Frederik 6.

Frederik 6., 28.1.1768-3.12.1839, konge. Frederiks opvækst fandt sted under omstændigheder, der for en prins og tronarving må betegnes som uheldige. Til den sindssyge far kunne han aldrig få noget forhold, og fire år gammel berøvedes han enhver forbindelse med moderen. Frederik var fra fødslen svagelig og blev angrebet af engelsk syge, hvad der foranledigede J.F. Struensee til at gribe ind i hans opdragelse og behandle ham efter de Rousseauske principper. Man tilstræbte at lade naturen råde og søgte at hærde barnet legemligt og åndeligt. Frederik fik tarvelig kost, nødtørftig påklædning, udsattes for klimaets påvirkning og overlodes, sammen med en jævnaldrende legekammerat, i vid udstrækning til sig selv. Metoden lempedes i slutningen af Struensees tid ved indgriben fra lægen Christian Berger. Utvivlsomt var metoden grundlæggende heldig for Frederiks helbred, men dels gennemførtes den meget hårdhændet, dels bidrog rygterne om den til uviljen mod Struensees regime. Efter Struensees fald blev feltmarskal M. Numsens enke hans overhofmesterinde, men fjernedes allerede næste år. Frederik fik nu egen hofstat, til hvis leder H.H. v. Eickstedt udnævntes. Som lærer fik han B.G. Sporon, men hverken denne eller overhofmesteren synes at have været skikkede til at forestå hans opdragelse og uddannelse. I betragtning af at Frederik med tiden skulle overtage landets styre må hans uddannelse i barne- og de tidlige ungdomsår betragtes som forsømt, og han blev ikke bibragt skolekundskaber af større omfang. Det fik en vis betydning for ham at han i drengeårene omgikkes som fortrolig med den ene af sine kammerjunkere, Johan Bülow.

Frederik kom i et naturligt modsætningsforhold til det regeringssystem der var opbygget efter Struensees fald med Ove Høegh-Guldberg, enkedronningen og arveprinsen som ledere. Han blev derfor et selvfølgeligt centrum for de bestræbelser der i begyndelsen af 1780erne udfoldede sig for at få tilvejebragt et politisk systemskifte. Frederik skulle efter sin konfirmation optages i statsrådet, og oppositionen besluttede at benytte denne lejlighed til at søge det bestående system væltet. 4.4.1784 blev Frederik seksten år gammel konfirmeret, og 14.4. deltog han for første gang i statsrådets forhandlinger. Her forlangte han og fik kongens underskrift på, at kabinettet skulle ophæves og A.P. Bernstorff, H.V. v. Huth og H. Stampe udnævntes til ministre. Efter at have meddelt Høegh-Guldberg og hans kolleger deres afsked var den pludselige og ublodige paladsrevolution gennemført. Frederiks optræden havde ved denne afgørende lejlighed været fast og myndig, og han var ikke veget tilbage for fysisk at forhindre sin onkel arveprinsen i at bemægtige sig kongens person. Frederik blev nu reelt, om ikke formelt, den enevældige kongemagts repræsentant, hvis underskrift blev krævet ved siden af kongens for at en kongelig befaling skulle have gyldighed.

Som kronprinsregent udviste Frederik fra første færd flid og iver i sin stilling. Han bestræbte sig efter bedste evne på at følge alle grene af statsstyreisen, selv om man snart med en vis bekymring konstaterede at han særlig var optaget af hærvæsenet og stærkt engagerede sig i detaljer som eksercits og uniformsudstyr. Det må imidlertid ikke overses, at Frederiks oprigtige begejstring for bondestandens frigørelse og for reformer på en række af samfundslivets felter afgørende lettede iværksættelsen af de betydelige reformarbejder der særlig kendetegnede 1780erne. De berømte ord i forbindelse med landbosagen om, at det var en så vigtig sag som man burde tage fat på uden at lade nogen dag gå til spilde, kan om ikke belægges i henseende til ordlyd, så dog sandsynliggøres med hensyn til den faktiske holdning. Frederik nød i disse år i reformvenlige kredse en overordentlig popularitet og han grundlagde ligeledes i dette tidsrum den loyalitet og hengivenhed der livet igennem kom ham imøde fra bondestanden.Direkte indflydelse på styret opnåede han dog næppe før A.P. Bernstorffs død 1797, selv om man i 1790erne mærker en stigende tilbøjelighed til at markere sine egne synspunkter og vilje til magt.

Efter at flere muligheder havde været fremme i løbet af 1780erne med henblik på ægteskab, besluttedes det at han skulle giftes med Carl af Hessens datter Marie Sophie Frederikke, et valg der var populært i befolkningen og som ved kronprinsparrets indtog i København september 1790 gav anledning til omfattende ovationer. Ægteskabet var næppe noget inklinationsparti, men synes efter omstændighederne at have været præget af gensidig hengivenhed og respekt, dog uden dybere følelser eller forståelse. Han fik i ægteskabet to døtre, Caroline og Vilhelmine, der begge overlevede forældrene, mens seks sønner døde som spæde. Omkring 1808 indledte Frederik et forhold til Bente Rafsted, datter af en borer ved Holmen, som fik status af officiel maitresse (fru Dannemand, fra 1829 med rang af oberstinde) og som fødte ham to sønner og to døtre.

Fra 1797 kan det spores, hvordan Frederik i stigende grad greb ind i statsstyreisen. Selv om de regelmæssige statsrådsforhandlinger blev bevaret, flyttedes afgørelsen stadig mere over til Frederiks person og hans kabinet, og forholdet til de endnu levende medlemmer af regeringskredsen fra 1784, bl.a. Chr. D. Reventlow som kronprinsen tidligere havde bøjet sig for, synes at være blevet kølnet med Frederiks stræben efter at sætte sit personlige præg på styret. Frederik var mere administrator end lovgiver, men hans deltagelse var præget af saglighed, sund vurderingsevne og ikke mindst en oprigtig bestræbelse på at udfylde hvad han opfattede som sin pligt. Frederik hæmmedes ved sine begrænsede kundskaber, sin tilbøjelighed til at drukne i petitesser og mangel på vidsyn. Af periodens mere udbredte ideer og holdninger bemærkes bag Frederiks indsats en stræben mod humanere samfundstilstande og en optagethed af den jævne befolknings, særlig bøndernes, bedrede vilkår. "Til næppe en eneste af de store reformlove har han taget initiativet; for næppe en eneste har han fastsat grundtrækkene; hans tilslutning og talrige bemærkninger om enkeltheder viser alligevel, at de nye tanker var blevet hans personlige ejendom" (Axel Linvald).

Udviklingen i europæisk politik i årene omkring 1800 stillede den danske statsstyrelse overfor en række udfordringer af udenrigs- og militærpolitisk karakter. Mens det for den foregående periode gælder, at Frederiks indflydelse på den indenrigske politik kan være vanskelig at bedømme, og at hans del i udenrigspolitikken, i hvert fald før 1797, har været beskeden, så lå efter A.P. Bernstorffs død de afgørende beslutninger i forholdet til udlandet hos Frederik. Såvidt det har værdi at søge ansvaret for de vidtrækkende beslutninger der fra dansk side blev truffet i udenrigspolitiske spørgsmål placeret personligt, må dette ubetinget ligge hos Frederik. Ansvaret for den udfordrende konvojpolitik, der førte til krisen med England i sommeren 1800 og dannelsen af det væbnede neutralitetsforbund må tilskrives Frederik, og han bar hovedansvaret for krigen 1801. Men sammen med udenrigsminister Chr. Bernstorff fastholdt han under krigen en konsekvent linie over for et statsråd, hvis flertal blev grebet af panik. Ydermere traf han kort efter faderens død 13.3.1808 et skridt der såvel formelt som formentlig også reelt tillagde Frederik en afgørende indflydelse også på de indenrigske forhold. 19.3.1808 gav han kollegierne ordre til skriftligt at tilstille ham alle forestillinger og erklærede samtidig at han for fremtiden ville afgøre, hvorvidt sagerne skulle refereres i statsrådet. Dette var sat ud af kraft 1808-14 og den politiske beslutningsproces samlet i kongens kabinet. Man skal her næppe tillægge kabinetssekretæren P.C. Jessen større indflydelse, men utvivlsomt spillede adjudantstaben, her særlig generaladjudant Frantz Bülow, en vis, dog normalt overvurderet rolle. Adjudantstaben ("de røde fjer") blev genstand for betydelig uvilje og tillagdes stor andel i det for landet ulykkelige forløb af årene 1807-14, men atter må Frederik bære det endelige ansvar.

Allerede ved det engelske angreb på København 2.4.1801 markeredes Frederiks selvrådighed, idet han uden at rådføre sig med Olfert Fischer afbrød kampen på admiral Nelsons henvendelse, men utvivlsomt var det en korrekt afgørelse, og Frederik viste i de følgende forhandlinger myndighed og en optræden der gjorde et fordelagtigt indtryk på modstanderen. Ved det tyske kejserriges opløsning 1806 pressede Frederik på for, opfordret af Frankrig, at indkorporere Holsten, og han søgte i forlængelse heraf at tilvejebringe større ensartethed i de enkelte rigsdeles lovgivning. En uheldig konsekvens heraf var imidlertid et øget modsætningsforhold til udenrigsminister Chr. Bernstorff og grundlæggelsen af et permanent modsætningsforhold til augustenborgerne. Man kunne fra dansk side næppe have truffet anden afgørelse end den man tog ved det fornyede engelske angreb i 1807, selv om Frederiks afrejse fra København umiddelbart før belejringen næppe var psykologisk heldig.

Frederik bandt sig nu til Napoleon, hvori han støttedes og fastholdtes af sine militære rådgivere. Han formåede imidlertid ikke at udnytte denne alliance til sin fordel i det svenske tronfølgespørgsmål 1809-10, og de formentlige muligheder der bød sig 1812-13 til at opgive forbundet og søge en tilnærmelse til de allierede afvistes blankt af Frederik der ikke kunne opnå sikkerhed for Norges forbliven i monarkiet. Konsekvenserne heraf blev landets medinddragen i Napoleons fald, og de militære operationer den danske hær involveredes i 1813 afslørede ikke feltherreegenskaber hos Frederik. Danmark måtte gå ind på freden i Kiel 14.1.1814, i hvis udformning Frederik ikke havde del. Han havde udvist stor ihærdighed for at fastholde Norges tilhørsforhold, støttede efter bedste evne statholderen Christian Frederik (senere Chr. VIII), men opnåede intet overfor overlegne modspillere og en tilintetgørende magtkonstellation vendt mod landet.

Fra september 1814 til maj 1815 opholdt Frederik sig ved kongressen i Wien for at virke for sit lands sag. Han kom imidlertid uhjælpelig til kort i kongressens diplomatiske miljø, og hans selvrådighed vanskeliggjorde opgaven for Danmarks ordinære repræsentanter, udenrigsministeren og Chr. Bernstorff. Det indtryk Frederik efterlod sig i Wien var en med medlidenhed blandet sympati, en vis popularitet hos byens befolkning, men bemærkelsesværdig er her den begejstrede modtagelse, Frederik fik ved sin hjemkomst. Det blev i vide kredse opfattet som om Frederik havde reddet landet ved sin deltagelse i kongressen. 29.4.1814 trådte statsrådet påny sammen og mere normale styreformer etableredes i den skikkelse, de skulle bibeholde frem til kongens død. Betydelige afgørelser blev dog fortsat truffet mellem ministre og kongen personlig, og det må betragtes som uheldigt at Frederik i en årrække søgte at holde tronfølgeren ude fra den centrale statsstyrelse. Årene efter 1814 var ikke fremmende for større politiske initiativer, hvad der stemte vel overens med Frederiks indstilling. Han rejste jævnligt sammen med dronningen til forskellige dele af kongeriget og hertugdømmerne, hvilket yderligere styrkede hans popularitet i befolkningens brede kredse. Den i europæisk politik herskende reaktionære strømning i disse år var på linje med Frederiks holdning, og han reagerede meget stærkt på oppositionelle tilkendegivelser (dr. Dampe.) Uroen 1830 og Uwe Jens Lornsens agitation i hertugdømmerne opskræmte Frederik stærkt, men i selve indførelsen af de rådgivende stænder havde han kun ringe del. Den stigende kritik af statsstyreisen krænkede Frederik dybt, men i stadig større omfang gik den egentlige indflydelse over til andre i 1830erne, bl.a. til kronprinsen, den senere Christian VIII. 1837 var Frederik syg i længere tid, men han genvandt tilsyneladende sit normale, gode helbred. Hen på efteråret 1839 svækkedes han dog mærkbart, men uden egentlige sygdomstegn. Han varetog sine regentpligter, ikke mindst de militære, til det sidste, arbejdede endnu dagen før sin død og sov hen om morgenen 3.12.1839.

Frederik var hverken i legemlig eller åndelig henseende begunstiget fra naturens side. Hans fremtræden var uheldig, skikkelsen klejn og spinkel og ansigtet med den skæve mund, hængende underlæbe og albino-øjenbryn direkte uskønt. Frederiks optræden var kejtet, han udtrykte sig mundtligt og skriftligt uden overlegenhed, hvortil hans mangelfulde uddannelse også bidrog. Han skrev således ikke ortografisk korrekt dansk. Han var uden dybere indsigt i kunst og kulturelle spørgsmål, læste så godt som ikke litteratur, og for hans deltagelse i statsstyreisen gælder, at han synes at have savnet evner for at analysere problemerne, udstikke hovedlinjer, ligesom han var uden konstruktiv fantasi. Men man kan ikke frakende ham en nøgtern og saglig indstilling, en stærk ansvars- og pligtfølelse og i en række tilfælde et sundt blik for personer og forhold. For småkårsfolk havde han en oprigtig medfølelse, og han hjalp ofte rundhåndet efter ulykker, brande o.lign.

Det er imidlertid et vidnesbyrd om Frederiks manglende overlegenhed, at han i konflikter med ministre og bureaukrati sjældent kunne føre sin vilje igennem. På udnævnelsen af embedsmænd, endog de højeste, øvede han dog hele sin regeringsperiode en afgørende indflydelse, og han holdt sig fortrinsvis til prøvede rådgivere. Det kom ved Frederiks død til spontane og omfattende sympatitilkendegivelser, og det velkendte forhold, at kongens kiste på vejen til Roskilde blev båret af repræsentanter for sjællandske bønder er betegnende for den ægte popularitet, Frederik nød i befolkningens brede lag. Mindet om reformårene, hans personlige jævnhed og godgørenhed sikrede ham en bred, folkelig sympati der i det følgende årti skulle få politisk betydning gennem den fastholden ved kongemagten, betydelige dele af bondestanden gik ind for. I andre lag af befolkningen var Frederiks popularitet mere omtvistet. Allerede tidligt spores kritik af hans person, af hans militæroptagethed og af sider af hans karakter. Krigsårene, hvor mange følte at Frederik ikke slog til som leder af styrelsen, sled yderligere på loyaliteten, mens forestillingerne om hans optræden i Wien 1814-15 til gengæld atter samlede stor tillid og sympati om hans person.

I 1830erne fulgte påny en mere kritisk indstilling overfor Frederik fra liberale kredse, efterhånden som han identificeredes med enhver modstand mod forandringer i statsstyreisen. I borgerskabet, blandt akademikere og i visse embedskredse så man med forventning hen til det kommende tronskifte, og her var holdningen til Frederik i de senere år antagelig at karakterisere med Orla Lehmanns ord: velvilje mod en velsindet gammel mand. Det fra traditionen kendte billede af kongen i admiralsuniform sejlende i Frederiksberg haves kanaler hilst af københavnske borgere langs bredderne tegner imidlertid en side af de forestillinger der i de følgende mere urolige årtier knyttede sig til "Frederik VIs tid".

Frederiks politiske indsats har været yderst forskelligt bedømt af eftertiden. 1840ernes liberale opposition og overhovedet den nationalliberale periode var ikke Frederik gunstig, og da den egentlige historiske udforskning af perioden tog sin begyndelse i sidste del af 1800-tallet tegnede forfattere som L. Koch, Edv. Holm, Carl Th. Sørensen og ikke mindst Marcus Rubin billedet af Frederiks person og især hans regeringsindsats med kritiske træk. Også i norsk historieskrivning om de sidste år af landets forbindelse med Danmark blev Frederik negativt bedømt. Senere har særlig Axel Linvald rehabiliteret Frederik som person og regent, mens Hans Jensen har understreget periodens bureaukratiske styreform i bevidst opposition til det ofte citerede: vi alene vide. Senest har Georg Nørregård og Ole Feldbæk arbejdet med Frederik som udenrigspolitiker uden dog at tillægge ham større evner som statsmand, mens E.O.A. Hedegaard har søgt at forsvare Frederik i perioden 1807-14 ved at lægge et betydeligt ansvar på adjudantstaben. Også i nyere norsk historieskrivning er billedet af Frederik blevet nuanceret i forhold til opfattelsen fra forrige århundrede.