• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Elise Ahlefeldt-Laurvig

Oprindelig forfatter GeChr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Elise Ahlefeldt-Laurvig, Elisabeth Davidia Margarethe Ahlefeldt-Laurvig, Ahlefeldt-Laurvigen, 17.11.1788-21.3.1855, grevinde. Født på Tranekær, død i Berlin, begravet sst. (Garnisons Friedhof). A.-L. voksede op som enebarn, forkælet og beundret af alle og meget frit opdraget. På slottet med dets mange gæster tilegnede hun sig en sikker selskabelig kultur; hos moderen og hos sin mangeårige opdragerinde Mariane Philipi udviklede hun sin romantiske sans for poesi og natur, fra faderen arvede hun lidenskab for teater og musik. Efter en kærlighedshistorie med en ung officer, hvorefter hun i sit 19. år fødte en datter (som hun lod opdrage i Hamburg og først 1823 tog til sig), ledsagede hun moderen til badestedet Nenndorf i Hannover. Her traf hun 1808 Adolph v. Lutzow. Trods faderens modstand ægtede hun ham, i lige grad begejstret for ham og hans sag, den nationale frihedskamp mod Napoleon. Hun hjalp ham 1813 med at hverve et frikorps i Breslau, fulgte og plejede ham under krigen, smittede alle med sin begejstring (Th. Körner og Fr. L. Jahn var mellem hendes beundrere) og var med til at lægge det poetiske skær over Lützowerne hvori de senere har stået. Da Lützow 1815 fik ordenen pour le mérite fik hun jernkorset. – I hverdagene efter krigen kølnedes hendes følelser for manden. I hans nu mere administrative arbejde i forskellige garnisonsbyer var der ikke samme brug for hendes ildsjæl som før. Da lærte hun 1821 i Münster den unge auditør, senere digter, Karl Imtnermann at kende. Der udviklede sig hurtigt et fortroligt venskab mellem dem og hun kom til at spille en stærkt inspirerende rolle for hans digtning. Da folkesnakken tvang hende til at vælge mellem manden og vennen valgte hun den sidste. Ægteskabet med Lützow blev opløst. Hun fulgte Immermann til Magdeburg, senere til Düsseldorf, og blev hurtigt midtpunktet i hans omgangskreds af

kunstnere, digtere og videnskabsmænd i kraft af sin overordentlig levende ånd, sin fine sans for skønhed og sin evne til uselvisk beundring. Hun kunne både lytte, råde og incitere. – Hun ønskede – måske mest fordi hun var otte år ældre – ikke ægteskab med Immermann, men følte det dog, efter 14 års samliv, som en katastrofe da han 1839 giftede sig med en ung pige. Efter en rejse til Italien bosatte hun sig så i Berlin og forstod også her ved sine oplæsningsaftener og sin litterære salon at samle en kreds af betydelige mænd omkring sig. Trods sygdom i de sidste år bevarede hun sin energiske og levende interesserede ånd; hendes breve giver vidnesbyrd herom, men kun svagt om den magt hendes personlighed har udøvet. Hun ønskede ikke selv at optræde som forfatter, men har oversat "Ivanhoe" til tysk.

Familie

Forældre: lensgreve Frederik A.-L. (1760–1832) og Louise C. Hedemann (1762–1812). Gift 20.3.1810 på Tranekær med preussisk generalmajor Adolph Ludwig Wilhelm v. Lützow, født 10.5.1782 i Berlin, død 6.12.1834 sst. (gift 2. gang 1829 med Augusta v. Obel), s. af preussisk generalmajor Johann Adolph v. L. (1748–1819) og Wilhelmine v. Zastrau (1754–1815). Ægteskabet opløst 1825.

Ikonografi

Stik af C. H. Sagert, 1857 (efter mal. af "I. H. 1816"?). To mal.

Bibliografi

Louis Bobé: Slægten A., VI, 1897 101–05. Danm.s adels årbog, 1929 II 188. – F. Ahlefeldt-Laurvig: Elise A.s historie, 1923. Samme: Generalen, I-VI, 1927–31. – Breve til og fra A.-L. i statsbibl., Berlin.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Elise Ahlefeldt-Laurvig Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Historik