Christian 7.

Christian 7., 29.1.1749-13.3.1808, konge. Christian fik som hofmester Ditlev Reventlow, en mand af utvivlsom hæderlighed men med en håndfast og pedantisk opfattelse af opdragerens gerning der indgav prinsen mere skræk end lyst til at tage ved lære. Hans første informator Georg Nielsen var ikke i stand til at præge sin elev ud over det overfladiske, men som 11-årig fik han som lærer i fransk en person hvis intention var at opdrage Christian til en oplyst, human og rettænkende regent. Schweizeren E. Reverdil var blevet tilkaldt af J.H.E. Bernstorff der sammen med A.G. Moltke ønskede at den vordende konge skulle få den bedst tænkelige "europæiske" opdragelse. Det er Reverdils posthumt udgivne erindringer der, sammen med J.F. Struensees rapport fra fængslet, giver det bedste bidrag til forståelse af Christians psyke og udvikling. Selv om der hos Reverdil i høj grad er tale om efterrationalisering er der ikke grund til at betvivle korrektheden af hans iagttagelser. Hans bestræbelser som lærer gik især ud på at interessere sin elev for bondestandens frigørelse, men han mærkede snart at Christians tanker hyppigt forlod emnet, og at hans spørgsmål angik helt andre, og personlige anliggender.

Det er nu påvist at Christian led af skizofreni, personlighedsspaltning, en sindslidelse der ofte bryder frem omkring puberteten. Selv om de stærkt rosende beskrivelser af Christians intelligens man har fra denne tid for det meste er konventionel smiger findes der også vidnesbyrd om at han var velbegavet, hurtig i opfattelsen, med et klart blik for omgivelsernes adfærd. En rap replik som han gerne benyttede sårende, og et ikke ringe efterlignelsestalent som han brugte til at gøre nar ad alle der var over ham, vakte hofsnogenes begejstring og rådgivernes bekymring. Samstemmende berettes om Christian som levende i en uvirkelighedstilstand - en tid anså han sig for et forbyttet barn - en tilstand han kæmpede for at komme ud, af ved at udsætte sig for voldsomme påvirkninger, fysiske som psykiske, i forventning om at denne skinverden ville falde bort og virkeligheden, hans rigtige identitet, komme til syne. I sin forvirring og uselvstændighed knyttede han sig altid til en anden person, mere i underkastelse end hengivenhed. På en gang selvcentreret og afhængig var han helt ligegyldig over for lidelser påført andre, men selv levede han i en konstant frygt for overlast og snigmord.

Selv om man i hofkredsen i Frederik Vs sidste år var vant til at bære over med, og til at dække over perversioner gav kronprinsens interesse for det seksuelle anledning til bekymring, og flere personer af hans hofstab måtte sendes bort da de mentes at appellere til usunde tilbøjeligheder hos ham. Struensee fortæller at "kongens sundhed var svækket ved den ulykkelige vane som han ikke kunne aflægge". Men samtidig var Christian dog længe i stand til også at føre sig med værdighed og reagere korrekt, således at man havde lov at anse prinsens særheder for en art ungdommelig galskab der ville fortage sig. Selv hævdede han ved faderens død 1766 at han ville "rase" et år, og ministrene fremskyndede hans ægteskab i håb om at dette ville dæmpe hans uro. Der er dog grund til at tvivle på at det modsatte køn har øvet nogen erotisk tiltrækning på ham. Det første år efter tronbestigelsen forløb i et orgie af hoffester, bl.a. hans eget og søstrene Louise og Sophie Magdalenes bryllup, maskeballer og teaterforestillinger med kongen som ivrig aktør. Nogen varig interesse for regeringens sager kunne han ikke fremvise.

Afgørende for vurderingen af Christians rolle i de første seks år af hans regering, den eneste periode hvor han har haft mulighed for at medvirke aktivt, er om han overhovedet har været i stand til at træffe en beslutning selv. Man har, traditionelt, været tilbøjelig til at opfatte ham som ophavsmand til de mange afskedigelser i hof- og regeringskredsen idet man kan konstatere en vis skadefro tilfredshed hos ham ved sådanne lejligheder. Der er dog næppe dækning i kilderne for en sådan opfattelse. Reverdils ord om at man altid hos Christian kunne mærke hvem han sidst havde talt med er her væsentlige. Christian har næppe nogensinde været andet end en kommenterende tilskuer, kun ansvarlig i den forstand at enhver beslutning skulle bære hans underskrift. Derfor blev det afgørende hvem der var ham nær og formåede at indgyde ham tillid. Og derfor blev de første år præget af hofkabaler og intriger hvor både uansvarlige favoritter og ansvarlige ministre måtte kappes om, i gensidig misundelse, at spænde ben for hinanden. Straks efter Frederik Vs død kom stærke brydninger mellem personer og magtgrupper til udløsning. Det gjaldt især en række væsentlige problemer af både social, økonomisk og politisk karakter, men samlet omkring den reform af hærvæsenet der siden 1762 havde været igang under ledelse af den franske generalfeltmarskal C.L. de Saint-Germain. Intet heraf havde kongens interesse, og han var ude af stand til at vurdere sagernes konsekvens. Når han allerede januar 1766 afskedigede Saint-Germain ("Han har gjort springet") er det uvæsentligt at fremstille det skete som et eksempel på den særlige fornøjelse kongen viste ved at gøre ondt, men handlingen afslører at det nu var lykkedes konseilets civile ministre med Bernstorff i spidsen at standse den igangværende reform der i sin konsekvente gennemførelse ville have medvirket til reformer i landbruget, og formentlig også til styre- og administrationsreformer af den art der senere gennemførtes af Struensee. En kort tid favoriserede Christian sin svoger Carl af Hessen og lod ham overtage ledelsen af Vort høje krigsråd der afløste Saint-Germains Generalkrigsdirektorium, men få måneder senere måtte også han forsvinde. Saint-Germain vendte tilbage marts 1767 for atter at afgå i november. Men igen er det indlysende at Christian kun medvirkede ved sin underskrift - og under pres fra personer han ikke turde trodse.

Kampen om indflydelse over kongens person fortsatte gennem 1767 og 1768. Efter at den russiske underhandler Caspar von Saldern var kommet til København og de vanskelige forhandlinger om mageskiftet vedrørende de gottorpske dele af Holsten var begyndt fulgte flere pludselige personskifter uden at der er grund til at se Christian som initiativtager hertil, og konseilet måtte nu dels modarbejde de bestræbelser der fra preussisk side (se Carl v. Görtz) blev gjort for at påvirke forhandlingerne i negativ retning, dels forsøge at afværge de skadelige følger af at Christian på dette tidspunkt turede byen rundt ved nattetid sammen med en tidligere prostitueret, kaldet Støvlet-Cathrine, og forøvede hærværk mod bordellerne og deres beboere. Da selskabet med forkærlighed søgte klammeri med vægterne og hindredei disse i at passe tjenesten synes der tilsidst at have hersket en oprørt stemning mod kongen. Mod hans vilje blev hans ledsagerske derefter med magt ført bort fra byen. Et udtryk for at man i regeringskredsen alligevel fortsat anså kongen for normal er det at von Saldern stærkt tilskyndede ham til en planlagt udenlandsrejse til de europæiske hovedstæder, bl.a. så langt som til Skt. Petersborg.

Rejsen indledtes i begyndelsen af juni 1768 og kom til at gå gennem Tyskland, Nederlandene, England og Frankrig. Struensee der deltog som rejselæge beretter i sin rapport at kongen undervejs søgte at overtale ham til at flygte bort med sig, "han ville være soldat for ikke at skylde nogen anden end sig selv sin lykke". Udadtil synes Christian at have spillet rollen som konge upåklageligt, de raserianfald der gik ud over logiernes inventar kunne holdes skjult for offentligheden. Men undervejs ændredes hans tilstand, han blev mere rastløs, havde svært ved at fatte interesse for hvad der foregik omkring ham, og efter Paris tiltrådtes hjemrejsen december 1768. Struensees rapport om kongens tilstand giver ikke blot et billede heraf, men viser også at rejselægen - selv om han ærbødigt beskriver tilstanden som "en særhed i hans sind og karakter" der bl.a. skyldes "en alt for levende fantasi" - behandlede kongen som en syg. At han var den første der tog Christians fantasier alvorligt var sikkert medvirkende til at kongen kom til at føle sig knyttet til ham. Mens hans favoritter hidtil havde været personer der kunne ophidse ham til, og selv føre an i ondskabsfulde løjer, indgød nu lægens rolige myndighed ham en art tryghed. Ved ankomsten til København januar 1769 fik Struensee derfor et mindre hofembede som kgl. forelæser, og da han det følgende år indledte et intimt forhold til dronningen betød det ikke noget skår i Christians agtelse for ham. Heller ikke da den almindelige mening, sandsynligvis med rette, udlagde Struensee som far til Caroline Mathildes datter Louise Augusta ændredes Christians holdning. Med kongens accept og sikkert til hans lettelse gennemførte Struensee det kabinetsstyre der afløste det aristokratisk ledede statsråd, konseilet. Efter 14.7.1771 var kongens underskrift på kabinetsordrerne ikke længere nødvendig, og fra nu af var Christian åbenlyst, om ikke officielt et redskab for andre. Reverdil der var blevet afskediget samtidig med Saint-Germain blev af Struensee tilbagekaldt og sat til at bevogte Christian der nu behøvede konstant tilsyn.

Christians respekt for Struensee holdt sig. På nogle håndtegninger har Christian noteret at han selv var uden skyld i hans død. Notatet er gjort flere år efter begivenheden og kan næppe vise andet end at kongens hukommelse stadig fastholdt navne og tildragelser. Afgørende er at han havde magten til at gribe ind men undlod at benytte den. Et yderligere vidnesbyrd om at han kun traf beslutninger på anden hånd. Efter Struensees fald fortsatte Christian sit uvirksomme liv, altid bevogtet, men nu udnyttet af enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik, og da disse blev trængt tilbage af kronprins Frederik (VI) 1784 var det nu denne der udøvede den reelle regeringsmagt. Da det herefter bestemtes at alle regeringsbeslutninger for fremtiden skulle paraferes af kronprinsen bortfaldt også frygten for lignende statskup og tilsynet slækkedes noget. Men da man fortsat opretholdt fiktionen af at han var regerende monark og som sådan midtpunkt i hoffets dagligliv forløb dette ikke uden hyppige groteske og pinlige scener, ikke mindst ved taflet. En tid synes dette at have irriteret kronprinsen så meget at han nu og da forløb sig over for faderen. Efter Christiansborgs brand 1794 flyttede kongefamilien til Amalienborg hvor Christian overtog den bolig som faderens af offentligheden forhadte "favorit" A.G. Moltke havde bygget til sig selv. En forbindelsesgang (kolonnaden) blev derefter opført mellem dette og Schacks palæ hvor kronprinsen flyttede ind. Endnu 1807 da kronprinsen havde hentet Christian til armeens hovedkvarter i Rendsborg omtaler han i et brev faderen som "dann und wann wühtend böse ...

Christian blev ramt af et slagtilfælde få dage efter at han fra et vindue havde set de spanske hjælpetroppers indmarch, der for ham tog sig ud som en fjendtlig invasion. Louise Stolberg skrev ved efterretningen om hans død: "Christian VII har egentlig aldrig levet, kun vegeteret sanseligt."