Erik 1. Abelsen, d. 27.5.1272, hertug af Sønderjylland. Da Valdemar Abelsen døde 1257 gjorde Erik krav på hertugdømmet Jylland som hans farbror, kong Christoffer 1., imidlertid nægtede ham. Han sluttede sig derfor til kongens fjender og søgte tilflugt hos fyrst Jarimar af Rügen hvis datter Margrete han ægtede.

Selv tillægger han sig i et brev fra 1264 hovedæren for det angreb på Sjælland som han, fyrst Jarimar og biskop Peder Skjalmsen foretog 1259. 18.4. erobredes Kbh., og 14.6. led det sjællandske opbud et tilintetgørende nederlag ved Næstved. Et par uger tidligere var Christoffer død i Ribe. Hans enke, Margrete Sambiria, gik 1260 ind på at forlene Erik med Sønderjylland, og på dette vilkår sluttedes freden. Den varede dog kun kort. Sandsynligvis er der opstået strid om besiddelsen af hertugdømmets krongods, og ud på sommeren 1261 besatte dronningens hær landet medens Erik flygtede til Holsten hvorfra han vendte tilbage med undsætning. 28.7. sejrede han på Lohede over dronningen og den unge kong Erik Klipping, de fangedes begge, og ligeledes kom ved slaget biskop Niels af Slesvig i Eriks vold.

Først 1262 fik dronning Margrete sin frihed mod at Eriks ret til krongodset sikredes, og han fik overdraget Als som et særligt len, og da disse vilkår var opfyldt løslod han også kong Erik (1264). Biskop Niels havde kun i kort tid siddet fanget. Han kom vistnok på fri fod ved at indgå et mageskifte hvorved Erik kom i besiddelse af bispeborgen Gottorp som nu blev stærkt befæstet. Forholdet mellem Erik og den kongetro bisp vedblev dog at være spændt, og Niels rømte kort efter til kongeriget. Med hans efterfølger biskop Bonde, der stod Jakob Erlandsen nær, havde Erik derimod ingen tvistigheder; Erik gav selv Jakob Erlandsen tilflugt i Slesvig, og byens borgere som havde lidt meget under de forudgående fejder skænkede han 1261 og 1264 værdifulde privilegier. Freden mellem Erik og kongehuset truedes først på ny 1272. Da døde han pludselig, og kong Erik gjorde sig derefter til formynder for hans to mindreårige sønner, Valdemar og Erik.

Familie

Forældre: kong Abel (død 1252) og Mechtilde (død 1288). Gift Margrete, død 1272, d. af fyrst Jarimar II af Rügen (død 1260) og Euphemia af Pommern (død 1270). Far til Erik (død 1310) og Valdemar Eriksen (død 1312). Bror til Valdemar Abelsen og Abel (død 1279).

Bibliografi

Aksel E. Christensen: Kongemagt og aristokrati, 1945 (fot.optr. 1968). Niels Skyum-Nielsen: Kirkekampen i Danm. 1241-90, 1963. Kai Hørby: Status regni Dacie, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig