Dansk Biografisk Leksikon

Christian 4.

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Christian 4., 12.4.1577-28.2.1648, konge. Christians fødsel sikrede tronfølgen. Han døbtes 2.6.1577 i Vor Frue kirke i København. Umiddelbart herefter opholdt han sig to år hos bedsteforældrene i Mecklenburg. På herredagen i Odense 1580 udvalgtes han til tronfølger, og 1584 hyldedes han på landstingene i Danmark. Endelig fulgte 1591 den norske hylding i Oslo. I vistnok 1582 udnævntes lederen af Tyske kancelli Henrik Ramel til hans hofmester og 2.9.1583 udnævntes slotspræsten ved Frederiksborg, den tidligere rektor for Herlufsholm Hans Mikkelsen der var elev af den berømte tyske pædagog Johann Sturm, til prinsens tugtemester. I Hans Mikkelsens instruks angaves retningslinierne for Christians opdragelse der på et lutherskevangelisk grundlag skulle tilsigte en omhyggelig kundskabstilegnelse. Hovedfagene var latin og religion; af sprog lærte prinsen desuden fransk og italiensk. Tysk som han sikkert især har tilegnet sig ved omgangen med moderen og Henrik Ramel blev dog næst dansk det sprog han kom til at beherske bedst.

Christians bevarede stilebøger vidner om den vægt Hans Mikkelsen lagde på at udvikle prinsens evne til at udtrykke sig klart og naturligt på dansk. Også matematik, tegning og musik indgik i undervisningen. Hans senere så udprægede interesse for teknik og konstruktioner kan sikkert føres tilbage til denne undervisning, og det orlogsskib Frederik 2. i vinteren 1585-87 lod rigge til på Skanderborg sø er et vidnesbyrd om den betydning det tillagdes at udvikle Christians interesse for disse discipliner.

Ved Frederik 2.s død 4.4.1588 var Christian blot 11 år. Til at forestå landets styre under kongens mindreårighed indsattes et regeringsråd bestående af fire rigsråder. Christians opdragelse var nu et statsanliggende og blev hurtigt genstand for politisk strid. Inden for adelen var der utilfredshed med at den udvalgte konge havde en tysk hofmester. 1590 afskedigedes Henrik Ramel og afløstes af den skånske rigsråd, den senere rigsmarsk Hak Ulfstand der samtidig afløste Christoffer Valkendorf i regeringsrådet. Udover at skulle tilfredsstille nationale ønsker hos adelen må afskedigelsen af Henrik Ramel sikkert ses som udtryk for rådsflertallets ønske om at sikre sig størst mulig indsigt med Christians fortsatte opdragelse. Under disse omstændigheder brød den længe ulmende konflikt mellem enkedronning Sophie, der så sin i forvejen svindende indflydelse på Christian trængt yderligere tilbage, og rigsrådet ud i lys lue. Til denne konflikts baggrund hørte også enkedronningens ønske om gennem en yderligere opdeling af hertugdømmerne at tilgodese Christians yngre brødre.

Rigsrådet og hertugdømmernes statholder, Henrik Rantzau var dog fast besluttet på at hindre dette og udvirkede derfor en kejserlig myndighedserklæring således at Christian selv kunne overtage styret i hertugdømmerne sept. 1593. Kansleren Niels Kaas' død 1594 svækkede formynderregeringen. Selv om den forsøgte at forhale tidspunktet for Christians egen overtagelse af regeringen i kongeriget gjorde hans personlige indflydelse sig nu gældende. Christoffer Valkendorf genoptoges i regeringen og udnævntes juni 1596 til rigshofmester. Samtidig blev den kongen nærtstående Christian Friis til Borreby kansler og Henrik Ramel medlem af rigsrådet. Efter at Christian 17.8.1596 havde undertegnet en med faderens enslydende håndfæstning kronedes han endelig 29.8. s.å. i Vor Frue kirke i København.

Besættelsen af rigshofmester- og kanslerposten med stærke personligheder som Christoffer Valkendorf og Christian Friis markerede uden tvivl den unge konges ønske om en mere aktiv politik såvel udad- som indadtil. Hans egen overtagelse af regeringsmagten betød dog på ingen måde et brud med formynderregeringens generelle politiske linie, derimod nok at målene forfulgtes med større kraft. Således skærpedes den lenspolitiske linie formynderregeringen var slået ind på 1593. Gennem denne skærpede lenspolitik der kom til at afslutte den lensreform Christian 3. havde indledt lykkedes det at få det ordentlige budget til at balancere hvorved Christian i reglen kunne disponere forholdsvis frit over Øresundstolden og andre overordentlige indkomster hvilket gav ham mulighed for en meget betydelig kapitalophobning. Disse midler blev i de følgende år Christian et yderst vigtigt instrument i både den inden- og udenrigske politik og kom til at udgøre det reelle grundlag for hans uafhængige styre frem til 1625. Kongens og kronens velfunderede finansielle stilling betød at det umiddelbare behov for en forøgelse af de ordinære indkomster mindskedes hvilket fik til følge at det ikke i disse år kom til væsentlige modsætninger mellem Christian og rigsrådet over lenspolitikken. Men en anden følge var at et i realiteten allerede forældet finans-administrativt system blev opretholdt da de store ekstraordinære indkomster Christian år efter år kunne disponere over camouflerede dets svagheder. En bemærkelsesværdig udvikling begyndte 1604. På herredagen i København d.å. formåede rigsrådet Christian til at støtte det kriseramte storlandbrug i form af personlige lån til betrængte adelige. Dette gav kongen en politisk klemme på adelen og samtidig en dominerende stilling på det danske kapitalmarked. I virkeligheden var det en form for bankvirksomhed kongen slog ind på, og samtidig er der tale om det første egentlige økonomiske kriseindgreb i Danmarks historie.

Christians velfunderede finansielle stilling i 1600-tallets første årtier afspejles i hans udstrakte byggevirksomhed i disse år hvor Frederiksborg, Rosenborg og det forsvundne Ibstrup byggedes foruden at mange ældre kongelige slotte ombyggedes. Større omkostninger end dette prestigebyggeri krævede det udstrakte fæstningsbyggeri øst for Øresund hvor Christian udbyggede det fæstningssystem langs grænsen til Sverige Christian 3. og Frederik 2. havde skitseret. Mens Christians forsvarspolitiske foranstaltninger var koncentreret om grænsen til Sverige der i disse år var den væsentligste militære trussel mod hans riger var hans udenrigspolitiske aktivitet i lige så høj grad rettet mod Nordtyskland hvor midlerne i "kongens eget kammer" flittigt anvendtes til at fremme hans planer. Gennem ofte meget betydelige lån til betrængte nordtyske fyrster søgte Christian at binde disse til sig hvorved grundlaget skabtes for den indblanding i det tyske riges indre forhold som hans stiftspolitik og senere militære indgriben i trediveårskrigen var udtryk for.

Udenrigspolitikken var det område på hvilket Christian tidligst kom i konflikt med rigsrådet. Den ofte meget udfordrende svenske politik i Østersøen og navnlig på Nordkalotten ønskede Christian at imødegå ved en væbnet konflikt der skulle styrke Danmarks fortrinsstilling i Norden. Når rigsrådet længe søgte at blokere Christians planer skyldtes det foruden en anden sikkerhedspolitisk vurdering at et væbnet opgør med Sverige meget vel kunne tænkes at eliminere de rettigheder i forholdet til dette rige rigsrådet ved oprettelsen af den særlige grænsemødeinstitution havde erhvervet ved Stettinfreden 1570. Bistået af svenske provokationer lykkedes det Christian at gennemtvinge krigen 1611.

Trods kongens personlige tapperhed, omend han ikke afslørede overbevisende feltherreevner, var krigen ingen udelt succes for de danske våben, men den dokumenterede at de foregående års udbygning af grænsefæstningerne i forbindelse med maritim overlegenhed umuliggjorde et svensk militært gennembrud og viste at den militære balance mellem de to nordiske riger næppe lod sig ændre afgørende ved militære konfrontationer på den skandinaviske halvø. Danmarks fordele var dog de største, og ved freden i Knærød (Knäred) 1613 kom Sverige til at betale en betydelig krigsskadeerstatning. Herved konsolideredes Christians finansielle stilling trods krigsomkostningerne yderligere. Vigtigst i fredsaftalen var det formentlig at Sverige opgav alle krav på det norske Nordland og Finnmarken. Trods det i mange henseender negative slutfacit af Christians regering må det sikkert regnes ham til fortjeneste at disse områder i dag er norske.

Årene mellem freden i Knærød og interventionen i Tyskland 1625 prægedes af Christians forsøg på at styrke staten politisk og finansielt og dermed den ressourcemæssige baggrund for den ambitiøse ydrepolitik. Et væsentligt led heri var den merkantilistiske erhvervspolitik. Selv om det var kongens politiske bestræbelser der lå bag støttedes den af rigsrådet omend dette ønskede et roligere tempo. For rådet var et vægtigt motiv sikkert at den ophjælpning af borgerskabet der var en forudsætning for de merkantilistiske bestræbelser ville øge dettes betydning som skatteobjekt og dermed evt. reducere behovet for de såkaldt "godvillige" adelskontributioner. En vigtig rådgiver angående den praktiske udformning af erhvervspolitikken var indtil sin død 1619 Jonas Charisius.

Når væsentlige led i de merkantilistiske bestræbelser, især manufaktur- og kompagnipolitikken, mislykkedes var en hovedårsag, ved siden af 1620'ernes internationale krise, uden tvivl de forskellige foretagenders afhængighed af den af Christian selv indskudte kapital. På denne baggrund er det forståeligt at kronens finansielle svækkelse som følge af kejserkrigen måtte vanskeliggøre manufaktur- og kompagnipolitikken, omend denne i princippet fastholdtes i 1630'erne hvor dens praktiske gennemførelse hæmmedes af de stærkt stigende toldafgifter og skatter der var en følge af finansnøden. Men selv om disse sider af den merkantilistiske politik mislykkedes havde den skabt snævre forbindelser mellem hovedstadens købmandspatriciat og kronen. Disse relationer bevirkede en koncentration af handelskapitalen i København hvorved grundlaget for hovedstadens siden så dominerende position i dansk erhvervspolitik skabtes.

I sammenhæng med den merkantilistiske erhvervspolitik skal den regulering af købstadbestanden gennem nyanlæg og nedlæggelser der fandt sted i disse år ses. Blandt nyanlæggene er der særlig grund til at fremhæve Kristianstad, Christianshavn, Christiania og Glückstadt, alle eksempler på den kombination af militære og merkantile hensyn der karakteriserer så mange af Christians foretagender fra disse år. Det mest ambitiøse projekt var Gluckstadt der udbyggedes til en af monarkiets stærkeste fæstninger, og som gennem sin placering ved Elben neden for Hamburg tydeligvis var tænkt som en konkurrent til denne bys position som økonomisk og merkantilt centrum for Nordtyskland og Nordeuropa. Anlægget af Glückstadt var et vigtigt led i Christians bestræbelser på at kontrollere det nordvestlige Tyskland, særlig områderne mellem Elbens og Wesers nedre løb hvilket ville give ham en dominerende position inden for den nedersachsiske kreds. Andre vigtige elementer i denne politik var hans stiftspolitik og de pengeudlån med hvilke han søgte at binde nordtyske fyrster til sig politisk. Selv om andre hensyn afgjort gjorde sig gældende - således styredes stiftspolitikken i høj grad af dynastiske aspirationer - var afgørende forudsætninger for Christians ekspansive planer i Nordtyskland knyttet til den traditionelle dansk-svenske modsætning. Kalmarkrigen havde klart demonstreret at det næppe var muligt gennem konfrontationer på den skandinaviske halvø at forrykke balancen mellem de to nordiske stater afgørende. Ved ekspansion i henholdsvis Nordvesttyskland og Balticum forsøgte derfor både Danmark og Sverige at forbedre de materielle og strategiske positioner over for modparten. Forholdet kompliceredes imidlertid af den katolske restaurationspolitik efter 1620 og den hermed forbundne trussel mod begge riger. Det er på denne baggrund de to staters ekspansionsiver og den stadige vekslen mellem kriser og forlig der karakteriserer forholdet imellem dem i disse år skal ses.

Christians tyske politik tilskrives traditionelt hans egne dynastiske og politiske ambitioner og er - vel navnlig på baggrund af det endelige nederlag - blevet betragtet som i grunden stridende mod det dansk-norske monarkis egentlige interesser. Derfor er dommen over hans militære intervention i Tyskland 1625 blevet overordentlig hård. Man har nok i denne henseende været tilbøjelig til at overse sammenhængen mellem forholdet til Sverige og den tyske politik, og at interventionen udover at skulle bremse den katolske restauration i nok så høj grad sigtede mod at afskære den svenske ekspansion langs Østersøens østlige og sydlige kyster. Selv om rigsrådet i den aktuelle situation rådede kongen til tilbageholdenhed må det erindres at rådet ikke anviste noget alternativ med henblik på hvad der var Danmark-Norges udenrigs og sikkerhedspolitiske dilemma: den dobbelte trussel fra Sverige og kejseren. Derimod havde rådet utvivlsomt ret når det pegede på det usikre grundlag Christian åbnede krigen på. Hverken militært eller diplomatisk var den tilstrækkeligt forberedt hvilket sikkert til en vis grad må tilskrives en manglende evne hos Christian til at overskue større politiske sammenhænge.

Trods de militære nederlag og besættelsen af Jylland slap Christian ved freden i Lübeck 1629 uden landafståelser. Men krigen havde medført et alvorligt militært og politisk prestigetab for Christian, og det var blevet demonstreret hvor vanskeligt det i virkeligheden var at forsvare den jyske halvø. Den svenske fremgang i Tyskland først i 1630'erne forværrede yderligere den sikkerhedspolitiske situation. Under disse omstændigheder var det nødvendigt hvad Christian og rigsrådet i princippet var enige om, at opbygge et militært forsvar af større dimensioner end vanligt i fredstid. Samtidig måtte det naturlige mål for Danmarks udenrigspolitik være at skabe politiske konstellationer der ville gøre det vanskeligt for Sverige at udnytte sine militære sejre politisk.

Christians bestræbelser i denne retning hæmmedes imidlertid af en svigtende evne til realistisk politisk vurdering, og lejlighedsvis hasarderede han væsentlige sikkerhedspolitiske interesser for kortsigtede politiske og økonomiske gevinster. Rådets på visse punkter berettigede kritik sad han overhørig, og til stadighed søgte han i udenrigspolitiske anliggender at skubbe rigsrådet i baggrunden til fordel for tysk-fødte rådgivere som Ditlev Reventlow og Frederik Günther. Afgørende indflydelse på Christians politiske kurs har disse dog næppe haft; snarest har de bekræftet ham i hans egne forestillinger. I væsentlige henseender var kongens stilling overfor rigsrådet dog svækket i forhold til tidligere. De store rustningsudgifter gjorde det umuligt for Christian at genoprette sin som følge af kejserkrigens omkostninger ødelagte finansielle magtstilling der havde været det virkelige grundlag for hans uafhængige styre frem til 1625. Tværtimod udnyttede rådet det stadigt stigende behov for ekstraordinære indkomster til at sætte de snævrest mulige grænser for Christians finansielle og derigennem hans politiske dispositionsfrihed. På sin side søgte Christian at bryde det sammenhold rådet altid gav udtryk for udadtil. Et udtryk herfor var hans mislykkede forsøg på 1631 at gennemtvinge at råderne for fremtiden i politisk vigtige spørgsmål skulle afgive særskilt votum i stedet for som hidtil kollektive betænkninger. Ved at sætte sine svigersønner ind i rigsrådet og lade dem overtage politisk og administrativt betydningsfulde poster søgte han at bibringe rådet et splittelseselement. Men selv om især Corfitz Ulfeldt indtil Torstenssonkrigen var kongen en støtte inden for rådet lykkedes det ikke ad denne vej at fremkalde væsentlige ændringer i rådets politiske linie.

Konflikten mellem Christian og rigsrådet skyldtes ikke alene divergenser over udenrigspolitikken og den skeptiske holdning til kongen som politisk leder, indflydelsesrige kredse inden for rådet siden kejserkrigen nærede. Til dens baggrund hører også at det reelt ikke var muligt inden for det eksisterende finansadministrative system at magte de finansielle krav rustningspolitikken skabte. Et afgørende moment i denne udvikling var oprettelsen af en hvervet hær 1637. Oprettelsen af denne var for så vidt en sejr for synspunkter der altid havde været Christians, men da det ikke var muligt at finansiere den på anden måde end gennem overordentlige landeskatter var han henvist til rigsrådets betingelser. Rigsrådet indvilligede i at båndlægge de overordentlige skatter til finansieringen af den hvervede hær. Men betingelsen var at rigsrådet selv forvaltede disse penge og dermed i realiteten fik kontrollen med den hvervede hær. Rigsrådet havde således på afgørende vis beskåret kongens finansielle og militære dispositionsfrihed. Dertil kom at Christian indtil 1637 havde kunnet anvende de bevilgede skatter til at betale de store leverandører og sine kreditorer på Kieler omslag, men efter oprettelsen af den hvervede hær stod han uden midler til at bestride disse uomgængelige udgifter. Da rigsrådet ikke anviste ham sådanne, men tværtimod blokerede en lensreform der dog kunne have givet ham en delvis kompensation herfor, var han henvist til udenrigspolitisk set meget problematiske forhøjelser af Øresundstolden og den norske trælasttold. De voldsomme forhøjelser i årene 1638-40 belastede da også i så høj grad forholdet til Nederlandene at de var en medvirkende årsag til tilnærmelsen mellem Generalstaterne og Sverige der isolerede Danmark i nordeuropæisk politik, og som muliggjorde Torstenssons overfald 1643. Set på denne baggrund risikerede Christian vitale sikkerhedspolitiske interesser for den økonomiske gevinst toldforhøjelserne gav, men en kritik af hans dispositioner må tage hensyn til den tvangssituation rigsrådet ved sine forholdsregler havde bragt ham i. Når rigsrådet blokerede kongens lensplaner og hindrede nødvendige reformer inden for finansforvaltningen må dette ses på baggrund af de garantier for det eksisterende politiske system rigsrådet og adelen havde i lensvæsenet. Under disse vilkår var en effektiv udnyttelse af rigets ressourcer naturligvis ikke mulig. Trods de voldsomme skatteudskrivninger og den ekstra økonomiske gevinst toldforhøjelserne gav blev resultatet en hastigt forværret finansnød. Fra o. 1640 greb Christian for at tilfredsstille de største statskreditorer til indvisninger i told- og lensindkomster hvorved statens finansielle grundlag mindskedes.

Som følge af finansnøden havde Christian og rigsrådet 1638 bevæget adelen til en faktisk opgivelse af dens skattefrihed, men adelen havde betinget sig at pengene nedlagdes i provinsielle landekister under bestyrelse af adelige landkommissærer. Resultatet var en politisk og administrativ decentralisering, hvilket gjorde hensigtsmæssige dispositioner endnu vanskeligere. Samtidig udgik der fra landkommissærerne og adelens bevillingsmøder en omfattende kritik af både Christian og rigsrådets politiske dispositioner. Under disse omstændigheder var den strukturelle krise inden for forvaltningsapparatet i kraft af dens politiske og økonomiske konsekvenser ved at få karakter af en dybtgående samfundskrise.

På denne baggrund er det forståeligt at Torstenssonkrigen trods alle bestræbelser på at styrke det militære forsvar fik et for Danmark så ugunstigt forløb. Men ulykkerne gav Christian noget af hans gamle kraft og beslutsomhed igen. Det var i høj grad hans fortjeneste at man efter den første panik fik stabiliseret den militære situation og hindret Torstenssons overgang til Fyn. Hans heltemod i slaget på Kolberger Heide 1.7.1644 hører til højdepunkterne i Danmarks historie, og det var også i høj grad hans fortjeneste at det i første omgang lykkedes at manøvrere Gustaf Horn ud af Skåne. Når Christian alligevel nødtes til at afbryde det skånske felttog skyldtes det at den danske flåde ikke i længden kunne holde stand mod den forenede hollandsk-svenske flåde, og søslaget ved Fehmern 13.10.1644 afgjorde i realiteten krigen. Når krigens resultat blev den frygtelig hårde fred i Brömsebro der tilintetgjorde Danmarks stormagtsstilling i Nordeuropa var en hovedårsag at man, som 150 år senere under Napoleonskrigene, letsindigt havde udfordret tidens økonomisk og maritimt førende magt.

Således var Christians udenrigspolitik endt med nederlag, og også indadtil var hans position svækket. Dette viste sig klart da hans forsøg på atter at gennemtrumfe en lensreform 1647 brød sammen over for rigsrådets og adelens bestemte modstand. Efter den udvalgte prins Christians død sommeren 1647 var end ikke tronfølgen sikret. Således måtte selve kongemagtens fremtidige stilling ved Christians død februar 1648 synes usikker.

Det endelige resultat af Christians regering blev således i mange henseender negativt. Der er dog ingen tvivl om at ulykkerne til en vis grad skyldtes forhold hverken kongen eller hans rådgivere havde afgørende indflydelse på. Man kan dog pege på at rustningspolitikken i 1630'erne klart oversteg landets kræfter og i væsentlig grad forårsagede den finansnød der gennem sine politiske og økonomiske konsekvenser kastede landet ud i en dybtgående krise. Men det er et spørgsmål om der i betragtning af landets udsatte sikkerhedspolitiske stilling efter 1629 forelå noget alternativ. Det er blevet fremhævet at den finansielle krise forværredes af et forældet forvaltningsapparat, og at rigsrådet og adelen af politiske grunde bremsede hensigtsmæssige reformer. På den anden side tyder Christians egne finanspolitiske initiativer, navnlig hans gentagne forsøg i 30'erne og 40'erne på at gennemtrumfe en lensreform af traditionel karakter, afgjort på at han ikke havde gjort sig krisens strukturelle karakter klart.

Christian er blevet bebrejdet at han ikke tilstrækkelig klart indså de muligheder den stænderske udvikling fra slutningen af 1630'erne indebar for en mindskelse af hans afhængighed af rigsrådet. Heri har oftest ligget en antydning af at han ikke til fulde forstod kongemagtens fordele ved en alliance med borgerskabet mod rigsrådet og adelen. Men det er et spørgsmål om et stændersk alternativ til rigsrådsstyret i denne forstand overhovedet var realistisk i betragtning af rigets finansielle problemer. I al fald viser de bevarede regnskaber over stændernes kontributioner at adelens bidrag langt oversteg de øvrige stænders. Landets erhvervsstruktur var udpræget agrarisk og borgerskabet havde ikke økonomisk kapacitet til at udgøre et politisk alternativ til adelsvælden på dette tidspunkt. Men det er rigtigt, som man har fremhævet, at Christian som i vaner og livsanskuelse var et barn af det adelige kultursamfund, hang for stærkt ved dette til at blive en omvælter og borgerkonge.

Væsentligt lys over Christians virksomhed kaster de mere end 3000 breve og udkast der er bevaret fra hans hånd. De er skrevet i et naturligt mundret sprog der står i en ejendommelig modsætning til samtidens sproglige konveniens. De vidner om hans arbejdsomhed, beskæftigelse med alle statsstyreisens detaljer lige til de mindste, en udpræget praktisk sans og et robust lune. Men de viser også hans begrænsninger, navnlig hans hang til at hage sig fast i detaljer der var ligegyldige for helheden, en stærk stemningsbetonethed og mangel på takt over for andre. Stilens enkelhed er sjældent udtryk for nogen afklaret tankegang, og Christians største handicap som statsmand lå utvivlsomt i hans begrænsede intellektuelle ressourcer. Der er ingen tvivl om at han som følge af sin svigtende evne til realistisk politisk vurdering og til at overskue større sammenhænge ofte gjorde sig skyldig i fejldispositioner der forstærkede eller fremskyndede en i forvejen uheldig udvikling. Ved sin manglende psykologiske forståelse, tendens til at føle sig forurettet og rethaveriskhed vanskeliggjorde han næsten altid politiske forhandlinger hvad enten det var med rigsrådet eller med fremmede gesandter.

De uheldige følger heraf forstærkedes formentlig af at han i lange perioder synes at have manglet kvalificerede rådgivere. Som ung konge havde han støttet sig til kraftfulde personligheder som Christoffer Valkendorf og Christian Friis til Borreby, men senere synes et princip i hans udpegning af emner til ledige rådspladser og rigsembeder, for så vidt han overhovedet besatte disse poster, at have været at undgå alt for stærke personligheder, eller også udpegede han personer der på en eller anden måde stod i et særligt afhængighedsforhold til ham. Hans to sidste kanslere Christen Friis til Kragerup (1616-39) og Christian Thomesen Sehested (fra 1639) var eller udviklede sig til dygtige administratorer, men manglede personlig myndighed til at fastholde den autoritet kanslerne siden Johan Friis' dage havde haft over for både konge og råd. Det synes som at Christian fra Christian Friis' død 1616 eller måske Breide Rantzaus død 1618 manglede medarbejdere der uden på nogen måde at kompromittere hans kongelige værdighed formåede at sikre den konsekvente og realistiske politiske linie Christian selv havde vanskeligheder med at anlægge.

Men selv om meget gik skævt for Christian var der dog områder hvor hans regering skabte afgjorte fremskridt. Den lille og store reces fra henholdsvis 1615 og 1643 betød en delvis kodificering af ældre og nyere love og forordninger hvilket i høj grad lettede overblikket over gældende ret. I det hele taget forbedredes retsplejen og retssikkerheden i hans tid selv om mange af de væsentlige initiativer på dette område skyldtes kansleren Christen Friis til Kragerup. For dansk videnskab og lærdom var Christians regeringstid en blomstringsperiode omend han selv næppe havde nogen dybere forståelse og interesse i så henseende; den drøje lutherske ortodoksi synes rigeligt at have tilfredsstillet hans åndelige behov. De initiativer der toges for at forbedre forholdene for undervisning og lærdom (Sorø akademi, Regensen, universitetsreformen 1621) udgik da snarest fra humanistiske kredse inden for adelen og rigsrådet. En betydningsfuld indsats har Christian derimod ydet inden for dansk arkitektur med sine mange bygninger. Det er et uafklaret spørgsmål på hvilket niveau i deres planlæggelse han deltog, men initiativerne udgik fra ham, og han overvågede nidkært deres udførelse. Indretningen af de kongelige slotte befordrede utvivlsomt hans interesse for malerkunsten. Med henblik herpå foretoges betydelige kunstindkøb navnlig i Nederlandene, og flere betydelige kunstnere fik tilknytning til hans hof. For musik havde Christian stor interesse; bl.a. var den engelske komponist og musiker John Dowland i en periode knyttet til hans hof.

Efter sin tids målestok var Christian med sine 176 cm en velvoksen mand, og tilsyneladende har han haft en robust fysik, og endnu i en fremskreden alder kunne han byde sig selv store legemlige anstrengelser. Som faderen var han et udpræget friluftsmenneske; jagten var hans kæreste adspredelse, og som rytter var han dygtig og udholdende. Samtidige iagttagere forbløffedes over hvad han formåede at konsumere af stærke drikke, men dette gik ikke ud over hans meget betydelige arbejdsevne, og der er heller ikke grund til at antage at det fik konsekvenser for hans dømmekraft. Skortede der ham end noget på i denne henseende må det snarere henføres til begrænsningen i hans anlæg og evner.

Også i forholdet til kvinder kom Christians stærke livsappetit til udtryk, men han kunne godt for en årrække falde til ro i et enkelt forhold. Om hans ægteskab med dronning Anna Cathrine vides ikke meget, men det var først i dronningens sidste år at han indledte et forhold til en københavnsk borgerdatter, Kirsten Madsdatter der fødte ham sønnen Christian Ulrik Gyldenløve. 1613 knyttede han forbindelse med Karen Andersdatter der fedte ham sønnen Hans Ulrik Gyldenløve. Denne forbindelse afbrødes dog da Christian forelskede sig i den purunge adelsjomfru Kirsten Munk, en datter af Ludvig Munk til Nørholm og Ellen Marsvin. Samlivet med Kirsten Munk indledtes iflg. Christians egne kalenderoptegnelser 31.12.1615 muligvis efter en forudgående vielse. Hun blev mor til en række børn hvoraf flere kom til at spille en fremtrædende rolle. Samlivet forstyrredes ved Kirsten Munks utroskab, og jan. 1630 forlod hun for altid hoffet. Allerede inden da havde Christian knyttet forbindelse til hendes kammerpige Vibeke Kruse der fødte ham sønnen Ulrik Christian Gyldenløve og datteren Elisabeth Sophie G.

Baggrunden for bruddet med Kirsten Munk, nederlaget i kejserkrigen, rigsrådets åbenlyse opposition samt den fortsatte strid med Kirsten Munk hvori deres børn og svigersønner på forskellig måde tog del skabte hos Christian en bitterhed og mistro mod alle som han aldrig forvandt. Det var ikke i et harmonisk privatliv Christian skulle finde trøst for sine rigers ulykker.

Familie

Christian 4. blev født på Fr.borg, døde på Rosenborg og er begravet i Roskilde domkirke.
Forældre: Frederik 2. (1534-88) og Sophie af Mecklenburg (1557-1631). Gift 1. gang 27.11.1597 på Haderslevhus med Anna Cathrine af Brandenburg, født 26.6.1575 i Wolmerstedt ved Magdeburg, død 29.3.1612 på Kbh.s slot, d. af markgrev, senere kurfyrste af Brandenburg Joachim Frederik (1546-1608) og Cathrine af Küstrin (1541-1602). Gift 2. gang 31.12.1615 med Kirsten Munk, født 6.7.1598, død 19.4.1658 på Boller, d. af Ludvig Munk (1537-1602) og Ellen Marsvin (1572-1649).

Med Anna Cathrine far til Christian (1603-7), Frederik 3., Ulrik (1611-33). Med Kirsten Madsdatter far til Christian Ulrik Gyldenløve. Med Karen Andersdatter far til Hans Ulrik Gyldenløve. Med Kirsten Munk far til Anna Cathrine (1618-33), Sophie Elisabeth, Leonora Christina, Valdemar Christian, Elisabeth Augusta, Christiane, Hedevig (1626-78), Dorothea Elisabeth. Med Vibeke Kruse far til Ulrik Christian Gyldenløve (1630-58).

Bror til Anna (1574-1619), Augusta, Elisabeth (1573-1626), Hans (1583-1602), Hedevig (1581-1641) og Ulrik (1578-1624).

Ikonografi

Mal. af Hans Knieper fra 1580erne (Rosenborg), forlæg for Kronborgtapetet (Nat.mus.). Medaljer af V. Kejser 1590 og 1592. Stik af H. Wierix, 1593, kopieret bl.a. i træsnit 1594. Afbildet på mønt 1594. Stik af C. de Pas, 1595, kopieret bl.a. af D. Custos. Medaljer 1595, bl.a. af Nicolaus Schwabe. Statuette af H. Beust, 1596 (Rosenborg). Medaljer af Schwabe 1596 og 1597, en af dem kopieret af A. van Nuis, 1598. Profilstik 1599 samt af C. de Pas. Profilstik med stor hat af D. Custos, nogle gengivelser efter dette, bl.a. 1603. Stik af L. Cornelii. Medaljer med overskæg af Schwabe ca. 1602, og på tronen af samme ca. 1603. Stik med overskæg. Med fuldskæg på mønter 1604 og med nedfaldende krave 1606. Stik med fuldskæg og nedfaldende krave af Nic. Andreæ, 1606, mal. i beslægtet type af Peiter Hartman, 1607 (Malmø rådhus) og dobbeltportr. (Gripsholm). Min. delvis beslægtet hermed (Victoria and Albert Mus., hertugen af Buccleughs saml.). Stik ca. 1608. Mønt 1608. Stik af J. Müller efter mal. af Remmert Petersen, med lok om øret, kopieret i en række stik af bl.a. Johs. Eillarts, mal. i nærliggende type (Gavnø). Mal. med pibekrave af Jacob van Doort, 1610, i stort og i lille format (begge Rosenborg), replik (Fr.borg) og litografi af Gemzøe. Mønt 1611. Mal. af v. Doort, 1611 (Amalienborg, Gripsholm, Fr.borg), samme type i min. 1611, som har været tilskrevet Isaac Oliver (Rosenborg). Medaljer af Schwabe ca. 1612 efter udkast af v. Doort. To medaljer af T. Borstorff, 1612. Mal. der muligvis forestiller C, tilskrives Marcus Gheeraerts, nogen lighed med stik af W. de Pas, 1614, kopieret af R. Eistrake samt kopi 1814. Mal. af Pieter Isaacsz efter 1612 (Fr.borg), kopi (Gottorp), i min, (Fr.borg), stukket af J. Müller, 1625, af J. van der Heyden, 1627, af P. de Jode, C. Visscher, J. Hondius, N. de Clerc m. fl., også i rustning 1631. Mal. af P. Isaacsz s.m. dronningen (Rosenborg), kopi, Christian alene, af A. Kieldsen, 1644 (Malmø rådhus); kopi efter Isaacsz' mal., Christian alene, af J. L. Lund, udst. 1837. Medalje og stik 1616. Min. af v. Doort, 1616 (Rosenborg), beslægtet mal. (Fr.borg). Marmorhoved, formentlig af Hans Steenwinckel, 1617 (Nat.mus.). Buste, formentlig af Lorenz Steenwinckel ca. 1619 (Tøjhusmus.). Medalje af Schwabe ca. 1620. Stik af Lucas Kilian, 1621, benyttet som forlæg for flere stik. Min., uden lok om øret, med fyldigt nakkehår og nedfaldende pibekrave af J. v. Doort, 1623 (Rosenborg). Afbildet på mønt med lign. krave 1624. Tegn. af J. v. Doort (?) (British Mus.). Medalje til hest ca. 1629. Stik af S. de Pas, 1629, kopieret i stik af bl.a. W. Delff, 1633, C- de Pas og N. J. Visscher. Afbildet på gruppebillede stukket af F. v. Beusecom. Mal. dateret 1620, men utvivlsomt langt senere, med pandehår (Fr.borg). Stik 1631. Mal. af David Bailly, med pandehår (Rosenborg), typen og dragten genfindes på flere mal. (Fr.borg, Gavnø, Gisselfeld). Flere portr. af Karel v. Mander, 1630-35, ingen originaler er kendt, men portrættypen er formentlig anvendt i flere af 1630ernes kopier. Stik af S. de Pas, 1633, med lang lok i venstre side. Beslægtet type på rytterbillede tilskrevet Morten Steenwinckel (Valdemars slot). Afbildet på stik af ridderslagning 1634, med stor nedfaldende kniplingskrave, af S. de Pas. Mal. af Remmert Petersen ca. 1635, med fletning (Fr. borg), flere kopier efter dette med ændret hoved (Fr.borg, Itzehoe rådhus). Mal. af Adriaen Muiltjes, 1638 (Rosenborg), samme portrættype indsat i kopi af Muiltjes efter M. Steenwinckels forannævnte rytterbillede (Rosenborg) der også ér kopieret med andre typer (Fr.borg, Kbh.s bymus.). Mal. af Abraham Wuchters, 1638 (Fr. borg), kopi, brystbillede (Fr.borg). Kopi efter forsvunden original af Wuchters (Gripsholm). Mal. sign. AW (Fr.borg). Kopier efter forsvunden original af Engel Rooswijck, 1640 (Gavnø, Regensen) og stik 1641. Afbildet på mønt 1640 og medalje s.å. Stik ca. 1640 efter forlæg af Wuchters af F. Brun og af Th. Matham; stik med fjern lighed hermed af Juan de Noort, 1641. Mønt s.å. Flere helfigurbilleder fra beg. af 1640erne, malet af Karel v. Mander vendt mod venstre (Amalienborg), kopi af C. A. Jensen, 1836 (Fredensborg), som brystbillede (Fr.borg, dronning Elisabeth II af England) og stukket af bl.a. Albert Haelwegh ca. 1643 samt flere senere stik, i gobelinbroderi (Veste Coburg), raderet af R. N. Nielsen, 1837, stukket af Heuer 1856, litograferet af A. Kaufmann, af Fortling efter tegn. af Top og af Harald Jensen samt stik af A. Weger. Fri kopi i rustning (Vallø). En lang række opstillinger, højrevendte, de tre formentlig fra ca. 1640. Den første kendt fra en ringe kopi (O-vesholm), et litografi af F. A. A. Schepelern, med kroner på dragten og et træsnit af H. C. Henneberg. Den anden fra maleri (Hampton Court), den tredie, med nældebladmønster, fra stik af Fritzsch, 1735, og træsnit af F. R. Galle, 1869 samt malede hoftestykker (Rosenborg, Gavnø) og talrige gengivelser i stik af bl.a. O. H. de Lode, 1755, J. Houbraken, af Haas efter tegn. af Cramer, A. Flint, R. N. Nielsen 1837, træsnit af C. A. Flinch efter tegn. af J. Th. Lundbye samt litografi bl.a. af Kittendorff. Ovalt portr. af K. v. Mander, med kroner, stukket af Haelwegh ca. 1643 og flere andre gange; tegn. derefter af Adriaen (?) Haelwegh (Berlin, kobberstikkabinettet). Flere replikker eller kopier kendes. Rytterbillede, malet af Karel v. Mander, brændt på Chr. borg 1794. Replikker (Eutin, Fr.borg), en kopi nylig brændt (Schloss Salder), kopier af H. Borch (?) (Egeskov), af F. Henningsen 1881 (Valdemars slot) samt i lille format, muligvis af v. Mander (Rosenborg). En variant af v. Manders rytterbillede stukket af Alb. Haelwegh, mal. i denne type muligvis af v. Mander (Kichinev, USSR), kopi af A. Quant (Hampton Court) og andre (Rosenborg), tegn. af Johan Neander (St. mus.). Stikket kopieret af Rombout van den Hoeye, som halvfigursportr. af Matthis Petersen Goldschmidt, 1646. Helfigursmal. af K. v. Mander ca. 1643-44 (Fr.borg), kopi (Gripsholm), variant (Fr.borg) og kopi efter denne (post- og telegrafvæsenet), tilsvarende stik af Haelwegh 1644. Flere min., nogle af Karel v. Mander selv (Fr. borg, Rosenborg). Et rytterportr. med en ingeniør viser van Manders venstrevendte type (Rosenborg). Buste af Franfois Dieussart, 1643, en anden buste 1644 muligvis af samme (begge Rosenborg). Stik af H. C. 1644, af H. A. Greys 1644 og 1647. Stik af Matthis Petersen Goldschmidt 1645. Satirisk stik med Oxenstierna ca. 1645. Flere småmalerier, nogle benyttende van Manderske portrættyper og tilskrevet A. Magerstadt, 1645 (Fr.borg, Rosenborg, Gotha, Schackenborg). Voksrelief (St.mus.). Min. i profil af K. v. Mander efter 1644 (Rosenborg), malede kopier (Fr.borg, Valdemars slot, Wedellsborg), stukket af P. Philip og litograferet af E. Lasalle, 1842. Medalje af Johan Blum, 1645. Mal. som død, med tvivlsom ret tilskrevet Berent Hillwaerts (Wedellsborg, Rosenborg), kopier af Elias Fiigenschou (Bergens mus.), af en ubekendt (Skokloster) og af C. C. Andersen (Fr.borg). Tegn. med samme motiv af J. G. Reinhold (Rosenborg). - Historiske fremstillinger: mal. af J. Ovens ca. 1665 af Hamborgs hyldning (Chr. borg). Malet skitse 1782 af N. A. Abildgaard af Christian på Trefoldigheden 1644 (St.mus.), det brændte store mal. er kopieret af W. Bendz 1828 (Chr. borg). Samme motiv er stukket af Truslew og malet af C. A. Lorentzen, stik efter dette af Flint, 1808. "Christians syn på Rothenburg" af D. C. Blunck, 1823 (St.mus.), Niels Kaas' dødsleje 1824 af samme samt af C. F. Høyer s.å. Et portr. (Sorø akad.) er formentlig malet af Bendz 1828, tegnet skitse (Fr.borg). Mal. af C. W. Eckersberg, 1831, af besøget hos Tyge Brahe, af Trefoldigheden 1832 (Fr.borg, Chr.borg), og 1846 opdagelsen af et falskneri. Mal. af A. A. Müller, 1833, af Christian legende med sine børn. Mal. af A. Küchler og statuette af G. Borup, begge 1837. Statue af Thorvaldsen, 1840 (Nysø), kopi efter denne af J. Dalhof, 1841 (Roskilde domk.), forgyldt kopi (Jægerspris), kopier af N. W. Fjeldskov, 1856, og af O. O. Glosimodt, 1858. Mal. af C. Schleisner, 1841. Mal. af Chr. Rosenberg, 1843, hvor Christian udbetaler løn; en lang serie små tegn. af Christians liv (Fr.borg) er formentlig af samme kunstner. Mal. af F. C. Lund, 1855 og senere, varierende motiver. Mal. af E. Lehmann, 1858, forestillende Christian blandt sine arbejdere, akvarel af samme af Trefoldigheden. Heinrich Hansen malede 1859 Christian i et værelse på Rosenborg (Ribe mus.) og ofte senere lignende scener. Mal. af C. Suhrlandt, 1860. Dommen over Rosenkrantz malet af W. N. Marstrand 1861, Trefoldigheden malet af samme 1862-66 (Glyptoteket, Roskilde domk., Fr.borg), herefter tegn. af Joel Ballin (Fr.borg) som påbegyndte et stik 1885, fuldført af Herman Eickens; litograferet af Kittendorff. Af Marstrand bl.a. en række tegn. af forskellige scener (Hirschsprung). Statuette af M. Muhle, 1864. En scene med Ole Vind malet af C. C. Andersen, 1874 (Fr.borg), med Peter Paynck af samme, 1886. Afbildet på norsk tikroneseddel efter 1875. Statue af C. L. Jacobsen 1875-80 (Stortorvet, Oslo). Udkast til skulptur af Brynjulf Bergslien, 1876 (Nasjonal-galleriet, Oslo). Mal. af A. Tidemand, 1876, af Kristianias grundlæggelse (Nasjonalgalleriet, Oslo). Kaas' dødsleje malet af C. Bloch, 1880 (Fr.borg), kopi af Bruno Møller. Figur og nogle tegn. af V. Schultz 1884-85. Ole Vindscenen malet af H. P. Lindeburg, 1885. Kroningstoget malet af O. Bache 1887 (Fr.borg). Akvarel af Rasmus Christiansen, 1889, af Rundetårns opførelse, flere senere mal. og tegn. af samme. Mal. af J. T. Hansen, 1890, statuette af O. Evens, 1891 (Fr.borg). Afbildet på "pengeseddel" fra en bank i Kristianstad 1894. Pastel af Vantore bl.a. 1894. Christian og bonden tegnet af Chr. Bayer, 1896 og af Carl Schmidt (Fr.borg). Rytterstatuetter af Laur. Jensen 1897 og senere, af C. J. Bonnesen, 1897, af N. Fristrup, 1899 og af V. Bissen. Af sidstnævnte også et relief og statue (Varde mus.), rejst 1900 (ved Nyboder). Et par mal. af E. Hofman Bang udst. 1915 og 1917. Tegn. efter Abr. Wuchters af Axel P. Jensen til frimærke 1924. Ole Vindscenen malet af V. Neiiendam, 1932. Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1947. Monument af E. Utzon Frank udst. 1954. Uden datering: Tegn. af A. Schiøtt (Fr.borg), mal. af N. Simonsen af Trefoldigheden og Christian der pløjer (Fr. borg), tegn. af J. Resen Steenstrup af Christian og bjørnedrengen, mal. af F. Henningsen af Christian der uddeler ridderslag, træsnit af Christian på Holmen. Relief af Boye Givskov (Børsen). Statue med mosaik af W. Fridericia (Chr.havn). Afbildet som fredsmægler på mal. af A. v. d. Venne, 1643 (Rosenborg), og på historiemal. af C. F. Høyer (Børsen).

Bibliografi

Kilder. Chr. IVs skrivekalender-optegnelser i Schlegels Saml. zur dän. Gesch. II, I, 1774 26-74, sst. II, 3, 1776 13-92. Suhms nye saml. II, 3 t, 1793 91-114. Mag. for rejseiagttagelser IV, 1825 401-577. Nyt hist. t. IV, 1843 213-368. Danske saml. V, 1869-70 49-88; sst. 2. r. III, 1873-74 365-911 og i Kirkehist. saml. 3.r. IV, 1882-84 649-56. Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve I-VII, 1878-91, ved C. F.Bricka og J.A. Fridericia; VIII, 1948, ved Johanne Skovgaard (fot. optr. 1969-70). Aktstykker1 og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev, I-III, 1883-90. Kancelliets brevbøger 1588-1645, 1908-1968. Danm.-No.s traktater 1523-1750, III-IV, 1916-17. Leo Tandrup: Svensk agent ved sundet, 1971.

Lit. Karakteristik og diskussion i: J. A. Fridericia i Danm.s riges hist. IV, 1896-1902. P. Engelstoft i Det danske folks hist. IV, 1928 177-326. Erik Arup: Danm.s hist. II-III, 1932-55. C. O. Bøggild-Andersen i Schultz' Danm.shistorie. III, 1942 1-170. S. Ellehøj i Politikens Danm.shist. VII, 1964. Rolf Fladby: Norges hist. VI, red. Knut Mykland, Oslo 1977. Anden lit. Niels Slange: Den stormægtigste konges Christian den fierdes hist., udg. Hans Gram, 1749. Tysk udg. med tilføjelser af J. H. Schlegel, Kbh. Lpz. 1757-71. J. A. Fridericia: Danm.s ydre pol. hist. 1629-1660 I-II, 1876-81; Samme: Adelsvældens sidste dage, 1894; Samme i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl., 1896 287-325. H. D. Lind: Kong Kristian den fjerde og hans mænd på Bremerholm, 1889 (reprotr. 1974). Troels-Lund: Christian den fjerdes skib på Skanderborg sø I-11, 1893 (optr. i forf.s Historiske fortællinger III, 1911). Fr. Beckett: Renaissancen og kunstens hist. i Danm., 1897. D. Schäfer: Gesch. von Dännemark V, Hamburg 1902. Herm. Freudenberger: Hamburgs Streit mit Chr. IV von Danemark über den Glückstädter-Zoll 1630-45, Hamburg 1903. O. A. Johnsen: Hannibal Sehesteds statholderskab 1642-51, Kria. 1909. K. C. Rockstroh: Udviklingen af den nationale hær i Danm. i det 17. og 18. årh. I, 1909. Frederiksborg II, ved Fr. Beckett, 1914. Y. Lorentz: Efter Brömsebrofreden. Svenska och danska förbindelser med Frankrike og Holland 1645-49, Uppsala 1916. Edw. Kleberg i Göteborgs kgl. vetenskaps och vitterhetssamhälles handl. 1916, Göteborg 1918 3-91. J. Wilcke: Christian IVs møntpolitik 1588-1625, 1919. Samme: Møntvæsenet under Christian IV og Frederik III 1625-70, 1921. H. Voges: Die Schlacht bei Lutter am Barenberge, Lpz, 1922. Albert Olsen i Hist. medd. om Kbh., 1927 81-136. Samme i Scandia III, 1930 223-73. Axel Nielsen m.fl.: Dänische Wirtschaftsgesch., Jena 1933 80-284. Johan Schreiner: Nederland og Norge 1625-50, Oslo 1935. Samme: Tømmereksport og tollpolitik under Christian IV, Oslo 1935. Vilh. Lorenzen: Christian IVs byanlæg og andre bybygningsarbejder, 1937. Ursula Voges: Der Kampf um das Dominium Maris Baltici 1629 bis 1645, Zeulenroda 1938. S. U. Palme: Sverige og Danm. 1596-1611, Uppsala 1942. R. Willerslev i Hist. t. 10. r. VI, 1942-44 608-36. Aksel E. Christensen i Axel Nielsen: Industriens hist. i Danm. I, 1943. P. Colding i Danm. III, 1943 97-104. C. O. Bøggild-Andersen i Knud Fabricius: Danm.s konger, 1944 261-92. O. Kähler i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. LXXII, 1944 245-59. Kn. Fabricius i Hist. t. 11. r. I, 1944-46 150-67. Rudi Thomsen sst. 602-54. C. O. Bøggild-Andersen: Hannibal Sehested I, 1946. Jan Steenberg: Christian IVs Frederiksborg, 1950. S. Dalgård i Hist. t. 11. r. IV, 1953-56 313-51. Johan Jørgensen: Det kbh.ske patriciat og staten ved det 17. årh.s midte, 1957. Wilh. Tham i Den svenska utrikespolitikens historia, red. I. Beskow 1:2, Sth. 1960. S. Dalgård: Dansk-norsk hvalfangst 1615-60, 1962. Rolf Fladby: Fra lensmannstjener til kgl. majestets foged, Oslo 1963. Hans Dieter Loose: Hamburg und Chr. IV von Danemark während des 30-jahringen Krieges, Hamburg 1963. H. Gamrath i Hist. medd. om Kbh., 1968 7-117. K. Krüger: Die Einnahmen und Ausgaben der dänischen Rentmeister 1588-1628, Marburg 1970. Povl Eller: Kgl. portrætmalere i Danm. 1630-82, 1971. Jens Engberg: Dansk finanshist. i 1640erne, 1972. Knut Mykland: Skiftet i forvaltningsordningen i Danm. og Norge i tiden fra omkring 1630 og inntil Frederik den tredjes død, 2. utg. Oslo 1973. Hugo Johannsen i Hafnia. Copenhagen papers in the hist. of art 1974, 1976 67-118. E. Ladewig Petersen: Christian IVs pengeudlån til da. adelige, 1974. Samme: Fra domænestat til skattestat, 1974. Samme: Veritas et honor regis. Studier over Niels Slanges kilder i hans fremstilling af Christian IVs hist., 1974. S. Heiberg i Hist. t. 13 r. III, 1976 25-58. Birgit Bjerre Jensen i Historie, ny r. XII, 1977 1-26. Knud J. V. Jespersen sst. 27-46.

Læs også om Christian 4. i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Christian 4.
Christian 4.
12.4.1577-28.2.1648, konge af Danmark og Norg ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Christoffer Valkendorf
1525-17.1.1601, dansk rigshofmester. Valkendo ...Artikel i Den Store Danske
Ellen Marsvin
1.2.1572-11.11.1649, dansk adelig. Da Ellen M ...Artikel i Den Store Danske
Corfitz Ulfeldt
10.7.1606-26(?).2.1664, dansk rigshofmester. ...Artikel i Den Store Danske
Generalstaterne
(hollandsk Staten-Generaal ), de deputerede, de ...Artikel i Den Store Danske
Borreby
hovedgård syd for Skælskør. Det ældste Borreb ...Artikel i Den Store Danske
Christen Thomesen Sehested
17.2.1590-5.8.1657, dansk kansler. Sehested b ...Artikel i Den Store Danske
Henrik Rantzau
11.3.1526-31.12.1598, statholder, humanist. S ...Artikel i Den Store Danske
Torstenssonfejden
dansk-svensk krig 1643-45. Krigen kan ses som en ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
SHei
17/07/2011
PEll
17/07/2011
  • Læst 4115 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki