Gerhard, Gert (som greve III, som hertug I), ca. 1292-1.4.1340, holstensk greve, hertug af Sønderjylland. Død i Randers, begravet i klosterkirken i Itzehoe. Ved faderens død arvede G. Rendsborglinjens beskedne besiddelser i Vestholsten og overtog således et af de fem delgrevskaber Holsten da bestod af, men han stræbte tidligt mod en udvidelse af sit territorium. I de første år var Gerhard II af Plön hans formynder, men efter dennes død 1312 udmanøvrerede G. Kiellinjen i forbund med Johan III, en søn af Gerhard II. Sejrherrerne havde 1314 delt arven efter den barnløse Adolf V, og 1315 tilfaldt nu halvdelen af Kiellinjens besiddelser G. Herefter rådede han over Vestholsten, Segebergområdet, dele af Sydvest-vagrien og Nordstormarn. Forgæves havde Pinneberglinjen søgt at få del i byttet, og i begyndelsen af 1320erne fratog G. og Johan III Adolf VII en række besiddelser der begrænsede pinnebergernes del af Holsten til en lille firkant nordvest for Hamborg. Dermed var der kun to betydningsfulde delgrevskaber tilbage i Holsten: det rendsborgske og det plönske. – 1319 led G. dog nederlag da han ville undertvinge Ditmarsken, og et forsøg på at vinde herredømme over gods tilhørende bispen i Lübeck mislykkedes også. 1322 kom han i besiddelse af den lauenburgske by Mölln, men det blev mod nord de store udsigter åbnede sig. Ved den sønderjyske hertug Erik IIs død 1325 krævede Christoffer II som lensherre og G. på slægtens vegne formynderskabet over G.s tiårige søstersøn Valdemar (1315-64). Kongen måtte give efter, og G. udnyttede straks sin stilling til at lade Valdemar pantsætte landet mellem Slien og Ejderen til Johan III. Dermed var denne vundet for det forbund G. marts 1326 indgik med de danske stormænd og panthavere, marsken Ludvig Albrektsen og drosten Laurids Jonsen imod kong Christoffer. G. trængte ind i Danmark, tog titel af rigsforstander (administrator regni) og satte sig hurtigt i besiddelse af Jylland og Fyn. I maj måned søgte Christoffer II som flygtning hjælp i Mecklenburg, men han formåede ikke i juni at genvinde Vordingborg. 7.6. valgtes da den lille Valdemar til konge på Viborg landsting, og 15.8. s.å. modtog G. hertugdømmet Sønderjylland som et frit, arveligt fanelen, dvs. reelt uden forpligtelser over for lensherren.

Snart viste det sig midlertid svært for G. at hævde sin nyvundne stilling i Danmark. 1328 måtte han med adelens hjælp slå et bondeoprør ned på Sjælland, og 1329 foretog en gruppe jyske stormænd to tog ned i Sønderjylland. Det sidste kunne G. tilbagevise ved sejren på Hesterbjærg ved Slesvig. G. havde søgt at sikre sig syd fra ved 1328 at indgå en landefred med en række nordtyske fyrster, men 1329 viste det sig at den hidtidige forbundsfælle grev Johan ikke længere ville lade G. spille hovedrollen i Danmark. Han gennemførte Christoffer IIs genindsættelse som dansk konge (1329), og G. måtte 1330 lade sig nøje med Fyn som arvelen og et løfte om at få Sønderjylland hvis Valdemar der nu igen fik hertugdømmet, skulle dø uden arvinger. G. havde dog fortsat indtil 1336 magten i Sønderjylland som hertugens formynder, mens han for egen regning 1328 havde overtaget landet mellem Slien og Ejderen fra grev Johan. Kong Christoffer forsøgte 1331 i forbund med Johan at fordrive G. fra Danmark, men led nederlag på Lohede ved Dannevirke. Derefter opdelte G. og Johan ved en fredsslutning i Kiel Danmark mellem sig således at G. fik Nørrejylland og Fyn i pant for 100.000 mark sølv (jan. 1332). Dette herredømme over Vestdanmark opretholdt G. i den kongeløse periode 1332-40. Efter Christoffers død forsøgte hans søn Otto ganske vist at vinde magten i Jylland, men han led nederlag på Taphede ved Viborg 1334. G. søgte 1333 og 1338 at betrygge sin magt ved at indgå omfattende landefredsforbund med nordtyske fyrster og byer, men erkendte vistnok til sidst at han ikke kunne hindre Christoffers søn Valdemar i at blive konge. Med en traktat af 11.2.1340 overlod han da Nørrejylland til hertug Valdemar for 43.000 mark sølv mod selv at få pant i hele dennes hertugdømme bortset fra Als og Sundeved. Kort efter brød en opstand ud i Nørrejylland, og det nødte G. til at drage nordpå med en stor hær. I Randers blev han syg, og endnu ikke fuldt helbredt dræbtes han natten til den 1.4.1340 af den indtrængende Niels Ebbesen og hans hjælpere.

Baggrunden for G.s store indflydelse i Danmark 1326-40 var en hærmagt bestående af det holstenske lensopbud og udstrakt anvendelse af lejetropper. Finansieringen ordnedes ved at G. overlod en række panter i Danmark til kapitalstærke holstenske stormænd, og desuden tiltog han sig betydelige indtægter af Odense og Slesvig bispedømmer. G. var from, men samtidig hensynsløs og handlekraftig. Han var en god feltherre og en glimrende politisk begavelse der forstod at udnytte modpartens svagheder i stadig skiftende politiske konstellationer. Den nationale historieskrivning i Tyskland har beundret G. som den der åbnede for tyskhedens fremtrængen i Sønderjylland og givet ham tilnavnet "den Store". På dansk side har opfattelsen ofte været bestemt af folkevisen om Niels Ebbesen – "han slog den kullede greve" og reddede dermed sit fædreland.

Familie

Forældre: grev Henrik (I) af Rendsborg (død 1304) og Helvig af Brunkhorst. Gift 1314 med Sophie af Werle, d. af fyrst Nicolaus (II) af Werle (død 1316) og Richiza af Danmark (ca. 1300). – Farfar til Gerhard (død 1404).

Ikonografi

Fremstillet på historiemal., næsten altid i scener med Niels Ebbesen: Mal. af D. C. Blunck, 1827. Litografi efter E. Lehmann ca. 1849. Tegn. af L. Frølich ca. 1853. Mal. af Niels Simonsen, 1855 (til Randers rådhus). Mal. af Carl Bloch, 1868 (Glorup). Mal. af H. J. Hammer 1882, af K. Hansen-Riestrup 1906 og 1908 (Fr.borg), og af A. Slott-Møller. G.s hoved tegnet af Ernst Hansen udst. 1945.

Bibliografi

G. Waitz: Schlesw.-Holst.s Gesch. I, Göttingen 1851. W. Berblinger: G. der Grosse, Rendsburg 1881. Kr. Erslev i Hist. t. 6.r.VI, 1895-97 205-48 389-437. A. D. Jørgensen sst. 671-80. Kr. Erslev i Danm.s riges hist. II, 1898-1905. M. H. Rosenørn: Greve Gert af Holsten og Niels Ebbesøn II, 1901. Erik Arup i Årbøger for nord. oldkyndighed 3.r.XVI, 1926 21-42. Samme: Danm.s hist. II, 1932 (fot. optr. 1961). A. Mohlin: Kampen om Holstein 1314-18 i Gottfrid Carlsson 18.12.1952, Lund 1952 45-78. Wolf-Dieter Mohrmann: Der Landfriede im Ostseeraum, Kallmünz 1972 = Regensburger hist. Forschungen II 97-148. J. Kanstrup i Hist. t. 12.r.VI, 1973 1-20. Erich Hoffmann i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. CII-CIII, Neumünster 1977-78 9-47 (m. stamtvl.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig