Julie Reventlow

Julie Reventlow, Friederike Juliane Reventlow, 16.2.1763-27.12.1816, grevinde. Født i Kbh. (Slotsk.), død på Emkendorf, begravet i Westensee. R. voksede op som lillesøster til fire ældre brødre hvoraf Ernst, som hun livet igennem stod i et varmt, fortroligt forhold til, var seksten år ved hendes fødsel. Hun var den første af børneflokken der blev født under de meget ændrede forhold der fulgte af faderens fremtrædende stilling som den danske regerings skatmester. Blandt fadderne ved hendes dåb var Frederik V. I den muntre og glimrende selskabelighed forældrene udfoldede såvel i palæet i Bredgade (Odd Fellow-palæet) som på det nyindrettede gods Ahrensburg i Holsten blev hun et tilbedt midtpunkt, smuk, sart og sværmerisk, omgivet af ungdom der som hun var betaget af de førromantiske strømninger i tidens tyske digtning. Hjemmet var helt igennem tyskpræget. Efter i ti år at have fulgt sin mand på hans rejser og ophold i udlandet blev hun husfrue på Emkendorf, på hvis daglige liv hun ikke mindre end han kom til at sætte sit personlige præg. Det blev hendes valg hvilke digtere der fandtes værdige til optagelse i Emkendorf-kredsen – hvor hun var sjælen.

R. var tidligt præget af herrnhutisk fromhed, efterhånden med en katolsk farvning, og hun støttede sin mand i hans kamp mod rationalismen i hertugdømmets kirke og skole, og på godset udøvede hun personlig sjælesorg. Ansvaret over for de undergivne blev taget alvorligt, og alle forhold vedrørende husvæsenet blev forhandlet i samråd med tyendet. Selv da R. i sine sidste ti år blev sengeliggende formåede hun at holde styrets tråde i sin hånd, alle væsentlige spørgsmål blev drøftet i kredsen omkring hendes seng. Herfra fortsatte hun også sin omfattende korrespondance. Husets venner og gæster karakteriserer ved benævnelsen "Emkendorfs passionsblomst" hendes neurotisk overspændte dyrkelse af lidelsen, men giver samtidig udtryk for beundring for hendes åndelige styrke.

Stærkt optaget af de vestindiske negerslavers kår ivrede hun over for broderen Ernst for negrenes frigivelse, men var nok mere optaget af deres åndelige end timelige behov. At det i" høj grad var indtægter fra plantagerne der betingede hendes egen velstand stod hende næppe klart. R. udgav 1791 Sonntagsfreuden des Landmanns (Kiel), en forkortet og bearbejdet udgave af J. H. Pestalozzis Lienhard und Gertrud, 1793 Kinderfreuden oder Schulunterricht in Gesprächen (Kiel) samt et par digte i J. G. Jacobis Taschenbuch 1796 (Leipzig). Da ægteskabet var barnløst tog hun en plejedatter Ida Holck til sig.