Gudfred

Gudfred, d. 810 el. 811, konge. Vort kendskab til G. hviler på meddelelser i de frankiske annaler som intet fortæller om hans æt. Hans forgænger må have været den kong Sigfred som omtales i tiden 782-797; men først 804 hører vi kong G. nævnt, idet han da "med sin Flaade og sit Riges hele Rytteri kom til det Sted som kaldes Sliesthorp, paa Grænsen mellem hans Rige og Sachsland". Det var Karl den Stores sachserkampe som førte ham herned. Karl lå 804 med sin hær i Hollingsted og man drøftede muligheden af en personlig forhandling mellem ham og G., til hvem Karl sendte sendemænd, men til noget resultat synes man ikke at være nået. 808 angreb G. Karls forbundsfæller, de slaviske abodriter i Mecklenburg, af hvis handelsplads Reric (nær det nuv. Wismar) den danske konge havde tiltvunget sig betydelige årlige indtægter. Reric blev ødelagt og dens købmænd førte G. nu med sig til havnen Sliesthorp, hvor han bød "at hans Riges Grænse imod Sachsland skulde befæstes med en Vold, saaledes at dette Virke helt fra den østlige Havbugt, som de (o: danerne) kaldte Østersalt, til Vesterhavet kunde værne Ejderens nordlige Bred, og det skulde kun have een Port, ɔ: gennem hvilken vogne og Ryttere kunde færdes frem og tilbage". Denne optegnelse viser at årbogsforfatteren ved Karl den Stores hof anså Danevirke for Gudfreds værk. Udgravninger i 1970erne har imidlertid afsløret at hovedvolden og nordvolden er opført allerede 737. Naturligvis er det ikke utænkeligt at G. også har bygget på virket, men hidtil er der ikke spor af byggeri mellem den ældste fase i 700-tallet og den næste i slutningen af 900-tallet. Vilh. la Cour har fremhævet at Danevirke ikke blot kunne fungere som forsvar mod sydfra kommende angribere, men også til opsyn med handelsvejen over Jyllands rod. Den stadige vedligeholdelse og udbygning af anlægget gennem 500 år, sluttende med Valdemar den Stores teglstensmur, vidner om at de samme interesser fortsat har gjort sig gældende. Spændingen mellem G. og Karl den Store fortsatte; et planlagt fredsmøde 809 blev ikke til noget, to slaviske stammer bekæmpede hinanden, og efter at kejseren havde flyttet sachserne i Holsten, måtte han ved regulær krigsførelse og anlæg af borgen Esesfeld (Itzehoe) sikre de frankiske interesser ved Elben. G. og andre "normanner" udnyttede uroen til hærgningstogter langs Frieslands kyst og pålagde den frisiske befolkning afgifter. Karl satte flåden i forsvarsberedskab og frygtede det værste fra den stortalende danske konge, da det endelig forlød at G. var dræbt for en af sine soldaters hånd. Hans efterfølger og nevø Hemming sluttede fred med den frankiske kejser. G.s sønner, deriblandt Haarik, kæmpede i de følgende årtier med aridre medlemmer af kongeslægten om herredømmet over danerne.