N.L. von Zinzendorf

N.L. von Zinzendorf, Nicolaus Ludwig von Zinzendorf und Pottendorf, 26.5.1700-9.5.1760, greve, stifter af brødremenighed. Født i Dresden, død i Herrnhut, begravet sst. Z., som var en slægtning af dronning Sophie Magdalene og bekendt med Chr. VI, kom i anledning af kroningen 1731 på et besøg i Danmark som kom til at få betydning for dansk kolonihistorie. Hans hidtidige livsbane var præget af religiøsitet og målbevidsthed. – Z. var blevet opdraget af sin mormor efter den pietistiske lære som greb ham så stærkt at han tidligt besluttede at leve for sin tro og udbrede den til andre. Efter skolegang på A. H. Franckes pædagogikum i Halle læste han jura i Wittenberg og blev derefter for at føje sin familie hof- og justitsråd i Dresden. 1722 kom en flok måhriske udvandrere – efterkommere af hussitterne – under ledelse af tømreren Christian David til Z.s ejendom Berthelsdorf ved Hutbjerget. De var blevet forfulgt af katolikkerne i deres hjemland for deres tros skyld og søgte et tilflugtssted. Z. så her en opgave for sine fromme bestræbelser. Han lod dem slå sig ned på sin jord og danne en lille by, Herrnhut, hvor de frit kunne udøve deres religion. Samfundet voksede hurtigt, og med nye tilflyttere kom divergerende trosopfattelser som førte til indre splid. Z. greb nu ind, og med en enestående organisatorisk dygtighed lykkedes det ham at få bilagt stridighederne og medvirke til at udforme den forfatning (1727) som samfundet, brødremenigheden, i fremtiden skulle leve efter. Et punkt i menighedens målsætning som særlig skyldtes Z.s ønske var missionsarbejdet der i de nærmeste år kom til at omfatte adskillige lande. Det første land hvor Z. følte sig kaldet til missionsopgaver var Danmark. Da han kom til kroningen i Kbh. havde han i nogle år stået i forbindelse med den pietistiske kongelige familie og håbede at få indflydelse på danske missionsplaner. Z. blev modtaget med stor velvilje ved hoffet, han fik dannebrogsordenen og blev underhånden af C. A. v. Plessen spurgt om han ville være minister, hvad han af hensyn til Herrnhutsamfundet ikke mente at kunne påtage sig, og han talte med kongen om at anlægge et pietistisk "universitet" i Slesvig. Endvidere holdt Z. gudelige forsamlinger for de fornemmere kredse mens hans ledsagere samlede de borgerlige vakte til møder. – Under sit ophold i Kbh. fandt Z. to mål for sin missionsiver: dansk Vestindien og Grønland. Han havde hos grev F. A. Danneskiold-Laurvig(en), direktør for Det vestindiske kompagni, mødt en døbt neger, Anton, fra St. Thomas som fortalte om sin søsters og andre vestindiske negerslavers ønske om at omvende sig til kristendommen. Dette blev inspirationen til brødremenighedens missionsarbejde i dansk Vestindien som iværksattes 1732. Året efter udsendte brødremenigheden Christian David med to missionærer til Grønland da Z. i Kbh. med medfølelse havde hørt om Hans Egedes trængsler og den danske missionsvirksomheds hensygnende tilstand. Noget harmonisk samarbejde med Egede opnåedes ikke, men herrnhuternes virksomhed blandt grønlænderne fik stor fremgang og stod på i over halvandet hundrede år (-1899).

Da Z. anden gang besøgte Kbh. 1735 havde vinden vendt sig imod ham. I mellemtiden var det i Halle kommet til et brud mellem Hallepietisterne og herrnhuterne, og da Chr. VI i kirkelige sager støttede sig kraftigt til sin fætter, den ivrige hallenser grev C. E. Stolberg-Wernigerode afspejledes striden i kongens opfattelse af Z. Stolberg advarede mod ham som en autoritetsundergravende sværmer, og kongen misbilligede især at Z. var trådt ind i den gejstlige stand 1734, lod ham vide at han var uønsket i Danmark og forlangte dannebrogsordenen sendt tilbage så Z. ikke skulle bære den på prædikestolen. Trods alt fik kongens uvilje mod Z. ingen følger for brødrenes missionsarbejde i danske kolonier. Efter købet 1733 af St. Croix fik de lov at drive mission i v. Plessens seks plantager. Z. tog 1739 på visitatsrejse til Vestindien og konstaterede at St. Thomas var et meget større under end Herrnhut. Trods forfærdende modgang og møje havde brødrene vundet 700 negre for kristendommen. – Brødremissionen i de danske kolonier – også Guldkysten blev forsøgt – var kun en lille del af Z.s initiativer. Selv rejste han 1741-43 til Amerika bl.a. for at omvende indianere, og brødrenes virksomhed udstraktes efterhånden over hele jorden. Først efter Z.s død i Herrnhut fik brødrene lov til 1771 at grundlægge en koloni, Christiansfeld, i Sønderjylland efter det herrnhutiske mønster som Z. havde udformet.