Abel, 1218-29.6.1252, konge. Begravet i Slesvig domk. Ved ordningen efter Valdemar den Unges pludselige død (1231) blev A. 1232 hertug af Sønderjylland samtidig med at hans ældre broder Erik (Plovpenning) kronedes til faderens medkonge. Hidtil havde Berengarias børn tilsyneladende stået i skygge af kong Valdemars eneste søn med dronning Dagmar. Ved sit ægteskab 1237 med grev Adolf IV af Holstens datter Mechtilde førtes A. ind i et nært tilhørsforhold til den holstenske grevemagt, ikke mindst fordi svigerfaderen 1239 indtrådte i franciskanerordenen og A. derefter (indtil 1241) måtte varetage formynderskabet over Mechtildes umyndige brødre. I flere henseender kan der iagttages ligheder mellem A.s og grev Adolfs politik. Ligesom denne havde givet flere holstenske byer lybsk ret foranledigede A. 1243 at rådet i Lübeck lod stadsretten afskrive til brug for Tønder, den eneste slesvigske by der fik lybsk ret. Kort efter faderens død udbrød der stridigheder mellem A. og hans broder kong Erik. De varede med få afbrydelser indtil 1250, og parterne hærgede gensidigt hinandens områder – A. med støtte af de holstenske grever. Da der endelig syntes indgået en stilstand og kong Erik opholdt sig i Slesvig som A.s gæst, blev han dræbt natten mellem 9. og 10.8.1250, efter sigende på A.s foranledning. I hvert fald udførtes drabet af to af hertugens mænd, Lage Gudmundsen og Tyge Bost (der måske, måske ikke, er identisk med den sjællandske stormand Tyge Pust som tilhørte Hvideslægten). Stridens årsag kendes ikke. Muligt har A. stræbt efter den status af medkonge som hans to ældre brødre havde indtaget endnu i faderens levetid. Tre bevarede originaldokumenter fra begyndelsen af året 1250 dokumenterer i det mindste at A. forud for kong Eriks død havde anlagt titel af dansk konge. Under Christoffer I og senere, særlig i forbindelse med kongemagtens strid med ærkebiskop Jakob Erlandsen, omtales A. ved flere lejligheder som den der i sin tid havde "optrådt som om han var konge af Danmark". Legendelitteraturen om den myrdede Erik Plovpenning der udarbejdedes under Christoffer I og Erik Klipping i kongemagtens forsøg på at opnå hans kanonisation som helgen stempler A. som ansvarlig for kongemordet, som brodermorder og usurpator.

A. hyldedes som konge på Viborg landsting ret kort efter broderens død og kronedes 1.11.1250. Hans regeringstid blev kort – han faldt 1252 på et tog mod friserne – men hans regeringsførelse bærer præg af foretagsomhed og effektivitet. En række privilegier til kirkelige institutioner og udenlandske handelsbyer har karakter af nyordning af de pågældende retsforhold. Et omstridt forfatningsretligt aktstykke ("Den Abel-Christofferske Forordning") der har været forhandlet med stormændene på rigsmøder dels i A.s, dels i Christoffer Is tid synes at udgøre et forsøg på at regulere forligsmæssigt magtforholdet mellem kongemagten og aristokratiet, men også på at bevare – under nye og vanskelige betingelser – nogle træk af det stærke kongedømme som A.s forfædre havde været eksponenter for. Legendelitteraturen om Erik Plovpenning der var formet efter Christofferlinjens ideologi og tjente som et propagandistisk indlæg imod A.slægtens legitimitet fik stor betydning i historieskrivningen ned gennem tiderne og har dikteret en overvejende fordømmende holdning til A.s kongemagt uden at dette finder afgørende støtte i det samtidige materiale.

Familie

Forældre: kong Valdemar II Sejr (1170–1241) og dronning Berengaria (død 1221). Gift 1237 med Mechtilde (død 1288), d. af grev Adolf IV af Holsten (død 1261) og Helvig af Lippe. – Bror til Erik Plovpenning og Christoffer I.

Ikonografi

Et kalkmal. fremstiller Erik Plovpenning trædende på A., hans morder (Ringsted k.). Mal. fra 1500–1600-tallet (Arreskov).

Bibliografi

Kr. Erslev i Hist. t. 6.r. II, 1889–90 359–442 og 7.r. I, 1897–99 489–518. J. Olrik: Valdemar Sejrs sønner og den store ærkebispestrid, 1906–08. Poul Johs. Jørgensen: Dansk retshistorie, 1947 73 (6. opl. 1974). Aksel E. Christensen: Kongemagt og aristokrati, 1945 80–81. C. A. Christensen i Kirkehist. saml. 7.r. VI, 1966 21–43. Jørgen Skafte Jensen i Kirkehist. saml., 1969 1–25. Kai Hørby: Status regni Dacie, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig