. Madsen efter tegn. af Marie Jeanne Clemens. Min. af Fanny Falkner, 1958 (Teatermus.).

Bibliografi

Kilder, Fortegnelse over en del løsøre... 1772 (auktionskatalog over Struensees og B.s ejendele). Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis, I–II, 1904–07. Inkvisitions-kommissionen af 20. jan. 1772, udg. Holger Hansen, I-III, 1927–32. De franske breve oversat i L. J. Flamand: Christian VII's hof, 1854. Kabinetsstyrelsen i Danmark 1768–72, samme udg., I–III, 1916–23. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm, I, 1915.

Lit. Jørgen Hee: Pålidelig efterretning om den henrettede E.B.s forhold og tænkemåde i hans fængsel, 1772. Efterladte papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. Louis Bobé (reg. i X), 1895–1932. E. Holm: Danm.-Norges hist. 1720–1814 IV, 1902. E. S. F. Reverdil: Struensee et la cour de Copenhague, udg. A. Roger, 1758, da. udg. ved Louis Bobé, 1916. Louis Bobé: Die Deutsche St. Petri Gemeinde, 1925 420. Politiken 25.4.-30.5.1927, 20.6.1928. Berl. tid. 25.4.-16.7.1927 (om stedet for henrettelsen og de formentlige rester). H. Langberg: Dødens teater, 1971. Sv. Cedergreen Bech: Struensee og hans tid, 1972.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig