Christoffer 2.

Christoffer 2., 29.9.1276-2.8.1332, konge. Død i Nykøbing F., begravet i Sorø k. C. deltog i fængslingen af ærkebiskop Jens Grand 1294 og stod sammen med sin bror Erik Menved i processen for den pavelige domstol. Her nævnes de sammen som eksponenter for den truede danske kongemagt de havde overtaget fra deres far, og som de nu kæmpede for at bevare imod de ydre angreb der rettedes mod den. Om de virkelig på dette tidspunkt arbejdede sammen er dog yderst tvivlsomt. Allerede mellem 1302 og 1304 kunne markgreven af Brandenburg i en skrivelse til byen Lübeck hentyde til at det vidstes at de to brødre lå i hadefuld strid med hinanden. [Dipl. Dan. 2. r. V nr. 235]. Åbne brud kom det dog tilsyneladende ikke til før C. kort før 1307 fik (Sønder) Halland og Samsø som hertugdømme. Da søgte han straks forbindelse med kongens fjender i dette politiske kraftfelt i det datidige Norden. 1307 forhandlede han både med de svenske hertuger der lå i strid med deres bror kong Birger Magnusson, og med den norske konge Håkon V gennem grev Jakob af Halland, og akterne meddeler udtrykkelig at hans hensigt var bl.a. ved disses hjælp at blive konge af Danmark i stedet for Erik Menved. Denne fik først kendskab til selve brevene 1314-15 da de afsløredes i forbindelse med optrævlingen af en dansk oppositionel sammensværgelse. 1315-19 var C. en af Erik Menveds hovedmodstandere, senest fra 1317 i forbund med den oprørske ærkebiskop Esger Juul. C. opholdt sig mest i udlandet hvor Brandenburg var hans vigtigste politiske forbindelse, og hvor han også kunne støtte sig til Euphemias slægt i Pommern. Svogeren hertug Wartislav IV af Pommern lovede han 1315 fyrstendømmet Rügen hvis han selv blev dansk konge, og hvis fyrst Wizlav af Rügen døde uden retmæssig arving. Som landflygtig fra sit hertugdømme i disse år kan han dog næppe betragtes eftersom hertugdømmet Sønderhalland 1317 var operationsbasis for en invasion i Skåne foretaget af C.s præfekt i Halland, Eskil Krage. C. er den der efter Erik Menveds stilstand med Brandenburg 1316 fortsætter krigen, nu efterhånden som eneste modstander. Da kong Birger af Sverige i 1317 havde fængslet sine brødre de svenske hertuger sluttede G. og ærkebispen 1318 forbund med deres hustruer for at befri dem, og forbundet fortsatte efter at hertugerne havde fået lov at sulte ihjel på Nyköping slot.

Ved Erik Menveds død 1319 opnåede C. endelig den kongeværdighed han havde tragtet efter, men på vilkår der ikke var misundelsesværdige. Først og fremmest måtte han ved valghåndfæstningen 1320 forpligte sig til at overtage hele broderens gæld og nøjes med rigets almindelige indtægter når han skulle betale den. Rigets stænder sikrede sig ved denne første valghåndfæstning stadfæstelse af alle deres friheder og indskrænkede udøvelsen af kongemagten væsentligt. C. kan have accepteret disse vilkår i håb om at kompensere derfor ved fremgang i udenrigspolitikken hvor forholdet til Brandenburg fortsat var af stor betydning. Markgrevskabet var vakant siden den askaniske slægt var uddød 1319, og 1322-23 etableredes der et nyt herredømme her af slægten Wittelsbach der nu havde vundet en flerårig strid med huset Habsburg om kongeværdigheden i Tyskland. Den nye tyske konge Ludvig af Bayern gjorde sin spæde søn Ludvig til ny markgreve i Brandenburg, og han søgte og fik C.s støtte. 1324 indgik Ludvig af Brandenburg ægteskab med C.s datter Margrete, og der aftaltes en meget stor medgift som C. imidlertid ikke betalte. Hans støtte har dog været så vigtig for markgrevskabet Brandenburg at der foreløbig kunne ses bort herfra uden at kravet slettedes. Til sin tid indgik den ikke betalte medgift i Valdemar Atterdags udspekulerede salg af Estland til Den tyske orden 1346 der indrettedes således at Brandenburg blev betalt ud. Brandenburg fik og udnyttede en indflydelse over C.s linje af den danske kongeslægt som holdt sig ind i Valdemar Atterdags regeringstid. Men de gevinster C. selv utvivlsomt ventede sig af forbindelsen udeblev. 1326 måtte C. vige for en opstand af danske adelsmænd i forbund med de holstenske grever. Disse virkede for at den umyndige hertug Valdemar Eriksen af Jylland skulle blive dansk konge under holstensk formynderskab; stormændene under ledelse af Ludvig Albertsen Eberstein og Laurids Jonsen ønskede at tvinge C. til at afstå fra sin risikable nordtyske udenrigspolitik, og som kongemagtens kreditorer har de formentlig foretrukket Valdemar IIIs marionetkongedømme under holstensk ledelse. De holstenske grever Gerhard af Rendsborg og Johan af Pl6n var selv C.s største kreditorer.

1329 lykkedes det C. at vende tilbage til kongemagten, nu efter et jysk herremandsoprør i hans favør, men også fordi de to holstenske grever ikke havde kunnet dele fordelene ved Valdemar IIIs kongemagt ligeligt imellem sig. I C.s anden regeringsperiode der varede til hans død 1332 deltes det pantsatte Danmark således at grev Gerhard fik sine panter i Vestdanmark medens grev Johan havde det meste af egnene øst for Storebælt. Efter C.s død valgtes ingen efterfølger. C. havde 1315 ved en omfattende gave til Sorø kloster sikret sig lejested i dettes kirke. Dele af det (vistnok lybske) bronzemonument er bevaret og genopstillet i kirken i 1700-tallets slutning.