Christian 10., Christian Carl Frederik Albert Alexander Vilhelm, 26.9.1870-20.4.1947, konge. Christian blev matematisk-naturvidenskabelig student, privat dimitteret, 1889 og fik i øvrigt militær uddannelse. Allerede før studentereksamen var han tjenstgørende i livgarden, blev premierløjtnant 1891, var til tjeneste ved 5. dragonregiment i Randers 1891-92 og ved 3. dragonregiment i Århus juni-september 1892 og vendte derefter tilbage til livgarden i hvilken han blev kaptajn og kompagnichef 1898. Han udnævntes til oberstløjtnant og chef for 28. bataljon i Århus 1905, til oberst og chef for garden 1906, til generalmajor og en kort tid chef for fynske brigade 1908 og stod derefter til rådighed for 1. general-kommando. Ved bedstefaderen Christian 9.s død 1906 blev Christian kronprins og medlem af statsrådet, og ved faderen Frederik 8.s død blev han konge 15.5.1912.

Christian var den første danske konge der havde studentereksamen, men den militære side af hans opdragelse og uddannelse var utvivlsomt den stærkeste. Det faldt ham ikke let at ombytte soldatertilværelsen med arbejdet ved skrivebordet. Efter eget udsagn var han soldat med liv og sjæl. Det afspejledes i hans fremtræden og prægede hans hof gennem et stramt ceremoniel der dominerede over alt uformelt og utvungent festligt. Christians ungdomsår faldt i 1880'ernes politiske kamptid, og bedstefaderen var hans forbillede langt mere end faderen. Der var begivenheder i Christians regeringstid hvor hans handlemåde bar præg af Christian 9.s og højres tese om kongens ret til frit at vælge sine ministre, men denne usikkerhed i Christians tidlige regeringsår om en konstitutionel konges beføjelser under parlamentarisk statsskik efterfulgtes af en indsats i 1930'erne og 1940'erne der bidrog til at fæstne parlamentarismen og forankre det konstitutionelle monarki sikrere i det danske samfund.

I Frederik 8.s sidste regeringstid var der forhandlet om en ny grundlov, og den første større politiske sag der blev forelagt Christian var konseilspræsident Klaus Berntsens grundlovsforslag der tilsigtede at afskaffe den privilegerede valgret til landstinget og dets kongevalgte medlemmer og at give kvinder og tyende valgret. Forslaget mødte modstand ikke blot hos højre, men også hos J.C. Christensens fløj af venstre. Det ordinære folketingsvalg 1913 gav radikale og socialdemokrater flertal, og J.C. Christensen forlangte at de to partier dannede regering. Berntsen var skuffet og Christian sagde bebrejdende til ham at hvad konge og konseilspræsident var enige om skulle have været gennemført. Hertil svarede Berntsen: "Sådan kan man tage tingene i militære forhold, ikke i politik!" Endnu stærkere markerede Christian kongemagten over for den radikale regering C.Th. Zahle der genfremsatte Berntsens grundlovsforslag. Det vedtoges med visse ændringer i folketinget, men landstinget blev gjort beslutningsudygtigt idet højre, nøjagtig halvdelen af tingets medlemmer, udvandrede af landstingssalen før afstemning og dernæst 9.6.1914 udeblev fra møde. Zahle svarede med at opløse landstinget og meddelte at opløsningen også skulle omfatte de kongevalgte medlemmer. Dette sidste ville Christian ikke acceptere. Han opfordrede ministeriet til at gå af og kaldte først ingeniør Alexander Foss, dernæst nationalbankdirektør Carl Ussing til sig for at få en af dem til at danne forretningsministerium, men begge afslog. Ussing mente ikke at kongen kunne holde til at bringe sig i modsætningsforhold til grundlovs-partierne og tilrådede at konge og regering i statsråd fastslog deres afvigende opfattelser og afventede udfaldet af valget. Det skete, og da landstingsvalget 10.7.1914 gav grundlovstilhængerne så stor stemmefremgang at de kongevalgte højremænd ikke kunne hindre grundlovens vedtagelse var striden reelt afgjort, men første verdenskrigs udbrud tre uger senere skød grundlovssagen i baggrunden. Tysklands krav 5.8.1914 om minespærring af de danske bælter - underforstået at gjorde Danmark det ikke gjorde Tyskland det - ville Zahles regering, støttet af flådechefen admiral Otto J.M. Kofoed-Hansen, efterkomme, men da hærchefen Vilhelm Gørtz og flere af oppositionens ledere gik imod var det en tvivlrådig regering der tog til statsråd på Amalienborg.

Christian var imidlertid ikke i tvivl. Han afbrød en længere redegørelse og gik næsten lidenskabeligt ind for mineudlægningen. Dermed fik regeringen den fornødne kraft til at overvinde modstanden hos hærchef og opposition. Frygten for Englands reaktion blev dæmpet gennem et telegram fra Christian til hans fætter, (den engelske) kong Georg 5. der kvitterede med et forstående svartelegram. Neutralitetspolitikken der førtes under krigen havde Christians fulde støtte, ikke mindst nærede han tillid til udenrigsminister Erik Scavenius. 18.-19.12.1914 deltog Christian i trekongemødet i Malmø der understregede det praktisk nordiske samarbejde.

Februar-marts 1915 kom der skred i grundlovssagen i fortrolige forhandlinger mellem højre og regeringen, og 5.6.1915 kunne Christian sætte sit navn under den nye junigrundlov der var støttet af alle partier. Et kvindeoptog takkede samme dag Christian for valgretten. I hans tale til kvinderne på slotspladsen sporedes hans veneration for bedstefaderen hvis 1866-grundlov nu var sat ud af kraft. "Vi har lov til at håbe at de kommende slægter vil høste velsignelse under den grundlov som i dag er stadfæstet", sagde han, og til deputationen der modtoges på slottet udtalte han tillid til at kvinderne ville gøre god fyldest sideordnet med mændene, men føjede han til: "På ét sted kan kvinderne ikke undværes, og det er i hjemmene. Her kan kvindens indflydelse ikke erstattes; thi gennem barnets kærlighed til hjemmet vækkes kærligheden til vort fælles hjem, Danmark."

I forbindelse med salget af De vestindiske øer 1916 var en ministerkrise med påfølgende valg nær, men Christian der ikke ønskede valg og eventuelt ministerskifte under krigen opfordrede Zahle til nye forhandlinger der førte til regeringens udvidelse med tre "kontrolministre" fra socialdemokratiet, venstre og konservative. Med krigens ophør endte den politiske borgfred, og februar 1919 forlangte venstre og konservative med baggrund i deres flertal i landstinget at krigstidens restriktioner skulle ophæves hvis de skulle gå med til optagelse af et nyt statslån. Det kunne regeringen ikke acceptere og demissionerede. Christian forhandlede med partiformændene om et samlingsministerium, men både det og tanken om et upolitisk forretningsministerium afvistes af radikale og socialdemokrater. 4.3.1919 erklærede Christian da at han ikke ville udnævne et ministerium som ikke var i overensstemmelse med folketingets flertal, og Zahles regering fortsatte.

Samarbejdet mellem konge og regering var under krigen forløbet godt, om end ikke uden gnidninger nu og da. Edv. Brandes som var den af ministrene kongen satte højest forelagde ofte de mere ømtålelige problemer, men ministeriets livsholdning: antimilitarisme, brandesianisme og folkelig grundtvigianisme i samarbejde, kulturelt frisind, foragt for nedarvede privilegier, ønsker om økonomiske og sociale reformer og klare skranker for en konstitutionel konges udfoldelse, var meget forskellig fra hvad Christian var opvokset i og uddannet til. Han følte større samhørighed med sine officerskammerater og højkirken og søgte rådgivere blandt erhvervslivets ledende mænd, først og fremmest etatsråd H.N. Andersen. Det fik navnlig betydning for Christians holdning til regering og folketingsflertal fra krigens ophør til påsken 1920. Erhvervslivet ønskede krigstidens restriktioner afviklet og nærede uvilje mod de voksende sociale udgifter. Dertil kom spørgsmålet om Slesvigs stilling efter Tysklands nederlag. Christian der var titulær hertug af Slesvig havde tanker om at hele Slesvig måske kunne erhverves i en personalunion med kongeriget, medens regeringen ønskede grænsen fastlagt efter nationalitetsprincippet. Hertil fik den tilslutning fra alle partier 23.10.1918, samme dag som sønderjydernes rigsdagsmand H.P. Hanssen i den tyske rigsdag rejste krav om Nordslesvigs genforening med Danmark.

Uenigheden mellem Christian og regering om det slesvigske spørgsmål voksede støt i det følgende halvandet år. Christian og hans nære rådgiver H.N. Andersen sympatiserede med Dannevirke-bevægelsen der med overkirurg Ionas Collin og grev Bent Holstein som ledere arbejdede herhjemme og i Paris for en grænse Slien-Dannevirke. Marts 1919 rejste en rigsdagsdelegation, hvori også H.N. Andersen deltog, til Paris for at fremføre de danske ønsker for fredskonferencen. Dagen før delegationens afrejse meddelte H.N. Andersen hemmeligt den franske ambassade i Kbh. at kongen og han ikke delte delegationens synspunkter, og ambassaden sendte meddelelsen videre til det franske udenrigsministerium. I den endelige udformning af Versaillesfreden udgik dog bestemmelser om afstemning til Slien-Dannevirke linjen, og afstemningen i den mellemslesvigske zone 14.3.1920 viste et overvældende flertal for forbliven ved Tyskland. Det sindelagsskifte som Flensborg-bevægelsen havde arbejdet for og håbet på, var udeblevet, men bevægelsen krævede alligevel at Flensborg skulle overdrages til Danmark eller i det mindste internationaliseres i en årrække. Ministeriet Zahle og det radikal-socialdemokratiske flertal i folketinget modsatte sig dette.

En kreds af stærkt nationalbevidste mænd inden for Flensborgbevægelsen med oberstløjtnant Erik With, oberst J.C.M.R. Skade og venstremændene dr. med. Vald. Harsløf og folketingsmand J.S. Vanggaard som ledere havde allerede før afstemningen i Flensborg lagt planer om at få Christian til at afskedige ministeriet Zahle. De havde bedt højesteretssagfører Otto Liebe påtage sig dannelsen af et forretningsministerium når tiden måtte være inde. Liebe indvilligede forudsat at han accepteredes af kongen og af konservative og venstre. De konservatives leder svarede at konservative accepterede den kongen udpegede, og J.C. Christensen fandt Liebe egnet i givet fald, men forpligtede sig ikke over for Withkredsen og blev endnu mere tilbageholdende efter afstemningen i Flensborg. Over for redaktør Ernst Christiansen, Flensborg Avis, der ved sin ankomst til Kbh. dagen efter afstemningen i Flensborg blev båret i folkeoptog til Amalienborg udtalte Christian nogle ord der kunne opfattes som et løfte til Flensborg, og demonstrationer for kongen og mod Zahle tog til.

26.3. kom sønderjyderne Peter Grau og H.D. Kloppenborg-Skrumsager til Kbh. for at tale Flensborgs sag i venstres og de konservatives rigsdagsgrupper. De konservative var med undtagelse af prof. L.V. Birck Flensborgmænd, og J.C. Christensen og dermed venstre bevægedes til at svinge over. 27.3. udsendte de to partier Ritzauerklæringer der krævede valg, og de to folketingsmænd C. Moesgaard-Kjeldsen, radikal, og Emil Marott, socialdemokrat, meddelte samme dag over Ritzau at de ikke kunne støtte regeringens grænsepolitik. Dermed havde regeringen kun 70 af folketingets 140 medlemmer og kun flertal hvis Birck støttede den.

Withkredsens pression mod Christian var øget i løbet af marts. H.N. Andersen holdt igen, men fandt 27.3. at situationen var anderledes efter Ritzauerklæringerne. Mandag 29.3. da rigsdagen var hjemsendt på påskeferie kaldtes Zahle til Amalienborg hvor Christian opfordrede ham til at udskrive valg straks under henvisning til erklæringerne af 27.3. Zahle svarede at alene en afstemning i folketinget havde konstitutionel betydning. Regeringen ville udskrive valg når de ændringer af grundloven, som var fornødne for genforeningen, og en ny valglov var vedtaget. Christian spurgte så om ministeriet ville træde tilbage hvortil Zahle svarede at det kunne han ikke forsvare over for folketinget, og da han havde et iltert temperament og efterhånden var irriteret undslap der ham den bemærkning at det jo stod kongen frit for at afskedige ministeriet. Christian hvis temperament også kunne blive iltert svarede omgående at ministeriet var afskediget. Zahle advarede mod et sådant skridt under de urolige forhold, bl.a. en truende storlockout, men Christian fastholdt at hans beslutning var taget og at han havde alt i orden. Christian glemte i denne højspændte atmosfære at anmode Zahle om at fungere til nyt ministerium var udnævnt, og da kabinetssekretariatet nogle timer senere ringede og anmodede ministeriet om at fungere videre nægtede Zahle det da meddelelsen om ministeriets afskedigelse var kendt i offentligheden. Christian tilkaldte så Otto Liebe der fandt situationen kritisk og helt anderledes end han havde tænkt sig da han havde stillet sig til rådighed, men han indvilligede i at søge et forretningsministerium dannet. Meddelelsen om ministeriet Zahles afskedigelse vakte jubel i nationale kredse og voldsom harme hos andre. Politiken skrev på sin løbeseddel "dette i vor forfatningshistorie enestående kup" og Fr. Borgbjerg i Socialdemokraten: "Kongen begår statskup". En deputation med Th. Stauning som ordfører for De samvirkende fagforbunds og socialdemokratiets forretningsudvalg krævede af Christian at ministeriet Zahle genindsattes, forfatningen respekteredes og rigsdagen indkaldtes. Var kravene ikke imødekommet næste dag, kunne der blive tale om generalstrejke.

Christian stod alene over for deputationen uden at være dækket af en ansvarlig statsminister, da Liebe endnu ikke havde sit ministerium færdigt. Han kom til stede da deputationen var gået og tilrådede at afvise Staunings krav, medens kabinetssekretær A. Krieger tilrådede at gå ind på dem da Christian ellers risikerede at blive stødt fra tronen. Christian fulgte Liebes råd. 30.3. udsendte socialdemokratiet valgmanifest med krav om republik, og 31.3. varslede De samv. fagforbund strejke fra 3. påskedag 6.4. Blandt Christians rådgivere ville H.N. Andersen nu søge forlig, mens Liebe tilrådede Christian et afvisende svar til Kbh.s borgerrepræsentation der i optog til Amalienborg 3.4. opfordrede Christian til at søge forlig. Mens der demonstreredes på slotspladsen mod Christian og Liebe, afvistes opfordringen i udfordrende vendinger af Liebe. To medlemmer af deputationen, Elna Munch og Jesper Simonsen blev tilbage på slottet og rådede indtrængende Christian til at kalde partiformændene til en drøftelse.

Usikker i sin bedømmelse af politiske fænomener som Christian var, og labil af væsen voksede i disse timer hans uro og nervøsitet. Uden Liebes vidende kaldte han partiformændene til sig kl. 21 og tilsagde sin ubetingede bistand til hvad de kunne blive enige om. Nogen tid senere tilkaldtes Liebe, og i de følgende timer forhandlede Christian dels med partiformændene på 1. sal på Amalienborg, dels med ministeriet Liebe i stueetagen. Ud på natten besluttede Christian at lade ministeriet Liebe falde og spurgte partirepræsentanterne om de alle ville samarbejde med et ministerium der skulle indkalde rigsdagen, genoptage valglovsforhandlingerne og derefter afholde valg. Svaret var ja. Dermed var krisen afsluttet påskemorgen kl. 4. Overformynder M.P. Friis dannede forretningsministerium. Storlockout og storstrejke blev afblæst. 26.4. afholdtes valg, der gav de radikale et sviende nederlag, og N. Neergaard dannede ministerium. Derefter var parlamentariske tilstande atter tilvejebragt, men megen bitterhed sad endnu tilbage.

Traktaten der overdrog Nordslesvig til Danmark blev underskrevet af Christian 9.7.1920 og dagen efter red han ved Taps over den slettede grænse ind i Sønderjylland, hilst af en jublende befolkning. Dagen efter holdtes en stor genforeningsfest på Dybbøl hvor ingen dansk konge havde været siden Christians bedstefar besøgte de danske soldater under den preussiske belejring 1864. Danske konger havde gennem århundreder set deres rige blive formindsket i krige. Christian kunne nu genforene et gammelt dansk område med kongeriget. Det skete efter befolkningens egen afgørelse i den demokratiske stil man regnede med skulle blive det 20. århundredes. Christian der var født samme år som Bismarck grundlagde det tyske kejserrige, havde levet 48 år under det tryk der udgik fra dette magtcenter. Nu var der kommet en tysk demokratisk republik, men bare 15 år senere opstod et nyt aggressivt Tyskland under nazismen. Da svejsedes konge og folk imidlertid sammen i et fællesskab der stillede Christian helt anderledes end i hans første regeringsår. Hertil bidrog både den måde hvorpå han efter 1920 forvaltede sine konstitutionelle opgaver og de mange rejser han og dronningen om bord på kongeskibet Dannebrog foretog hver sommer til landets forskellige egne og hans og dronningens sommerophold på Marselisborg slot og på Klitgården ved Skagen. Christian kunne nu også langt friere end under krigen dyrke sin yndede sejlsport i hjemlige farvande og på Middelhavet under ferieophold i Cannes, hvor han vandt flere kapsejladser med sin båd Rita. Ved hans 25 års regeringsjubilæum 1937 var al misstemning fra 1920 forsvundet.

Christian og dronningen aflagde flere gange Færøerne og Island besøg. Forholdet til Island var ændret væsentligt i hans regeringstid. 1915 fik Island en ny demokratisk forfatning, og 1918 ophævedes det gamle statsforhold mellem Danmark og Island. Den nye forbundslov bestemte at de to lande kun havde konge og udenrigspolitik fælles og føjede til Christians titel: konge af Island. Det var i den egenskab han første gang besøgte Island 1921. Selv om besøget medførte store festligheder i Island blev forholdet mellem Christian og islændingene aldrig rigtig hjertevarmt. Fristatstiden i middelalderen var islændingenes ideal og stemte ikke overens med Christians dynastiske opfattelse. Det var heller ingen overraskelse at islændingene ved udløbet af forbundslovens gyldighedstid 1943 ønskede fuld uafhængighed, men det smertede Christian dybt at opsigelsen af personalunionen skete under besættelsen. Han havde gerne set at Island havde ventet til efter krigen så der kunne være ført forhandlinger. Nu foregik det hele telegrafisk, men da islændingene ved folkeafstemning havde vedtaget republikken sendte Christian telegram med de bedste ønsker for den islandske nations fremtid.

I de 27 år Christian regerede efter 1920 skiftede det danske samfund karakter politisk, økonomisk, socialt og kulturelt og blev meget forskelligt fra det af standsforskelle, klasseforskelle og privilegier prægede Danmark som Christian var opvokset i. Th. Stauning var statsminister i mere end halvdelen af perioden, og selv om Christian og han havde stået stejlt over for hinanden 1920 bestod der et godt forhold mellem dem. Statsministeren var nærværende da Christian sommeren 1933 modtog en deputation fra det af Landbrugernes sammenslutning arrangerede bondetog til Amalienborg. Christian påhørte deputationens klager og krav, men henviste til at regering og rigsdag alene havde besluttende myndighed. Denne holdning hos Christian blev især af betydning under besættelsen.

Ved det tyske angreb 9. april 1940 var Christian enig med regeringen om at fortsat kamp mod den overvældende styrke var håbløs, og da han var forvisset om at der i forhold til udlandet intet var at vinde ved at lade hæren kæmpe endnu en tid tiltrådte han ordren om at indstille kampen. General V. Priors forslag om at Christian skulle tage med til Hoveltelejren og udkæmpe en kamp sammen med tropperne dér afviste Christian og erklærede at hans plads var hvor regeringen var. Da han havde truffet den beslutning fulgte han hovedlinjen i regeringens politik til der ikke var nogen regering længere. Senere på dagen 9. april udsendte han et budskab til det danske folk om at udvise rolig og værdig optræden, og det virkede stærkt at han fortsatte med at ride sin sædvanlige tur gennem byen.

I de følgende måneder var Christian udsat for påvirkning fra kredse som var modtagelige for den nazistiske propaganda mod "politikerne". Han ignorerede nazisterne og Landbrugernes sammenslutning der ville afskaffe parlamentarismen, men var derimod da samlingsregeringen skulle omdannes i juli ikke utilbøjelig til at efterkomme ønsker i nogle konservative kredse om optagelse af ikke-politikere i regeringen. Stauning var heller ikke egentlig uenig, men i regeringen var der modstand, og den ministerliste han gik til Christian med 5.7.40 indeholdt kun politikere. Christian forlangte imidlertid ikke-politikere med og nævnte Erik Scavenius som udenrigsminister. Da P. Munch erfarede Christians holdning gennem Stauning sagde han at hans person ikke skulle stå i vejen, og på den endelige ministerliste fandtes foruden Scavenius som udenrigsminister direktør Gunnar Larsen som trafikminister og dommer Harald Petersen som justitsminister. At det var et fejlgreb med ikke-politikere i regeringen blev man snart klar over. Også Christian erkendte det. De havde ikke den føling med hvad der rørte sig i befolkningen som politikerne havde.

Christian hvis taler til folket kunne virke formelle ramte noget helt centralt da han på sin 70 års dag 26.9.1940 over for de mange der var mødt på Amalienborg slotsplads for at råbe til lykke citerede Brorsons: Trange tider langsomt skrider. Fødselsdagen blev landet over en national festdag med Christian som samlende symbol, en demonstration mod besættelsesmagten som den ikke kunne skride ind overfor.

Der var imidlertid stadig nogle der ønskede et parlamentarisk ministerium afskaffet. En kreds omkring ingeniør Knud Højgaard havde planer om et ministerium dannet af personer uden for rigsdagen og søgte foretræde for Christian. Man svarede at det kunne ske i nærværelse af statsministeren. Så betakkede kredsen sig, men et af dens medlemmer tidl. ambassadør Niels Høst benyttede sig af sin ret som ambassadør til at gå direkte til kongen med planerne. Christian afviste dem og tilføjede at han ville underrette statsministeren om henvendelsen. 16.11.1940 kunne Stauning da i folketinget fremsætte følgende klare udtalelse: "Hele regeringen står på parlamentarisk grund. Rigsdagen kan ikke holdes ude fra deltagelse i dannelse af ministerium, og der er ingen i den samlede regering - heller ikke kongen - som nærer noget ønske om at handle uden om rigsdagen." Konge, regering og rigsdag udgjorde én front.

På sin fødselsdag 1942 fik Christian et lykønskningstelegram fra Hitler og svarede: Min bedste tak, Christian Rex! Så fulgte telegramkrisen 29.9.-8.11. Hitler blev rasende, hjemkaldte sin ambassadør i Kbh., beordrede den danske ambassadør i Berlin hjem og lod sin udenrigsminister meddele den danske udenrigsminister at en konge af Danmark måtte være klar over at et telegram fra den tyske Fører var en meget stor ære, og at kongens svartelegram var en fornærmelse mod Føreren og hele det stortyske riges folk. Føreren ville finde udveje til at sådanne episoder kunne undgås i fremtiden. Hele oktober måned forløb uden antydninger af hvad Føreren ville.

19.10. styrtede Christian med sin hest på Esplanaden i Kbh. Tilsyneladende var uheldet ikke alvorligt, men et sår på kongens fod ville ikke læges, og Christian genvandt ikke sin fulde førlighed. 7.11. stod det endelig klart hvad regeringen i Berlin ville: en omdannelse af regeringen med Scavenius som statsminister og flere upolitiske ministre. De tyske krav sprængte midlertidigt samarbejdet mellem partierne. Et nej kunne føre til at forfatningen sattes ud af kraft og monarkiet suspenderedes, og efter samtaler med statsminister Vilh. Buhl greb kongemagten ind gennem kronprins Frederik der under Christians sygdom var hans stedfortræder. 7.11.1942 kl. 23, en time før det tyske ultimatum udløb, samledes partiformændene på Amalienborg. Kronprins Frederik understregede at han under ingen omstændigheder ville gå med til at udnævne en regering som ikke havde rigsdagen bag sig. Et brud med besættelsesmagten ville betyde uoverskuelige ulykker som man så længe som muligt måtte forskåne folket for. Med denne henstilling fra kongemagten var sagen afgjort, og Scavenius dannede regering. I kronprinsens ord lå begrundelsen for den forhandlingspolitik der var ført hidtil. Den holdt indtil 29.8.1943 da skærpede tyske krav, bl.a. om dødsstraf, og den stigende modstand i befolkningen af regering, rigsdag og konge fik et enstemmigt nej. Før det afgørende statsrådsmøde hvor beslutningen skulle bekræftes modtog Christian partiernes formænd og takkede dem fordi de stod samlet. Han tilføjede: "Jeg tror det er af den største betydning indadtil og udadtil at vi er enige og står samlet over for det der kommer." Udtalelsen indeholdt kernen i hans politik under besættelsen og røbede også hans stadige kredsen om eftertidens dom. Han nægtede at modtage regeringen Scavenius' demission så landet formelt vedblev at have en regering, men administrationen overgik til departementscheferne.

Tyske tropper omringede natten til 29.8. Sorgenfri slot og afvæbnede garderne. Christian var en tid at betragte som fange på Sorgenfri, men flyttede senere ind på Amalienborg og fik efter hærens opløsning politi som vagter. Ved aktionen mod politiet angreb tyske tropper Amalienborg, men efter nogen kamp kom der kontraordre fra tyskerne, og Christian beholdt sin vagt. Christian blev af Vilh. Buhl orienteret om forhandlingerne mellem politikere og modstandsbevægelse om dannelse af en regering. 2.5.1945 overdrog han Buhl at danne denne regering, og 5.5. kunne regeringen Scavenius afskediges og befrielsesregeringen træde til.

Samme dag kl. 12 talte Christian i radio. Alle kunne høre at det var en ældet mand, og det sås også da han i lænestol kørtes ind i fællessalen på Christiansborg for at åbne rigsdagen 9.5., men han forløste tanker og følelser da han citerede Grundtvigs: "Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår!" og efter sin tale kaldte de allieredes repræsentanter op til sig, trykkede deres hænder og sagde: "I thank you very much for all you have done for us." Overvældende jubel og begejstring slog sammen om Christian i de følgende uger, og da han døde 20.4.1947 var der landesorg, langt mere ægte og dybfølt end den traditionelle landesorg ved en konges død.

Familie

Christian 10. blev født på Charlottenlund slot (Slotsk.), døde på Amalienborg og er begravet i Roskilde domkirke. Forældre: senere Frederik 8. (1843-1912) og Louise (1851-1926). Gift 26.4.1898 i Cannes med Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin, født 24.12.1879 i Schwerin, død 28.12.1952 på Skt. Lukasstiftelsen i Hellerup, d. af storhertug af Mecklenburg-Schwerin Paul Nicolaus Ernst Heinrich Friedrich Franz 3. (1851-97) og Anastasia Mikhailovna (1860-1922). Far til Frederik 9. og Knud (1900-76). Bror til Haakon 7.

Ikonografi

Litografi og stik som spæd. Træsnit 1874. Tegn. af H. Olrik 1875-76 (Fr.borg), mal. af samme 1876. Afbildet på tegn. af K. Gamborg, 1878 (Fr.borg). Træsnit (barnebill.) af H. P. Hansen bl.a. 1881. Afbildet på L. Tuxens familiebill. fra Fredensborg 1883-86 (Chr.borg) og fra Carlsberg, 1893 (Carlsberg mus.). Træsnit af C. Pauli bl.a. 1886 og 1887. Stik af A. og Th. Weger, 1891. Træsnit af B. Hansen, af A. Bork og af M. Honemann. Tegn. af Otto Bache, 1894 (Fr.borg), forarbejde og mal. til hest af samme 1894 (begge Amalienborg), kopi af Friis Nybo. Mal. af M. Ancher, 1895 (Skagens mus.). Afbildet på mal. af L. Tuxen, 1897 (slottet i Oslo). Tegn. af Leonardsen, 1899. Afbildet på mal. af F. Henningsen, 1899 (Amalienborg). Træsnit af A. Bork ca. 1900 efter foto (Amalienborg). Afbildet på Tuxens billeder af de fire generationer 1901-02 (Chr.borg, Fr.borg). Karikatur af Alfred Schmidt, 1902. Afbildet på Paul Fischers mal. af stortingsdeputationen 1905 (Varde mus., slottet i Oslo, Fr.borg). Rytterstatuette af C. J. Bonnesen ca. 1908. Afbildet på mal. af R. Christiansen, 1912 og på mal. af E. Henningsen, 1913 og af samme 1914. Afbildet på frimærke 1913 efter foto. Mal. af N. V. Dorph, 1913 (skydeselskabet, Kbh.) og 1915 (Den danske Bank). Frimurermedalje 1914. Tegn. af Johannes Kragh, 1915 (Fr.borg). Afbildet på tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1915 (sst.). Relief af S. Lindahl udst. 1916. Flere tegn. af Alfred Schmidt 1916-22 (Fr.borg). Buste af Sigfred Wagner, 1917 (Den kgl. Porcelainsfabrik). Afbildet på mal. af K. Hansen Reistrup, 1917. Mal. af Fr. Lange, 1917 (Sorgenfri slot). Buste af Rasmus Andersen, 1918 (DFDS). Statuette af C. Wegener, 1919. Forarbejde og mal. af L. Tuxen, 1919 (Sønderborg slot, livgarden). Mal. af Knud Larsen, 1919. Afbildet på kommunepengeseddel i Slesvig, 1920 (Gramby). Medaljer 1920 af G. Jensen og Utzon Frank. Afbildet på mal. fra ridtet over grænsen 1920 af H. Dohm 1920 og 1921 (Chr.borg, Amalienborg), af Johs. Kragh, af Stefan Viggo Pedersen og af Roger Fergus Scavenius (alle Fr.borg) samt på flere af H. Nik. Hansen (Marselisborg, Fr.borg). Afbildet på mal. af Tuxen fra Island og Grønland, 1921 (Fr.borg). Tegn. af Jensenius 1921 og 1922 (Fr.borg). Buste af R. Andersen, 1923 (Nordborg). Radering af Harald Ellyton, 1923. Tegn. til frimærke 1924 af Axel P. Jensen. Mal. af E. Saltoft, 1924 (Kgl. da. yachtklub). Mal. af Luplau Janssen, 1925 og radering af samme. Tegn. af Henry Cumming, 1925 (Fr.borg). Buste af Carl Martin-Hansen, 1927 (Fr.borg). Stik af Liv Enna, 1928. Afbildet på mal. af kong Haakon VII's modtagelse af Poul Holm 1928. Et par forarbejder og mal. af H. Vedel, 1929 (alle Fr.borg). Frimærke graveret af J. Britze, 1930, efter foto. Tegn. af C. Neumann, 1931. Mal. af Hans Henningsen, 1932 (Chr.borg). Medaljer af H. Salomon 1933 og 1937. Mal. af O. Matthiesen 1933 og 1937 (Søofficersforeningen). Min. af Fanny Falkner, 1937. Mal. af Harald Slott-Møller, 1937 (Flensborghus). Afbildet på mal. af fakkeltog, 1937 af Chr. Bogø 1938. Tegn. til frimærke 1937 af Aksel Jørgensen og 1938 af Har. Moltke, begge graveret af J. Britze. Mal. af Gunnlaiigur Blondal udst. 1940 (Island). Buste af Theodor Madsen, 1940. Relief af Axel Poulsen, 1940. Statuette af Axel Locher, 1940. Tegn. af Otto Christensen, 1941 (Klitgården, Skagen), 1945 og senere. Mal. af Alfred V. Jensen, ca. 1941, bl.a. i helfigur (Sønderborg rådhus) og rytterbilleder (da. ambassade i London, Århus rådhus, Officersforeningen i Kbh.). Afbildet på julemærke 1941. Min. af Fanny Falkner, udst. 1942. Frimærke 1942 af J. Britze. Forarbejder af V. Kvedéris 1939-42 til rytterstatue, statuette 1946, statue 1951, 1952 (Nakskov). Relieffer af H. Quistgaard og H. Salomon udst. 1943. Tegn. af Doris Rejersen, 1943. Tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1945. Medaljer af H. Salomon, 1945. Afbildet på frimærke 1945, ligeledes efter tegn. af Viggo Bang, graveret af Sv. Ewert, 1945. Buste af G. Hammerich, 1946. Relief af H. Quistgaard udst. 1947. Mal. af Johs. Glob, 1949 (Jagt- og skovbrugsmus.). Monumentforslag af Johan Galster udst. 1950. Rytterstatue af Utzon Frank, 1954 (Skt. Annæ plads, Kbh.). Rytterstatue af Helen Schou, 1955 (Århus). Buster af Svend Jespersen, 1955 (Middelfart) og 1956 (Thisted). Afbildet på udkast til mal. af Aksel Jørgensen, 1955 (Fr.borg). Af andre fremstillinger kan nævnes en buste i Cannes, medaljer af S. Lindahl, mal. af H. C. Barenholdt (Horsens statsskole), af J. V. de Rehling Quistgaard, af H. N. Sy rak Hansen, tegn. af Frederik Sø, af V. Hancke, T. Jespersen, træsnit af B. Hansen, linoleumssnit af K. J. Almquist, litografi af Martin Thomsen, karikaturer af Anton Hansen, L. Poulsen, Viggo Afzelius m.fl. Foto. Medalje af Andreas Hansen, 1912. Afbildet s.m. dronningen på mal. af A. Tørsleff, 1923, og på kalkmal. af genforeningen 1920 malet af Herman Andersen 1923-24 (Østrigsgades skole, Kbh.). Mal. af P. H. Wilhardt (altinget, Island). Buste af Anton Laier.

Bibliografi

Johanne v. Kohl: Kong Chr. X, 1914. Edv. Brandes i Sydsvenska dagbl. 21.9.1930. Th. Thaulow: Kong Chr. X og det da. folk 1912-37, 1937. E. Mentze og P. Stavnstrup: Vor konge, 1940 (2. udg. 1943). Th. Thaulow: Konge og folk gennem brændingen 1937-45, 1945. Nekrologer i dagbladene 20. og 21.4.1947. Erik Rasmussen: Statslånskrisen 1919, 1957. Roar Skovmand i Kristeligt dagblad 17. og 19.12.1966. Tage Kaarsted: Påskekrisen 1920, 1968; samme: Flåden under 1. verdenskrig, 1976. Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt I-II, 1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig