Frederik 3. (hertug)

Frederik 3., Friedrich, 22.12.1597-10.8.1659, hertug af Slesvig-Holsten-Gottorp. Født på Gottorp, død i Tønning, begravet i Slesvig domk. Frederik og hans bror Adolf fik deres første opdragelse af den tyske naturvidenskabsmand og digter Johann Pincier, og de blev 1615 sendt til Tyskland (Nürnberg, Regensburg, Augsburg, Strasbourg) og Frankrig (Paris, Orleans, et halvt år i Angers) hvorfra Frederik blev kaldt hjem ved faderens død. Idet han støttede sig på arvestatuttet af 1608 søgte han kejserens og den danske konges forlening med henholdsvis Holstens og Slesvigs hertugelige del og lod sig derpå hylde af landdagen.

Frederik karakteriseres som en tidstypisk tysk territorialfyrste. Han stræbte efter at styrke fyrstemagten over for stænderne, og de gamle landdage i hertugdømmerne mistede efter en temmelig hårdhændet behandling fra gottorpsk side helt deres betydning i denne periode. Sammen med Christian 4. pålagde han således nye told- og accise ("licente")-afgifter og udskrev 1631 skat uden stændernes bevilling; og da stændernes syndikus Christoph Krauthoff i 1642 skarpt kritiserede fyrsterne for at udnævne amtmænd der ikke tilhørte ridderskabet lod han ham prompte fængsle på Gottorp.

Under Frederik opstod en særskilt fyrstelig administration idet han ved siden af de adelige landråder i sin forvaltning anvendte indkaldte embedsmænd, såkaldte "lærde råder" hvoraf mange stammede fra det ikke-holstenske Tyskland. Vedrørende statsanliggender rådførte Frederik sig med en snæver kreds af betroede medarbejdere, "geheimeråderne", der dog ikke udgjorde noget egentligt geheimeråd.

Efter sin far overtog Frederik en stor gæld, og forvaltningen af de stigende skatter og afgifter blev organiseret og lagt i hænderne på en række dygtige kammermestre. Det lykkedes dog ikke at bringe orden i landets økonomi; ved Frederiks død beløb gælden sig til 1¹/₄ mill. rdl. Det skyldtes delvis den herskende møntforvirring, befolkningens synkende pengerigdom og den kostbare hofholdning, men hovedårsagen må søges i de mange krigsbegivenheder hertugdømmerne oplevede i disse år. Frederik søgte ved en række merkantilt-finansielle forholdsregler at stimulere handel og erhvervsliv, men uden held. Størst betydning fik anlægget af stabelstaden Frederiksstad 1621, hvor Treene og Eideren mødes. Den var som sit kongelige forbillede Glückstadt tænkt som konkurrent til Hamburg og fik under indflydelse af nederlandske indvandrere et stærkt hollandsk præg. Her fik fremmede trosbekendere udstrakte gudstjenestefriheder.

I det håb at drage Persiens silkeeksport over Rusland og Østersøen til Kiel sendte Frederik 1633 på hamburgsk initiativ et gesandtskab til zar Michail Feodorovitsj og 1636 en sendefærd til Ispahan, men initiativet forblev resultatløst. Rejsens sekretær Adam Olearius blev dog efter hjemkomsten en skattet bibliotekar ved og forvalter af de fornemme samlinger på Gottorp. Samlingerne på Gottorp var af internationalt ry, fremmede lærde studerede på Gottorp, og kong Frederik 3. lod sig inspirere til et eget kunstkammer efter et besøg hos hertugen. I det foregående slægtled havde Henrik Rantzaus (1526– 98) Breitenburg været det åndelige center for hertugdømmernes tyskhed. Frederik gav Gottorp slot denne stilling. Baggrunden herfor var landenes store materielle opsving i 1500-tallets 2. halvdel og hertugerne Adolfs og Johan Adolfs og en række adelsmænds, borgeres og gejstliges arbejde for at fremme kunst, kunsthåndværk og lærdomsliv, og Frederik, der desuden var fortrolig med flere sprog var selv varmt interesseret i kunst og videnskab. Under Frederik nåede "Gottorpkulturen" sin kulmination. Han øgede det af faderen grundlagte bibliotek med mange værdifulde bøger og håndskrifter, han lod Limburgmekanikeren Andreas Bosch (Bösch) lave den store globus som nu findes på Frederiksborg, og han lod forarbejde kunstfærdige figurlige fremstillinger af det ptolemæiske og det kopernikanske system, ligesom han oprettede en samling af astronomiske instrumenter og et kunst- og naturaliekammer. Desuden støttede han husumeren Johann Meiers store kartografiske arbejder og Husumborgmesteren Caspar Danckwerths 1652 udgivne "Landesbeschreibung", digterne Johann Rist og Paul Fleming, og han hjemkaldte Rembrandteleven Jurgen Ovens der var født i Tønning, og gjorde ham til hofmaler.

Frederik er den egentlige ophavsmand til tanken om det lands-universitet som først blev virkeliggjort under sønnen Christian Albrecht. Et forsøg o. 1630 på at gøre skolen i Husum til en slags højskole mislykkedes. Men ved hoffet og i administrationen fortrængte højtysk det hjemlige plattysk.

Snart efter Frederiks tronbestigelse skulle Gottorp blive involveret i europæisk storpolitik. Efter freden i Knäred 1613 var tyngdepunktet for Danmarks og Sveriges indbyrdes kamp om herredømmet i Østersøområdet flyttet fra Skåne til Nordtyskland. Kildematerialet tillader os desværre ikke at kende den politiske beslutnings proces i Frederiks regeringstid, men det er iøjnefaldende at han havde evnen til at vælge gode rådgivere. En særlig betydning fik overhofmestrene Ægidius v.d. Lancken og Dionysius v. Podewils, kanslerne Martin Chemnitz, Erich Hedemann og Johann Adolph Kielman v. Kielmansegg, amtmand på Gottorp Gosche Wensin, amtsinspektør Johannes Hecklauer og kancellisekretær Eilhard Schacht. I de kritiske begivenheder under Karl Gustaf-krigene rådførte han sig først og fremmest med Kielman og vicekansleren Levin Claus Moltke.

I udenrigspolitisk henseende kendetegnes Frederiks regeringstid af én gennemgående, betydningsfuld tanke: Ved opretholdelse af neutralitet at sikre freden i hertugdømmerne. En balancegang mellem de europæiske stormagter. Allerede i Frederiks første år tørnede Christian 4. og huset Gottorp sammen da kongen hensynsløst, bl.a. ved indkvartering af tropper i gottorpske amter, gennemtvang sin søn Frederiks valg til koadjutor i Bremen stift som i flere generationer havde haft gottorpske ærkebisper, og som ved ældre aftaler var stillet Frederiks yngre bror Adolf i udsigt. Den truende fare fra kejseren og den katolske liga efter slaget på Det hvide bjerg 1620 fik Frederik til at søge nærmere tilslutning til morbroderen; 1623 fornyedes på hans initiativ "unionen" mellem kongeriget og hertugdømmerne hvorved den gensidige forsvarshjælp blev fordoblet.

I 1625 deltog han i mødet i Lauenburg hvor Christian 4. blev valgt til oberst for den nedersachsiske kreds, men han søgte, forgæves, at opnå sikkerhed for at hans kontributioner ikke blev anvendt mod kejseren eller ligaen. Gottorp ønskede ikke hertugdømmerne og Danmark inddraget i den tyske krig, og da kongen 1626 havde lidt nederlag ved Lutter am Barenberg arbejdede Frederik ihærdigt for freden. Da krigen 1627 direkte truede hertugdømmerne henvendte hertugen sig da også til Tilly for at formå de stridende til at slutte fred, og siden da Jylland blev inddraget i krigen købte han fritagelse for krigens byrder ved erhvervelse af salvaguardiebreve hos Tilly og Wallenstein, handlinger der unægteligt stred mod det slesvigske lensbånd og unionen. Sideløbende forsøgte Gottorp stadig at mægle, og ved fredsforhandlingerne i Lübeck fra 1628 spillede Frederiks råder Æ. v.d. Lancken og E. Hedemann en betydelig rolle. Til trods for den gunstige fred som Danmark opnåede (1629) havde Gottorps holdning skabt irritation hos Christian 4., og ved krigens afslutning tøvede han med at trække sine tropper hjem fra slagmarkerne i Holsten for at chikanere hertugen.

Under koadjutorstriden havde Frederik søgt støtte hos Gustaf Adolf af Sverige der ligesom Generalstaterne, Hansestæderne og de lüneburgske fyrster var modstandere af en dansk magtudvidelse i Tyskland. Både da og senere 1631 virkede den svenske konge for en alliance mellem Sverige og Gottorp, men Frederik holdt sig forsigtig tilbage og opretholdt i årene efter freden i Lübeck et nogenlunde venskabeligt forhold til sin danske morbror. Familiebåndet blev knyttet fastere ved prins Christians bryllup med hertugindens søster (1634), og unionen blev fornyet flere gange (1634, 1637, 1643) selv om Frederik afslog at deltage i kongens fæstningsanlæg.

Frederik lod sig også 1640 affinde med en mindre del af arven efter det schauenburgske hus (Barmstedt amt, som han 1649 solgte til grev Christian Rantzau (1614-63) samt 170.000 rdl.), men han vakte Christian 4.s harme ved efter Hamburgs opfordring at tilbyde sin mægling i kongens strid med denne by. Samme år synes Frederik at have sonderet Sverige om muligheden af Gottorps neutralitet i en eventuel dansk-svensk krig. Christian 4. havde jo måttet trække sig ud af trediveårskrigen, men nu søgte han i egenskab af mægler mellem Sverige og kejseren at begrænse den svenske indflydelse i Tyskland. Et halvt år senere kom krigen. General Torstenson medførte instruks om at man skulle fare med lempe over for Gottorp: Ikke blot skulle hans land skånes hvis han overgav sig og sine folk til svenskerne, men selvom han gjorde ophævelser skulle han behandles overbærende. Frederik opnåede frihed for svenske indkvarteringer mod en betaling på 100.000 rdl., men måtte dog overlade den svenske hær slottet Trittau og byerne Kiel og Eckernførde samt love ikke at yde Sveriges fjender hjælp. Senere indledte han forhandling med kongen og den kejserlige general M. Gallas hvad der måske bidrog til at svenskerne 1645 afkrævede ham en ny sum penge. Brömsebrofreden s.å. sikrede ham imod eventuelle repressalier.

Efter Torstensonfejden kan vi iagttage en vis forståelse mellem Gottorp og den nye stormagt i Østersøområdet Sverige, men vi kender ikke den politiske situation på Gottorp i disse år. Sverige derimod havde iøjnefaldende interesser i et forbund med Gottorp: Danmarks sydflanke, og forbindelsesvejen til den ny svenske besiddelse Bremen-Verden der jo var nabo til Holsten. 1654 ægtede Karl (10.) Gustaf af Sverige Frederiks attenårige datter Hedevig Eleonore. Allerede ved brylluppet i Stockholm gik rygtet at man forhandlede en alliance, og 1655 påbegyndte Karl Gustaf gennem geheimesekretær Stefan Gambrotius jævnlige forhandlinger med Gottorp og især Kielman, og året efter taltes om et egentligt forbund mellem parterne. Men Frederik undlod til det sidste at forpligte sig bindende selvom han lejlighedsvis udtrykte sympati for de svenske våben.

Faren for en dansk-svensk krig var overhængende. Jan. 1657 forhandlede Frederik med Karl Gustaf om en vis skånsel for hertugdømmerne som helhed under en sådan, ligesom han ved flere henvendelser til den danske regering søgte at sikre sig en neutralitetsanerkendelse. 1657 udøvede Frederik fællesregeringen i hertugdømmerne og måtte varetage udskrivningen af en ekstraskat til finansiering af krigen, men han overlod kongen sin del af indtægterne og bad om fritagelse for krigsbyrder. I Danmark mødte man Gottorps holdning med mistillid, og 1.5. besatte man den hertugelige Stapelholm skanse og belagde landet med danske tropper. Men svenskerne stolede heller ikke på Gottorp. Frederik bad Sverige om hjælp, men den blev afvist. Karl Gustaf udtrykte sig således i en instruks til general Wrangel at man ikke kunne tage hensyn til hertugen da han endnu ikke havde samtykket i et egentligt forbund.

1.6. erklærede Danmark krigen, og Karl Gustaf stod pludselig med sin hær i Holsten. Gottorp måtte vælge side. Efter vanskelige forhandlinger indgik Frederik 10.9.1657 i det hemmelige offensiv-defensiv-forbund i kraft af hvilket han efter Roskildefreden ved Københavntraktaten af 12.5.1658 kunne opnå ophævelsen af Slesvigs lensbånd og tilkendelse af Svavsted amt. Spørgsmålet om fællesregeringens ophør udskød begge parter til fremtiden, især under indtryk af ridderskabets modstand. Under forhandlingerne viste gottorperne sig mere imødekommende over for Danmark end den svenske forhandler P. J. Coyet, og det kom utvivlsomt som et slag for Frederik at Karl Gustaf aug. 1658 på ny angreb Danmark og satte de af Gottorp vundne fordele på spil. Atter væltede krigens ulykker ind over landet. Da de brandenburgske og kejserlige tropper brød ind i hertugdømmerne vægrede han sig ved at forny forbundet med Sverige. I sept. 1658 tog han ophold i fæstningsbyen Tønning til hvis forsvar han fik overladt et svensk regiment. Uden udsigt til videre svensk hjælp afsluttede han derpå i nov. en neutralitets-konvention med kurfyrsten af Brandenburg som herefter fik Gottorp slot så længe krigen varede; Frederik forbeholdt sig imidlertid suveræniteten over Slesvig. Neutraliteten anerkendtes dog ikke af de danske tropper der indkvarteredes i de gottorpske amter og maj 1659 besatte Svavsted. Freden i 1660 sikrede dog aftalerne fra 1658 og dermed eksistensen af det suveræne Gottorp. Men Frederik nåede ikke at opleve dette – han døde 10.8. i Tønning. I sit politiske testamente foreholdt han sin unge efterfølger Christian Albrecht at det var ønskeligt at opretholde et godt forhold til Danmark, men nødvendigt at bevare forbundet med Sverige.