Frederik 2., 1.7.1534-4.4.1588, konge. Da Christian 3. 1536 havde underlagt sig Danmark med våbenmagt blev tronfølgespørgsmålet straks aktuelt. På herredagen i København samme år blev den toårige Frederik da kåret til tronfølger med titel "prins af Danmark", og det blev samtidig bestemt at regeringsmagten og rådigheden over det militære apparat for fremtiden ikke skulle falde tilbage til rigsrådet ved kongens død men overdrages til tronfølgeren eller evt. en formynderstyrelse.

I hyldningsspørgsmålet kolliderede danske og holstenske synspunkter, og da Frederik 1542 blev hyldet skete det alene i Danmark; 1548 blev Frederik hyldet i Norge, i øvrigt hans eneste rigtige besøg i dette land.

Om Frederiks barndom og ungdom har vi kun spredte oplysninger. Kansler Wolfgang von Utenhof udarbejdede 1538 en betænkning om hans uddannelse byggende på Utenhofs tanker om nødvendigheden af en udligning mellem dansk og tysk inden for riget, men det er usikkert om planen er blevet fulgt. Frederik opholdt sig i de første år hovedsageligt på Koldinghus hvor Hans Svaning var hans lærer 1541-52. Han blev her undervist og opdraget sammen med en række af højadelens børn, blandt hvilke vi møder Peder Gyldenstierne, den senere rigsmarsk. Frederik klagede på sine gamle dage lejlighedsvis over at han havde lært for lidt under sin skolegang, og historikerne har afvekslende lastet prinsen selv og hans lærer for den forsømte uddannelse. Det står dog nu klart at Frederik i sin uddannelse har været belastet af et medfødt handicap, ordblindhed, og at Frederiks særprægede stavemåde må skrives på dette handicaps regning. Frederik skammede sig uden tvivl over sin usikre bogstavering, og selv om han som konge skrev næsten dagligt var han utilbøjelig til at give skriftlige arbejder fra sig. Vi har derfor kun bevaret få egenhændige breve fra Frederiks hånd, og de er næsten alle stilet til slægtninge eller nære venner.

Fra 1554 kom Frederik mere direkte i kongelære, idet der blev oprettet et særligt hof til ham på Malmøhus med Eiler Hardenberg som hofmester. På Malmøhus førtes et muntert og rask liv i nogen modsætning til det mere stive og religiøst prægede kongehof. Under Christian 3.s hyppige sygdomsanfald i 1550ernes sidste år blev Frederik på forskellig vis inddraget i statsstyreisen, således deltog han 1557 i den store herredag i København hvor udrensningen af Oxe-familien tog sin begyndelse, og samme år sad han i retterting i forskellige landsdele. Sidst på året 1557 ledsagede han sammen med broderen hertug Magnus, kurfyrst August af Sachsen tilbage til dennes hjemland og overværede i kurfyrstens følge, meget imod Christian 3.s vilje, kejser Ferdinands kroning i Frankfurt feb. 1558. På den danske konges indtrængende anmodninger måtte kurfyrsten sende Frederik hjem, dog ikke uden at fremhæve at Frederik havde gjort det danske kongehus ære ved sin optræden i Frankfurt.

Hvilke politiske forestillinger den unge Frederik har gjort sig ved vi ikke noget om. Den svenske konge Gustav Vasa tillagde fra 1555 Frederik forskellige planer om at udvide Danmark på Sveriges bekostning, men den svenske konges forhold til sandheden var ofte problematisk, og vi kan ikke bygge på hans udtalelser. Mere sikkert er det at Frederik på den hjemlige scene havde et sammenstød med Peder Oxe, et forhold der synes at have spillet ind i forbindelse med Oxes flugt fra Danmark 1558.

Frederik måtte efter sin tronbestigelse underskrive en håndfæstning der på enkelte punkter indebar en styrkelse af rigsrådets position, således skulle slotslovene ved kongens død holdes til rigsrådets hånd, ligeledes skulle der sidde indfødte danske mænd på slottene. Indebar disse og flere andre bestemmelser efter bogstaven en begrænsning af kongens magt så skulle Frederiks regering snart udvise træk der pegede i modsat retning. Hertil kom at han i kraft af sin fysiske styrke og sit temperament i højere grad end faderen kunne leve op til gængse idealer og derved få en mere fremtrædende plads end denne i den almindelige bevidsthed. En tradition inden for historieforskningen har frakendt Frederik evner og interesse til at tage del i statsstyrelsen, men næppe med rette. Undersøgelser af kongens kancellipraksis viser at den centrale administration var bygget op om kongens person og betinget af hans resolutioner i store og små anliggender. Når Frederik af den ene eller anden grund ikke kunne eller ville resolvere måtte sagsbehandlingen udskydes. Frederik kviede sig som omtalt ved at give skrivelser fra sig, men har i vidt omfang dikteret sine resolutioner til sekretærer. På sine rejser rundt i riget havde Frederik altid en del af kancelliet med sig, og i årene efter syvårskrigen hvor riget gennem lange perioder blev regeret fra jyske slotte var hovedparten af kancelliet forlagt til Jylland. Kun rentekammeret lå til stadighed fast i København. Undtagelsen fra dette generelle billede af kongens kancellipraksis er årene under syvårskrigen hvor det, for at spare tid, lejlighedsvis blev tilladt et regeringsråd i København at udstede breve uden forudgående kongelig godkendelse; ved krigens ophør standsede denne praksis.

Frederiks forhold til rigsrådet var svingende. En respekt for rigsrådet som institution udelukkede ikke at det gentagne gange kom til alvorlige sammenstød med enkelte rigsråder. Flere af dem blev trængt ud af rådet under syvårskrigen, ja, Jakob Ulfeldt oplevede at måtte trække sig ud to gange, i 1567 og 1579, sidste gang for stedse. Forskningen har set en skillelinje i kongens regeringsudøvelse med Peder Oxes tilbagevenden til administrationen i beg. af 1567, og tolket den følgende udvikling således at kongen skulle være trængt i baggrunden for resten af sin tid medens vekslende rigsråder forestod regeringen. Denne tolkning holder dog ikke stik. Der er ikke tvivl om at rigsrådet på grund af syvårskrigens mange opgaver for en tid spillede en fremtrædende rolle, men kongen forbeholdt sig dog krigen igennem at resolvere i de opdukkende sager, og efter 1570 er rigsrådets betydning i aftagen. I Frederiks senere år er der i ret udpræget grad tale om et enestyre hvor kansleren Niels Kaas og rentemesteren Christoffer Valkendorf dog spillede en vigtig rolle som rådgivere. I sammenhæng hermed må det ses at Frederik fra syvårskrigens sidste år og frem til 1581 holdt rigsrådets antal af medlemmer nede på mim. 11 og 18 og hovedsagelig udnævnte adelige der havde udmærket sig under krigen. 1581 udnævnte Frederik da pludseligt 13 nye rigsråder uden at det helt står klart hvad der lå bag denne masseudnævnelse.

Den relative sikkerhed Danmark i udenrigspolitisk henseende nød gennem det meste af Frederiks regeringstid var i vidt omfang betinget af de europæiske magters optagethed af egne indre problemer. I Tyskland rådede en usikker balance mellem de konfessionelle partier, i Frankrig herskede borgerkrig og urolighederne i Nederlandene gik over i åben krig mod Spanien, en krig hvori England også deltog. I øst var Rusland, Polen og Sverige på forskellig vis involveret i den livlandske krig der først sluttede 1583 med Ruslands nederlag. Dette almindelige europæiske engagement frembød forskellige manøvremuligheder for en dansk udenrigspolitik, i hovedsagen var den dog afventende og havde som hovedmål at opretholde landets position i Østersøområdet. En tidligere forskning har tillagt Frederik stærkt ekspansive planer fra begyndelsen af hans regering, men har tegnet billedet for skarpt. Undertrykkelsen af Ditmarsken 1559 blev foranlediget af farbroderen hertug Adolf af Gottorp der søgte at udnytte tronskiftet i Danmark til på egen hånd at udvide sit territorium. Gottorperen der var kredsoberst i den nedresachsiske kreds stod militært stærkt, og Frederik har til trods for bl.a. Johan Friis' modstand ikke haft andet valg end at slutte sig til operationen såfremt hertugen ikke skulle løbe med hele byttet og Frederik selv lide et prestigetab.

Når Frederik samme år greb ind i Livland og gennem traktat af 26.9.1559 overtog beskyttelsen af Øsel og Wieck stift skyldtes det overvejende dynastiske hensyn. Målet var at sikre hertug Magnus underhold og undgå en opdeling af den kongelige del af hertugdømmerne. Den ekspansionspolitik som hertug Magnus slog ind på efter sin overtagelse af stiftet foråret 1560 skete mod Frederiks vilje, og da hertugens politik havde spillet fallit greb Frederik tøjlerne. I maj 1561 blev Magnus sat under administration og alle vigtigere beslutninger i stiftet blev overladt til en kongelig udnævnt statholder. Under opretholdelse af prætentioner på Estland gik den danske politik nu hovedsageligt ud på at sikre de vundne positioner i Livland gennem venskabelige relationer med ordensmesteren og Rusland.

Denne politik blev slået i stykker da den nye svenske konge Erik 14. juni 1561 satte sig fast i Reval og målbevidst ekspanderede i Livland. Den store belastningsprøve i Frederiks liv var krigen mod Sverige 1563-70. Konflikten bundede på langt sigt i mange års ustabilt forhold mellem de nordiske lande. Gustav Vasas danskerhad og krav på Gotland på den ene side og danskernes krav på at have forrang fremfor det nyslåede svenske kongedømme på den anden side forhindrede en tilnærmelse mellem landene. En farlig fase indtrådte fra o. 1550 som følge af det svenske kongehus' konsolidering og stærkt øgede militære potentiale. Flere forhold peger i retning af at Frederik i sine første regeringsår synes at have været indstillet på et tåleligt forhold til det svenske kongehus, men svenske udfordringer og magtsprog i forbindelse med Sveriges ekspansion i Livland fremkaldte en afgørende tilspidsning af forholdet. Erik 14. satsede åbenlyst på en ændring af de handels- og magtpolitiske forhold i Østersøområdet og kalkulerede med at Danmark af finansielle hensyn ikke turde modsætte sig de svenske planer. Frederik foreslog i feb. 1562 at løse krisen gennem et forsoningsægteskab mellem hertug Magnus og en svensk prinsesse, men forslaget blev afvist fra svensk side, og efter resultatløse forhandlinger mellem de to lande besluttede Frederik sig i marts 1563 for krig. De mænd der var udset til at lede felttoget mod Sverige, grev Günther von Schwarzburg og Jürgen von Holle frarådede indtrængende krigen, men Frederik der blev støttet af en række yngre rigsråder førte sin vilje igennem. Medvirkende til beslutningen var at Polen og Lübeck også ville gå med i krig mod Sverige.

Frederik og hans rådgivere håbede sommeren 1563 på at kunne afslutte krigen på nogle få måneder gennem en massiv indsættelse af tyske lejetropper men tog fejl i skæbnesvanger grad. Udslaggivende faktorer i den lange krig blev de store afstande og det ufremkommelige terræn på krigsskuepladsen, samt det forhold at den danske flåde ikke formåede at slå den svenske og afskære de svenske forsyningslinjer. – Når krigen trak så længe ud som den gjorde skyldtes det at begge lejre fejltolkede modstanderens potentiale og situation. Erik 14. satte sin lid til de svenske landskabers forsvarsevne og stolede på at Frederiks finansielle vanskeligheder ville tvinge ham i knæ. Omvendt havde man fra dansk side et intimt kendskab til modsætningerne mellem Erik 14. og hans slægtninge. Der eksisterede kontakter mellem Frederik og Erik 14.s svogre og halvsøskende om befrielsen af den fangne hertug Johan af Finland, den senere Johan 3.; Erik 14.s svoger Georg Johann af Veldenz ydede Frederik et større krigslån.

Frederik ville 1564 have overtaget den militære ledelse men afstod efter rigsrådets anmodning fra selv at deltage i krigen og var dømt til at følge dens udvikling på afstand. Ansvaret tyngede uden tvivl hårdt; jagt, bibellæsning og drikkeri synes at have været de midler hvormed Frederik trøstede sig. Krigens varighed medførte en række kriser af ledelsesmæssig og navnlig finansiel art som resulterede i en kraftigt øget beskatning, optagelse af store lån og pantsættelse af en lang række len. I skuffelse over en fejlslagen operation truede Frederik nytår 1570 med at nedlægge regeringen såfremt rigsrådet ikke kom ham til hjælp. Denne form for afpresning førte til afholdelsen af et almindeligt stændermøde feb.-marts 1570 der bevilgede nye midler til krigens fortsættelse. Den offensive kraft var imidlertid brudt, og når Danmark ved Stettinerfreden af 13.12.1570 kunne frigøre sig af krigen på relativt gunstige vilkår skyldtes det dygtigt diplomati, og den omstændighed at Sverige havde fået en ny modstander i Rusland.

Det skulle dog snart vise sig at en række af Stettinerfredens bestemmelser ikke uden videre lod sig føre ud i livet, dette gjaldt ikke mindst bestemmelsen om restitueringen af de danske besiddelser i Livland gennem kejserens mellemkomst. Da Øsel var herreløst efter at hertug Magnus 1570 havde givet sig i zar Ivan den Grusommes vold og siden (maj 1572) havde løst indbyggerne fra deres ed tog Frederik 1573 øen under sin beskyttelse og brød med Magnus som han ikke længere ville anerkende som sin bror. Forholdet til Rusland gik fra 1576 ind i en konfliktpræget fase, præget af lejlighedsvise overgreb fra begge sider. Frederik ville dog ikke mere lade sig binde af en krig og afslog svenske tilbud om et våbenfællesskab mod zaren. Erfaringerne fra den livlandske labyrint synes at have bundfældet sig som en dyb lede hos Frederik over forholdene derovre og det resulterede i at Danmark efterhånden trak sig ud af den livlandske politik. Man opgav at få Wieck tilbage, og efter Magnus' død solgtes dennes privatbesiddelse Kurland stift til Polen. Tilbage efter det livlandske engagement blev alene Øsel der relativt let kunne forsvares.

Vender vi os til Frederiks svenske politik er det tydeligt at Frederik i 1570ernes begyndelse bestræbte sig på at vise nogen imødekommenhed over for den nye svenske konge Johan 3. Det gav sig bl.a. udslag i Elfsborgs tilbagelevering 1571 og ved udsættelser med betalingen af løsesummen for Elfsborg. Sammenstød i Livland og Sveriges vanskeligheder ved at opfylde fredsbestemmelserne førte dog til flere kriser, mest udpræget i 1575. Danmark stod nu stærkest i Norden og fra svensk side frygtede man ved flere lejligheder et dansk angreb. Den svenske usikkerhed førte til følere med henblik på oprettelsen af et nordisk forsvarsforbund, en tanke der blev afvist fra dansk side. Efter at Sverige 1581 havde erobret Narva og Danmark var trådt ud af den livlandske politik blev der færre gnidningspunkter mellem de to lande, og forholdet mellem Frederik og Johan 3. antog i 1580erne venskabelig karakter, et mærkeligt mellemspil i århundreders bitre dansksvenske strid.

Hvad forholdet til Polen angik kunne krigsfællesskabet under syvårskrigen ikke skjule de modsætninger der skilte de to riger. Allerede under krigen skred man fra dansk side ind mod de polske fribyttere i Østersøen, og man tolererede siden ikke deres eksistens. 1571 angreb en dansk flåde direkte den polske fribytterbase ved Putziger Wiek. En alvorlig krise kom det til 1577 da Danmark ydede Danzig militær og økonomisk bistand i byens krig mod Polen. De Frederik nærtstående danske officerer Claus von Ungern og Jürgen Farensbach spillede en fremtrædende rolle i byens forsvar medens en flåde under Erik Munk lå for byen og deltog aktivt i angrebet på Elbing sept. 1577. Hensynet til protestantismens skæbne langs Østersøen og frygten for at Polen skulle blive en flådemagt dikterede den danske holdning.

Forholdet til Polen nærmede sig utvivlsomt ved flere lejligheder krigens rand, men Polen havde ingen muligheder for at føre en succesrig krig mod Danmark og holdt sig tilbage. Hansestæderne fik efter 1570 gradvis dårligere arbejdsvilkår i det dansk-norske rige, ser vi bort fra Danzig der efter 1573 blev begunstiget på forskellig vis. Forholdet til Lübeck var generelt dårligt og 1576 måtte byen finde sig i at Frederik tog det til Lubeck pantsatte Bornholm tilbage, 50 år før pantsætningsperiodens udløb. På det religiøse område virkede Frederik efter Bartholomæusnatten i Paris 1572 og i nært samarbejde med Sachsen for en konsolidering af protestantismen i Østersøområdet og Vesteuropa. Han lod i 1570ernes slutning Johan III forstå at Danmark ikke ville affinde sig med Sveriges rekatolicering og ydede moralsk støtte til den nederlandske opstand og til huguenotternes kamp i Frankrig. 1586 var han stemt for en direkte støtte til Henrik af Navarra, men planen faldt, bl.a. på grund af Sachsens modstand.

Frederiks indre politik er endnu ikke udforsket til bunds. Det gælder navnlig for perioden 1571-88. Det synes dog at stå klart at den administrativt og finansielt må ses i forlængelse af Christian 3.s senere politik med de modifikationer og nydannelser som navnlig krigsårene foranledigede. Under indflydelse af det spændte forhold til Sverige gennemførte Frederik 1562 en skærpelse af lensinstruktionerne der tog sigte på at øge kronens indtægter. Syvårskrigens permanente likviditetsvanskeligheder nødvendiggjorde ikke blot en stærkt øget beskatning af befolkningen, herunder en adelsskat i 1567, men medførte tillige en omfattende gældsstiftelse på over 1 mio. daler hos danske og udenlandske kreditorer. Den indenlandske gældsstiftelse skete til dels gennem pantsættelse af en række hovedlen ligesom der i strid med den hidtidige lenspolitik blev oprettet en række smålen gennem bortpantning af strøgods. Lolland og Falster blev sat som sikkerhed for et stort krigslån hos Frederiks svoger kurfyrsten af Sachsen. Indløsningen af pantelenene og betalingen af den øvrige krigsgæld strakte sig gennem den resterende del af Frederiks regeringstid, men voldte dog ikke større problemer end at Frederik kunne tillade sig en omfattende udvidelse og modernisering af flåden og kaste sig ud i gennemførelsen af en række ombygninger på slotte og fæstninger, mest storstilet Kronborgs bygning der stod Frederik i 430.000 daler. Når krigsgælden hurtigt blev reduceret til et rimeligt niveau og ikke tyngede hårdere end den gjorde skyldes det ikke blot opretholdelsen af krigsårenes skattetryk, gode konjunkturer for landbrugsprodukter samt åbningen af nye indtægtskilder, såsom lastetolden i Øresund (1567) og det meget indbringende sildefiskeri ved Bohuslenkysten, men også en udpræget bjærgsomhed hos Frederik selv. Frederik jagtede indtægter og fik meget betragtelige beløb ind gennem konflikter eller forseelser af forskelligste art, midlerne var ikke altid de fineste. Som eksempler kan nævnes, at han fik 50.000 daler ud af Johan Friis' dødsbo, og gennem tilbageholdelse af skibe blev Danzig og Hamburg hver afpresset 100.000 daler. De resultatløse undersøgelser Frederik lod anstille efter Peder Oxes død af adelsmandens optræden under landflygtigheden sigtede også mod at presse penge ud af boet efter rigshofmesteren.

Frederik viede kronens godsdrift stor interesse og bestræbte sig på at gøre den så rentabel som mulig. Et iøjnefaldende udslag heraf var kronens hektisk drevne mageskiftepolitik som Frederik var den ledende kraft bag, og som har bevirket at man har kaldt Frederiks senere regeringsperiode for "mageskifternes tidsalder". Gennem talrige byttehandler med adelen tilstræbte Frederik en koncentrering og afrunding af kronens besiddelser inden for bestemte områder. I 1570erne foretoges godssamlingerne på Sjælland og Falster, i kongens senere år næsten udelukkende i Østjylland. Forskellige hensyn lå bag denne politik som bevirkede dybtgående ændringer af besiddelsesstrukturen og udviklingsmulighederne i de pågældende områder. I reglen begrundede Frederik sine mageskifteforretninger med ønsket om at oprette store sammenhængende jagtområder, men lige så vigtigt har det økonomiske og forsyningsmæssige hensyn vejet. Kombineret med udbygningen af kronens ladegårde muliggjorde mageskifterne en mere rationel storgodsdrift, og de store mængder af vildt som kronens jægere fangede spillede en vigtig rolle ved bespisningen af hoffet og slotsbesætningerne.

Et mærkeligt, præabsolutistisk træk var det system af kongeveje som Frederik udbyggede inden for krongodsområdet i sine sidste år, og som han alene måtte benytte. Videnskaben havde i Frederik en god støtte. Af midler fra kronens sjællandske jordegods oprettede han 1569 Kommunitetet til underhold for 100 trængende studenter, og han støttede på forskellig vis videnskabsmænd og forfattere som Tyge Brahe, Peder Sørensen, A.S. Vedel, Erasmus Lætus m.fl. Frederik selv havde betydelig indsigt i arkitektur og tekniske spørgsmål. Gennem hans befalinger i forbindelse med Kronborgs bygning kan vi følge hvilken betydelig indflydelse han havde på slottets endelige udformning. Også skibsbygning interesserede han sig for, og han hævdede at have givet anvisningerne for bygningen af to af de større orlogsskibe.

Frederik var længe ungkarl. I 1550erne førtes der forhandlinger om et ægteskab med en habsburgsk prinsesse, men planen strandede på det religiøse modsætningsforhold, og bedre gik det ikke en række andre ægteskabsprojekter. Mod syvårskrigens slutning syntes Frederik at have været opsat på at gifte sig med Anne Hardenberg som han i mange år havde haft tilbøjelighed for. Planen stødte dog på modstand både i kongefamilien og hos adelen, og 1572 blev han gift med sin kun femtenårige kusine Sophie. Ægteskabet blev lykkeligt og befæstede yderligere forbindelsen til Mecklenburg. Fra midten af 1580'erne begyndte der at vise sig svaghedstegn hos den ellers så robuste konge. Han fik vanskeligheder med at klare rejselivets strabadser og havde sygdomsanfald både sommeren 1586 og 1587. I februar 1588 brød sygdommen ud igen og skærtorsdag den 4.4.1588 døde Frederik på Antvorskov slot. A.S. Vedel mente at drikfældighed var skyld i kongens død, men sygdomsbilledet tyder mere på en ondartet brystlidelse.

Frederiks død gav anledning til mindefester i København, Dresden og Wittenberg, og der dukkede en hel litteratur af taler og mindeskrifter op efter ham. Han blev bisat i Roskilde domkirke 5.6.1588, og over graven rejstes 1598 et gravmonument udført af Geert van Egen med scener fra felttoget i Ditmarsken og syvårskrigen. Frederik var en mere sammensat natur end han normalt fremstilles, og den negative vurdering af ham der har præget den nyere historieforskning hviler i meget på et uholdbart grundlag. Hans magt byggede på traditionelle forestillinger om kongedømmets nødvendighed, på alliance med ledende medlemmer af den danske og holstenske adel men ikke mindst på en række personlige kvaliteter som overblik, myndighed og evne til at vinde mennesker, egenskaber som gjorde ham til den naturlige leder og det samlende midtpunkt i et spredt rige. Det øgede kun hans position at han personligt formåede at leve op til flere af tidens idealer. I en religiøst bevæget tid repræsenterede han en levende og ukompliceret lutherdom, samtidig kunne han som den friluftsnatur og kraftkarl han var uden vanskeligheder honorere gængse overklasseidealer om mandig og udadvendt optræden. En fællesnævner for disse sider af sit væsen fandt Frederik i forestillingen om "den kristne ridder". Bag hans styre fornemmes, navnlig i de senere år, en fast vilje og overlegen hånd med sikker fornemmelse for sin egen og rigets reputation.

Familie

Født på Haderslevhus, død på Antvorskov, begravet i Roskilde domkirke. Forældre: Christian 3. (1503-59) og Dorothea af Sachsen-Lauenburg (1511-71). Gift 20.7.1572 i København med Sophie af Mecklenburg, født 4.9.1557 i Wismar, død 4.10.1631 på Nykøbing slot, d. af hertug Ulrik af Mecklenburg-Schwerin (1527-1603) og Elisabeth af Danmark (1524-86). Far til Anna (1574-1619), Augusta, Christian 4., Elisabeth (1573-1626), Hans (1583-1602), Hedevig (1581-1641) og Ulrik (1578-1624). Bror til Anna (1532-85), Hans den yngre og Magnus (1540-83).

Ikonografi

Medaljer fra ca. 1560-64, af David Knop 1565 og af Eliseus guldsmed 1567 og 1571, kopieret af Jørgen guldsmed 1576. Træsnit af Lorentz Benedicht, 1567, kopieret 1573 og 1587. Tryk på bogbind 1568, samme type i træsnit 1575. Tegn. af Cornelis Floris, 1574, til gravmæle (St.mus.). Buste, formentlig af Jan Gregor van der Schardt, 1578 (Fr.borg, Rosenborg). Medalje af Hans Raadt, 1580. Stik af Melchior Lorch, 1580, gentaget i større format 1582, kopieret i en række stik af bl.a. D. Custos, R. Sadeler og J. Punt. Medalje af Hans Raadt, 1581. Mal. 1581 af Lorch eller som mere alm. antaget af Hans Knieper (Fr.borg), lille kopi (Landesmus., Kassel). Dette portr. har dragten tilfælles med Kniepers tapet 1581-84 (Nat.mus.) der er gengivet i tegn. ca. 1600 (Kgl.bibl.) og i mal. af Peiter Hartman, 1607 (Malmø rådhus). Portrættet fra 1581 synes også at ligge til grund for relief 1589 tilskr. Gert van Egen (Gripsholm), kopi af L. Lilienquist, 1891 (Fr.borg). Portrættet fra 1581, med ændringer, er gengivet i tegn. ca. 1590 (Kgl.bibl.) og mal. af Jacob van Doort, 1611 (Gripsholm), og til sidstnævnte slutter sig mal. af Remmert Petersen, 1641 (sst.), af Anders Kieldsen, 1654 (Malmø rådhus) m.fl.a. (Nasjonalgalleriet, Oslo; Vanås i Skåne; Fr.borg; Gavnø). Medalje 1582 af Egidius guldsmed. Medaljer 1587 og udateret. Stik af H. Goltzius, 1589, med opstående pelskrave gengivet i flere stik, tegn. ca. 1600 (Kgl.bibl.), maleri (Fr.borg), i friere kopi stukket af J. Haas og mal. af M. Rørbye 1827 (Sorø akad.), i miniature (Fr. borg; Gl. Køgegård) og i træsnit. Goltzius stak 1590 samme hoved, men med rustning, gengivet i tegn. ca. 1600 (Kgl.bibl.), i flere stik, bl.a. af Fr. Hogenberg, Haelwegh og Brühl, måske også oliemin. (Fr.borg). Et stik fra 1761 gengiver et mal. (dengang Rosenborg), et stik af I.M. Preisler samme type med ændringer som synes taget fra mal. af Jacob d'Agar fra 1680'erne (Fr.borg), men Rosenborgbilledet var måske ældre og typen grunder sig utvivlsomt på ovennævnte mal. fra 1581; den er gengivet i stik, bl.a. af Flint, og i litografier, bl.a. af E. Fortling. Afbildet på Gert van Egens gravmæle 1594-98 med en liggende og en knælende statue. Flere forskellige relieffer, formentlig af samme kunstner (Rosenborg; Wallace Collection, London), jfr. ovennævnte relief af samme med samme dragt. Træsnit 1599. Rundt relief (Odense kloster). Stik 1680. Stik af Hubert Schaten, 1693. Afbildet på mal. af N. Abildgaard, 1781 (St.mus.), og på mal. af Chr. Holm, 1825. Tegn. af Eckersberg, 1826. Afbildet på mal. af A.C.V. Thomsen, 1854. Relief 1865 af Fjeldskov efter tegn. af H. V. Bissen (Kbh.s univ., festsalen). Tegn. af H. Nik. Hansen 1883 og senere, mal. af Ellen Hofmann Bang 1903 og 1917. Statuette af W. Rasmussen, 1917. – Mindesmærke 1916 af H.C. Amberg (torvet i Skanderborg). Forlæg til statue af E. Utzon-Frank, 1924.

Bibliografi

Kilder. Frederik 2.s kalenderoptegn. 1583, 1584 og 1587 i Hist.t. 4.r.III, 1872-73 538-77 (også som særtryk, 1873). Brev i Danske saml. 2.r.VI, 1877-79 87-91. Kancelliets brevbøger 1556-88, 1887-1906. Danm.-No.s traktater, ved L. Laursen I–II, 1907-12. Danske mag. 6.r.II, 1914 1-27.

Lit. Anders Sørensen Vedel: En sørgelig ligpredicken, 1588. Chr. Knoff: Leichpredigt bey Frederiks des II Begrebnusz, s.å. P.H. Resen: Kong Frederik IIs krønicke, 1680. C.F. Bricka: Kong Frederik IIs ungdomskærlighed, 1873. Kr. Erslev: Konge og lensmand i det 16.årh., 1879. Troels Lund i Museum, 1891 31-46. H.D. Lind: Fra kong Frederik IIs tid, 1902. Th. B. Bang i Hist.t. 9.r.I, 1918 1-42. Fr. Westling i Hist.t. XXXIX, Sth. 1919 55-102 123-54. P. Colding: Studier i Danm.s politiske hist., 1939. Samme i Danm.s konger, red. Kn. Fabricius, 1944 236-60. Danm.s kirker, Københavns amt IV (Roskilde domkirke) 1951-53 1844-52. Vict. Hermansen i Medicinsk forum IX, 1956, nr. 2 33-48. Sv. Gissel i Festskr. til Astrid Friis, 1963 99-122. Samme: Landgilde og udsæd på Sjælland, 1968. Allan Karker i Jyske saml. ny r.VI, 1964 252-81. F.P. Jensen i Histt. 12.r.VI, 1972-73 59-92. Samme: Bidrag til Frederik IIs og Erik XIVs hist., 1978. Kn. Rasmussen: Die livländische Krise 1554-1561, 1973 = Københavns universitet slav. inst. Studier 1 164-78. Alex Wittendorff: Alvej og kongevej, 1973. E. Ladewig Petersen: Fra domænestat til skattestat, 1976. Frederik II, en renässansfurste, udg. Malmö museum, Malmö 1977. Knud J. V. Jespersen: Rostjenestetaksation og adelsgods, 1977. H. Bennike Madsen: Det danske skattevæsen 1530-1660, 1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig