Gerhard, d. 1404

Gerhard, d. 1404, som greve VI, som hertug II, d. 4.8.1404, holstensk greve, hertug af Sønderjylland. Død ved Suderhamme i Ditmarsken. Ved faderens død tiltrådte G. regeringen af den rendsborgske del af Holsten sammen med sin farbror Klaus og sine yngre brødre Albrecht og Henrik. På samme måde blev han herre i det ved pant og erobring erhvervede Sønderjylland. 1386 modtog han i Nyborg sammen med disse slægtninge arvelig forlening med hertugdømmet Sønderjylland, men således at G. formelt alene kom til at udøve hertugmagten. Hermed sluttede den holstenske greveslægt fred med dronning Margrete på kong Olufs vegne, og Sønderjyllands karakter af dansk len understregedes påny. Noget praktisk udslag heraf, fx krigstjeneste for lensherren, ses dog aldrig. Fredstilstanden bekræftedes 1392 ved en traktat mellem dronning Margrete og de schauenburgske fyrster hvori lenspligteh slet ikke omtales. 1396 mødtes G. i Assens med den nyvalgte kong Erik med henblik på en formel bekræftelse af Nyborgforleningen. Det skete dog ikke, i stedet blev indgået en aftale om at G. og hans slægtninge skulle tjene kongen mod sold. 1401 støttede G. således dronning Margretes forsøg på at genvinde Gotland. Efter grev Klaus' død (1397) kom det til åben strid mellem G. og hans yngre brødre. De delte s.å. deres holstenske besiddelser hvortil siden 1390 også den plönske del hørte. Derved fik G. Plön med Østholsten og Femern samt Hanerau ind mod Ditmarsken. Derimod formåede G. med adelens støtte at udelukke de andre fra magten i Sønderjylland. Overenskomsten gav ham alene retten til hertugdømmet i ni år, og det lykkedes ham på brødrenes bekostning at komme i besiddelse af alt det arve- og pantegods i hertugdømmet som grev Klaus' datter Elisabeth havde ret til efter sin fader. Efter at hans broder Albrecht i 1403 var faldet på et tog mod ditmarskerne overgik der G. samme skæbne året efter da han uforsigtigt vovede sig for langt frem mod fjenden ved Suderhamme. Han efterlod sig to umyndige sønner, Henrik og Adolf, mens Gerhard først fødtes efter faderens død.

I hans regeringsperiode var den danske kongemagt uden indflydelse i Sønderjylland, og som hertug arbejdede G. energisk på at befæste sin magt. Han havde succes over for brødrene og over for kirken, men trods udpresning af Slesvig bispestol synes han at have været i en svag finansiel position. I 1397 opgjordes hans pengegæld til 25.400 mark, og en række af Sønderjyllands len var pantsat i hans tid som de havde været det ved hans tiltræden.