Knud Porse, d. 30.5.1330, hertug af Halland. Død i Kbh. P. opholdt sig som landflygtig i Sverige da kong Birger Magnusseen 1317 lod sine brødre, hertugerne Erik og Valdemar, fængsle på Nykøbing slot hvor de n.å. omkom. Dette fremkaldte en svensk folkerejsning, hvorunder P. udmærkede sig; det skyldtes væsentlig ham at kongen måtte flygte til Gotland. Ligeledes deltog han i det svenske indfald i Skåne og medbeseglede den stilstand der afsluttede fejden mod Erik Menved. 1319 var han som svensk rigsråd med til i Oslo at afslutte det forbund mellem Sverige og Norge som blev følgen af, at hertug Eriks treårige søn Magnus toges til konge i begge riger. I de nærmest følgende år havde dennes mor, hertuginde Ingeborg, stor indflydelse. Hun boede som oftest på Varberg slot hvor P. var høvedsmand. Tidligt synes der at have udviklet sig en stærk gensidig tilbøjelighed mellem dem, og den hallandske adelsmand blev den unge enkes vigtigste rådgiver, da hun i fortsættelse af sin mands værk optog en aggressiv politik mod Danmark. Juli 1321 aftaltes et ægteskab mellem Ingeborgs lille datter Euphemia og Albrecht af Mecklenburg; samtidig afsluttede hertuginden et forsvarsforbund med dennes far, fyrst Henrik Løve, og dertil knyttedes hemmelige aftaler om et angreb på Skåne. P. var sjælen i disse forhandlinger, og n.å. rejste han selv til Tyskland for at hverve tropper, ligesom han sluttede forbund med Niels Olufsen Bild. Toget mod Skåne blev også iværksat, men bragte kun militære, ikke politiske resultater. Både det svenske og det norske rigsråd tog bestemt afstand fra den eventyrpolitik som dreves fra Varberg; i Norge indsattes en selvstændig formynderstyrelse, og det svenske råd påførte endog P. åben fejde; den afbrødes vel midlertidigt ved et forlig i Skara 1323, men genoptoges et par år efter, og 1326 fordrede raderne at P. skulle forlade Sverige.

Netop nu åbnede der sig nye chancer for hans ærgerrighed i Danmark hvor stormændene med grev Gerhards (Gert) kraftige støtte rejste oprør mod Christoffer II. P. sluttede sig til dem og fik sin hjælp rigt belønnet. Den nye konge, Valdemar III, gjorde ham omtrent ved nytår 1327 til hertug af Halland og Samsø, og til disse forleninger føjedes snart udstrakte sjællandske besiddelser, samlet om slottene Kalundborg, Holbæk og Søborg som han vistnok fik i pant. Således ophøjet i fyrstestanden kunne han nu på lige fod ægte hertuginde Ingeborg og roligt trodse den misfornøjelse dette ægteskab fremkaldte i Sverige og Norge; i de nærmest følgende år synes parret mest at have opholdt sig i Danmark. Vanskeligere blev hans stilling da Christoffer II 1329 vendte tilbage og med grev Johan den Mildes hjælp fik Vordingborg i sin magt. P. drog imod ham i spidsen for det sjællandske adelsrytteri, men lod under selve kampen klogeligt bønderne alene tage stødet af for bagefter at afslutte et særdeles gunstigt forlig der i udbytte bragte ham et nyt hertugdømme, Estland, som han nov. 1329 fik i arvelig forlening af Christoffer, men ikke nåede at tage i besiddelse før sin død der ifølge islandske kilder skyldtes gift. – Af hans personlighed er det ikke muligt at danne sig noget helt skarpt billede; hensynsløs ærgerrighed og ridderlig eventyrlyst synes at have været dominerende træk. I hvert fald vidner hans usædvanlige karriere utvetydigt om en dertil svarende dygtighed.

Familie

Forældre: antagelig Niels Knudsen P., der ligesom sin bror Peder P. hørte til de fredløse, og Tove Ingvarsdatter. Gift 21.6.1327 med Ingeborg, født 1301, død 17.6.1361 (gift 1. gang 1312 med hertug Erik Magnussen af Södermanland, død 1318), d. af Haakon V Magnussen af Norge (1270-1319) og Euphemia af Rügen (død 1316).

Bibliografi

Sveriges traktater, udg. O. S. Rydberg I, Sth. 1877. – P. v. Möller: Bidrag till Hallands hist. I, Lund 1874 49-64. C. A. Christensen i Hist.t. 11.r.V, 1956-59 401 423. Jan Kanstrup sst. 12.r.VI, 1973 11 13-16. Ingvar Andersson: Erikskrönikans författare, Sth. 1958 = Svenska akad.s minnesteckningar. Aksel E. Christensen: Kalmarunionen og nord. politik, 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig