Christoffer 1.

Christoffer 1., ca. 1219-29.5.1259, konge. Død i Ribe, begravet i Ribe domk. C. var Valdemar IIs yngste søn og havde i sin ungdom Lolland og Falster som fyrstelen. 1252 efterfulgte han Abel på tronen og tilsidesatte således de krav som Abels sønner måtte have haft at gøre gældende. Valdemar Abelsen var imidlertid i udenlandsk fangenskab, og de yngre sønner var mindreårige. 1253 gjorde C. ved Valdemars tilbagevenden til riget denne til hertug af Jylland. Der er tegn til at de holstenske grever i C.s første regeringsår har forsøgt at virke til Abelslægtens fordel, men det er ikke lykkedes.

I C.s regeringstid forekommer de første tegn på de alvorlige modsætninger mellem rigets stormænd og kongemagten der kom til at kendetegne hele perioden efter at Valdemar Sejrs imperium var gået i opløsning. Fra tiden omkring tronskiftet stammer den i forskningen omstridte "Abel-Christofferske" forordning der må opfattes som forsøg på at regulere stormændenes forhold til den moderne feudalt prægede kongemagt og give dem forskellige kompensationer for tabet af deres gamle status som høvdinge.

Efter at uroen omkring kongevalget havde lagt sig og en holstensk invasion var afvist forelå der ikke åbne fjendtligheder med Abelslægtens tilhængere, men C.s kongemagt var alligevel hele tiden truet af potentiel dynastipolitisk konflikt. -Bestræbelserne for at opnå pavelig autorisation af Erik Plovpenning som helgen har vist sig at udgå direkte fra Christoffers kancelli, og deres politiske formål har utvivlsomt været at kaste skylden for kong Eriks død på broderen Abel og dermed brændemærke dennes slægt.

Striden med ærkesædet i Lund under ærkebiskop Jakob Erlandsen efter dennes tiltræden 1254 var formentlig den mest belastende af C.s mange genvordigheder. Efter endeløse forhandlinger om de rettigheder og pligter som ærkebispen kunne tænkes at have over for kongen og riget, efter kongelig beslaglæggelse af Lundekirkens privilegier, og efter at Jakob Erlandsen havde indkaldt til rigssynode samtidig med kongens danehof i 1256 og ladet vedtage (Vejlekonstitutionen) en skærpet kirkelig lovgivning angående overlast mod biskopper (og udtrykkelig opereret med den mulighed at kongen kunne stå bag sådan forfølgelse af bisperne eller endog drab på dem) – efter alt dette valgte C. at fængsle ærkebispen februar 1259, men selv døde han få måneder senere. Følgen af fængslingen blev at sagen kom for pavens domstol, og her verserede den indtil ærkebispens død femten år senere. Den endelige afgørelse faldt ud til kongemagtens fordel, men striden belastede såvel denne som hele den danske kirke hvis hovedpart efterhånden stod på kongens side.

I C.s regeringstid fortsatte de pantsættelser af dansk kongegods til udenlandske fyrster der var begyndt i faderens dage, og som siden skulle vise sig skæbnesvangre, i den nærmest følgende tid især ved hertug Albrecht af Braunschweig der en tid blev rigsforstander i Danmark under enkedronning Margrethe Sambirias fangenskab hos holstenerne, og som sammen med hende fortsatte en politik som C. selv må have indledt. Det gælder bl. a. bestræbelsen på at forholde Erik Plovpennings døtre deres fædrene arv ved at begrænse hvad der 1263 skiftedes til de to Eriksdøtre der var blevet gift ind i henholdsvis den norske og den svenske kongeslægt, og ved at indefryse de to yngste Eriksdøtres arv i stiftelsen af Skt. Agnete kloster i Roskilde. Og det gælder sikringen af Erik Klippings unge kongemagt mod de angreb der efter C.s død rettedes på den fra Erik Abelsens og fyrst Jarmer af Rügens side. Rygtet om at C. ikke døde en naturlig død, men blev forgivet (i den hellige nadver givet ham af abbed Arnfast af Ryd) har vist sig at bero på sen traditionsdannelse muligvis med udgangspunkt i et stykke samtidig politisk propaganda.