Adolf, 25.1.1526-1.10.1586, hertug af Slesvig-Holsten-Gottorp. Født i Flensborg, død på Gottorp, begravet i Slesvig domk. A. tilbragte sine barneår i Kbh. og hertugdømmerne og opholdt sig 1538–42 ved hoffet i Kassel hvor han modtog varige indtryk af reformationsrøret i Tyskland. Ved delingen af hertugdømmerne på landdagen i Rendsborg aug. 1544 mellem A. og hans to ældre brødre kong Christian III og hertug Hans d.æ. valgte A. som sin part Gottorp slot og amt samt amterne Åbenrå, Stapelholm, Husum og Ejdersted i Slesvig og Kiel, Neumünster og nogle småamter i Holsten. Foruden vanskeligheder angående fællesregeringen affødte delingen langvarige uoverensstemmelser om vilkårene for forleningen mellem hertugerne og kongen. A.s virksomhed var dog ikke begrænset til slesvig-holstensk territorialpolitik. 1547 trådte han i Karl Vs tjeneste og opholdt sig de følgende år meget i kejserens omgivelser. 1552 deltog han i krigen mod Moritz af Sachsen og senere i belejringen af Metz. Efter Karl V's abdikation trådte han i Filip II's tjeneste og forpligtede sig 1556 til at stille tropper til Nederlandenes forsvar når dette ønskedes. Et hovedmotiv til denne kondottiere-agtige virksomhed var sikkert et ønske om at supplere de beskedne fyrstelige indtægter. Senest fra 1556 oppebar han en årlig pension på 6000 gylden fra Spanien og også fra engelsk side understøttedes han. Ved sin død havde han en meget betydelig fordring på den spanske krone. A.s virksomhed som fyrste prægedes af såvel territoriel som økonomisk ekspansion. 1556 lod han sig vælge til biskop af Slesvig efter sin yngste broder Frederiks død og kom herved i besiddelse af det udstrakte slesvigske stiftsgods som han beholdt trods kongens modstand. I ly af sit embede som niedersachsisk kredsoberst og sin spanske hververbestalling samlede han hemmeligt tropper til en aktion mod Ditmarsken.

Imidlertid røbedes planen og han måtte dele æren og byttet med hertug Hans og Frederik II af Danmark. Ved delingen fik han landets nordlige tredjedel (Nordstrand). Senere erhvervede han Peine amt i Hildesheim, Tremsbüttel i Holsten (1571) og Steinhorst i Lauenburg (1575). Hans forhold til den danske konge var ofte spændt. Hans bejlen i Lothringen 1551 stødte på dansk modstand, og da han 1560 efter mislykkede ægteskabsforhandlinger i Østrig og Polen personligt i London anholdt om dronning Elisabeths hånd vakte planen om en varig gottorpsk-engelsk forbindelse naturligt nok uvilje hos Frederik II. Under syvårskrigen støttede A. Danmark med troppekontingenter og ved at deltage i undertrykkelsen af de grumbachske uroligheder 1567. Også hans ægteskab med sin fosterfader Philip af Hessens datter 1564 kom i stand på dansk foranledning som modtræk mod Erik XIVs frieri sst. Forhandlingerne om Slesvig genoptoges. 1579 sluttedes forlig i Odense hvorved hertugerne måtte love kongen krigstjeneste af Slesvig. Om arvefølgen blev der derimod ingen afgørelse truffet. Dette benyttede A. sig af til da Hans døde okt. 1580 at kræve alt dennes efterladte slesvigske gods. Da Frederik II imidlertid viste sig besluttet på at hævde sin ret militært måtte A. bøje af og nøjes med halvdelen af arven. Ved delingen i Flensborg sept. 1581 erhvervede han Tønder amt, Løgum kloster samt Fehmern og Nordstrand i Slesvig, Bordesholm kloster i Holsten samt et stykke af Ditmarsken.

A.s vigtigste rådgiver både i ydre og indre politik var nürnbergeren dr. Adam Tratziger. Også sekretæren Georg Cörper (vistnok fra Hessen) og amtmændene Paul og Ditlev Rantzau og Ægidius v. d. Lancken øvede på forskellige tidspunkter indflydelse. Under A. blev grunden lagt til en gottorpsk centralforvaltning og han støttede Tratzigers virken for romerrettens indførelse (landretterne for Ditmarsken 1567, Nordstrand 1572, denne fælles landret 1573). Handelspolitisk søgte han, rettet mod Hamburg, tilknytning til England. Sin plan om en nordsø-østersøkanal måtte han opgive, men han gennemførte flere betydningsfulde inddigninger navnlig i Ejdersted. A. støttede superintendenten Paul v. Eitzen for at bevare kirkelærens renhed. Personligt var han dog lidet religiøs og hans forbindelse med habsburgerne og hans voldsomme fremfærd mod domkapitlet i Slesvig viste hans tilbøjelighed til at underordne de kirkelige hensyn de politiske. For åndslivet manglede han ikke interesse om end den på Eitzens initiativ oprettede højskole, paedagogium publicum, sygnede hen på grund af manglende midler. Foruden sit sædvanligt benyttede plattyske sprog skal han også have talt dansk og frisisk. Han udfoldede en livlig byggevirksomhed i den nye renæssancestil. Nævnes kan den delvise genopførelse af Gottorp slot og slottene i Husum og Tønning. A. er en af de mere betydelige regentpersonligheder den oldenburgske stamme har frembragt; hans politiske og økonomiske doktriner viser ham som en typisk repræsentant for tidens tyske territorialfyrster. Han efterlod sit landområde omtrent fordoblet og både ved sin indre og ydre politik angav han retningslinier for sine efterfølgere af den af ham grundlagte holsten-gottorpske hertuglinie. Af hans ti ægtefødte børn besteg sønnerne Frederik, Philip og Johan Adolf efter hinanden hertugtronen, mens datteren Christine i sit ægteskab med Karl IX af Sverige blev moder til Gustaf II Adolf.

Familie

Forældre: Frederik I (1471–1533) og Sophie af Pommern (1498–1568). Gift 17.12.1564 på Gottorp med Christine af Hessen, født 29.6.1543 i Kassel, død 13.5.1604 i Kiel, d. af landgrev Philip af Hessen (1504–67, gift 2. gang 1540 med Margarethe v. der Saal, død 1566) og Christine af Sachsen (1505–49). – Far til Johan Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp. Bror til Hans (den ældre). Halvbror til Christian III.

Ikonografi

Mal. (Eutin og Gripsholm), flere gentagelser, kopi af Strack, 1861 (Eutin), min., formentlig af J. v. Doort (Fr.borg). En anden portrættype i kobberstik. Ses på et par af J. Ovens' hist.mal. (Chr.borg).

Bibliografi

A. Jürgens i Abhdl. zur Verkehrs- und Seegesch. VIII, 1914. O. Brandt: Heinrich Rantzau und seine Relationen an die dan. Könige, 1927. L. Andresen und W. Stephan: Beiträge z. Gesch. der Gottorfer Hof und Staatsverwaltung von 1544–1659, I–II, Quellen und Forschungen zur Gesch. Schlesw.-Holst. 14–15, 1928. P. Colding: Studier i Danm.s politiske hist. i slutningen af Christian IIIs og begyndelsen af Frederik IIs tid, 1939. Jørgen Steen Jensen: Hertug Hans den yngre, 1971. G. Hoffmann i Gesch. Schlesw.-Holst. V, 1, 1972 fl.st.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig