Ludvig Holstein

Ludvig Holstein, Ludvig Detlef Holstein,  3.12.1864-1.7.1943, greve, forfatter. Født på Langebæksgård, Kallehave sg., Præstø amt, død i Kbh., urne på Ramløse kgd. H. blev student fra Hauchs skole 1883, cand. phil. 1884, men fortsatte ikke sine studier. Derimod udøvede han en betydningsfuld virksomhed som konsulent ved Gyldendals forlag fra 1918 til sin død. Han oversatte desuden en række bøger fra tysk, engelsk og fransk. Modtog 1900 det Ancherske legat, 1920 Drachmann legatet og 1926 Otto Benzons legat. Kom fra 1918 fast på finansloven.

Skønt H. overvejende levede i Kbh. er hans digtning knyttet til oplevelsen af Sjællands natur året rundt og følger hermed en kunstnerisk tradition fra Christian Winther. Med sin sene debut, Digte, 1895, bygget over forårets, ungdommens og den første forelskelses stemninger, placerede H. sig umiddelbart som én af sin generations betydeligste lyrikere, men var dog langt mere udadvendt og harmonisk end sine samtidige. Samlingen udtrykker en spontan naturglæde, en erkendelse af at naturens stemninger også er digterens, men fælles med 1890ernes litteratur er en undertone af vemodig længsel der skyldes opfattelsen af lykken og skønheden som en uopnåelig drøm (Æbleblomst). I H.s kærlighedspoesi, snarere præget af nænsom ømhed end lidenskab, møder man en lignende forestilling: den elskede som en forårsagtig skønhedsdrøm (Aa, se dog, min Veninde). Grundlaget for H.s stil er talesproget, rytmen er fri og bølgende og kun sjældent griber han til mere komplicerede billeder og lignelser. Tove, 1898 (opført 1908 på Dagmarteatret), et kærlighedsdrama henlagt til en tid, "som ikke hører Historien men Digtningen til", rummer ikke nye karakteristika. Det bygger på digterens barndomsminder fra skovene omkring Vordingborg samt på folkeviserne om Kong Valdemar og Tove og er tydeligt påvirket af Holger Drachmann, Shakespeare og Maeterlincks symbolistiske eventyrspil. Det dramatiske element er svagt, og det værdifulde i skuespillet ligger udelukkende i den lyriske stemning der ombølger handlingen. Herefter udsendte H., fraset en ændret udgave af Digte i 1903, intet værk indtil Løv, 1915, for størstedelen digte der allerede havde været trykt i blade og tidsskrifter. Debutsamlingens elegiskharmoniske tone er nu afløst af uro og splittelse, voldsommere farver og nye klange, tydeligt påvirket af Sophus Claussen. Det umiddelbare er fortrængt af refleksion, og H. forsøger at skabe patetisk tankelyrik baseret på en resigneret erkendelse af drømmens afmagt i en moderne civilisation. Først i Mos og Muld, 1917 er H.s talent helt frigjort i samlingens sammensmeltning af det jordnære og sjælfulde. Værket er gennemkomponeret. Det indledes med digtet November og slutter ved høsttiden, skildret i den korte cyklus Gravenstener, det bedste vidnesbyrd om H.s suveræne naturlighed i udtrykket. Nogle af digtene er håndgribeligt beskrivende, mindre stemningsfyldte end tidligere, andre derimod ekstatiske udbrud der forvandler de rene sansninger til hymner – fyldt med velklang og farver – i hvilke selve naturen personificeres. Det er især tilblivelsens mysterium digteren kredser om, således i det kendte digt Den hvide Hyacinth, måske H.s mest afklarede og helstøbte kunstværk om skabelsesunderet der bekræfter livets evighed. Æbletid, 1920 slutter sig nær til Mos og Muld – de to samlinger blev 1922 slået sammen i Hymner og Viser. Her er tanken om naturens ustandselige vilje til liv næsten udelukkende iklædt kristne symboler. Der hersker overblik og eftertanke i bogen. H. dvæler gerne ved barndomsminderne, ved menneskene som omgav ham, og landskabet som han voksede op i. Denne stemning forstærker hans ømhed for tingene og er helt i overensstemmelse med det udtalt religiøse syn på naturen. Alt levende er blot et led i en uendelig kæde, en "Enhed fra Evighed til Evighed. Det er Livets Religion." Med disse ord fra den religionsfilosofiske prosabog Den grønne Mark, 1925 (2. udg. 1940 med et kongenialt forord af Paul la Cour), et indlæg i 1920ernes livsanskuelsesdebat, sammenfatter H. sin panteisme. Denne er udkrystalliseret i de to indføjede, storslåede hymner Sanglærken og Jehi, sammen med et tredje digt udgivet særskilt 1929 under titlen Jehi. Herefter fulgte den meget ujævne og ubetydelige samling Spredte Blade, 1942 med flere minde- og hyldestdigte der tidligere havde været offentliggjort andetsteds. Efter H. død udsendtes Ludvig Holstein. Et minde, 1943 der indeholder hans sidste digte samt en række prosaartikler. H. er en formens mester; hans diktion er på én gang udsøgt og jævn, fyldt med inderlighed og sødme. Nok er han i sin harmoniske filosofi en idylliker – men hans idyl ejer friskhed, mangfoldighed og dybde. Han er i pagt med naturens rytme ligesom Johannes V. Jensen hvis livssyn utvivlsomt har påvirket ham. Om Helge Rode, mod hvis dualistiske verdensopfattelse H. protesterede i sit teoretiske bekendelsesskrift fra 1925, minder især ungdomsdigtenes anelsesfulde tone, men i sin intime samfølelse med naturen er H. dog helt original og overgås næppe af nogen anden dansk digter.