Carl, levede ca. 1176. C. og hans bror Knud var af kongeslægten idet deres farmor var Knud den helliges datter. Ligesom Buris og Erik Lams frillesøn Magnus følte de sig som kongsemner eller krænkede prætendenter og tragtede efter at gøre ende på Valdemar Is nye kraftige herredømme. Valdemar fik nys herom men svarede tilsyneladende imødekommende på C.s anmodning om kongelig tjeneste. Da C. og hans bror erfarede at deres forehavende var røbet søgte de til Sverige til deres frænde jarlen Birger Brosa. Forgæves bad den gamle ærkebiskop Eskil gennem Absalon og domprovst Asser om nåde for sine dattersønner; kongen var ubønhørlig.

I landflygtigheden var imidlertid C. og Knud med de forbindelser de kunne knytte en truende fare, og de gjorde virkelig også efter en tids forløb indfald i Halland hvor deres far havde styret, og hvor de ventede at finde tilslutning. Men de mødte i stedet kraftig modstand. C. fik banesår under kampen i en af grænseskovene, og Knud blev fanget og kom til at, dele Magnus Eriksens fængsel på Søborg. Kongen inddrog deres gods. - Saxo er vor eneste kilde til C.s historie.

Familie

Forældre: Carl, jarl af Halland (ca. 1152) og ærkebiskop Eskils datter. - Bror til Knud (ca. 1176).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig