Hans, 2.2.1455-20.2.1513, konge. Født i Ålborg, død sst., begravet i franciskanerkirken i Odense, 1804 overført til Skt. Knuds k. sst. Christian I efterlod sig ved sin død 1481 to sønner, den voksne H. og den knap tiårige Frederik (I). Der gik et år før H. hyldedes i Danmark -selv om han tidligere var udset til tronfølger – og der gik næsten to år før han jan.-feb. 1483 ved et møde i Halmstad blev unionskonge over Danmark og Norge. Sverige under rigsforstanderen Sten Sture den ældre forholdt sig afventende, lovede inden et halvt år at opstille unionsregeringens vilkår for Sveriges vedkommende og gjorde det med den såkaldte Kalmar reces 7.9.1483, men indtog foreløbig ikke H. som konge. Dette kan have skyldtes, at H. anså vilkårene for så ubekvemme at det var håbløst – dog havde han allerede ved at modtage Halmstadrecessen givet køb – men det kan også have sin forklaring i svensk modstand, enten fra rigsforstanderen eller fra det svenske råd (som ofte så forskelligt på de politiske hovedspørgsmål). Muligvis har enkedronning Dorothea hvis position ved tronskiftet synes at have været stærk foretrukket den yngre søn, og hun har i det mindste draget omsorg for at denne fik løfte om at forsørges med betydelige indtægter af hertugdømmerne; her hyldedes de to brødre nov. 1482 "til samlet hånd" og 1490 gennemførtes der en deling mellem dem, hvorved H. fik den såkaldte segebergske del af hertugdømmerne. Men delingen satte i årtier splid mellem H. og Frederik (I) der krævede sig fyldestgjort af kongerigerne Danmark og Norge for hvad overlast der var sket ham med hertugdømmerne. H. overtog fra sin far en vanskelig forhandlingsposition over for Sverige hvor slaget på Brunkeberg 1471 og Sten Stures rigsforstanderskab ganske vist havde frataget Christian I hans svenske kongemagt, men hvor der i resten af kongens levetid havde været ført tungt henskridende forhandlinger om, hvilke principielle forfatningsmæssige hovedlinjer der eventuelt ville kunrte accepteres af begge parter. Det var forhandlinger hvori raderne brugte deres kløgt på sindrige udlægninger af traditionen eller begavede analogiforestillinger for at give deres position en større teoretisk fasthed end den havde; mens kongemagtens forhandlere måtte søge at bevare mest muligt af den kongelige magtfuldkommenhed under den nye tingenes tilstand, uden alt for tydeligt hverken at give køb eller sige nej.

H. var dygtigere til dette spil end sin far; havde måske også den fordel at der i hans tid var en mere klart kongevenlig fløj af det svenske råd at støtte sig til. Det gjorde indtryk i Sverige at H. ved en sendelse til Rusland 1493 tilsyneladende opnåede en ny forståelse om Finlands østgrænse på grundlag af den gamle, men nu omstridte Nöteborgstraktat af 1323, åbenbart hen over hovedet på den svenske rigsforstander der i de finske slotte havde et tyngdepunkt i sin magtstilling. Fra 1494 var Sten Sture stærkt optaget af at befæste sin position i Finland samtidig med at der i det svenske råd udviklede sig en front der dels var rettet mod rigsforstanderen (krævede hans øjeblikkelige tilbagevenden til Sverige), dels ønskede at Kalmar reces skulle virkeliggøres, dvs. H. indtages i Sverige som konge. Foråret 1497 opsagde det svenske råd Sten Sture huldskab, mandskab og tjeneste (selv om det siges at ske i kærlighed og venskab) og samme sommer drog H. med en hær ind i Sverige. 29.9. udkæmpedes det afgørende slag om Stockholm hvor Sten Sture led nederlag til danskerne der lå på Brunkeberg, i oktober ankom kong H. med hovedhæren og 26.11.1497 kronedes han i Stockholm. Hans svenske kongemagt var imidlertid ganske spinkel, Sten Stures parti var med nederlaget ingenlunde udslettet, og de kræfter der havde indtaget kong H. i Sverige ønskede Kalmar reces med dens kraftige indskrænkninger af den kongelige magtudøvelse virkeliggjort. Allerede 1501 tog Sten Stures parti atter magten i Sverige. Det svenske råd forelagde i henhold til Kalmar reces alle stridspunkter mellem kongen og de svenske stormænd for de andre rigers råd (i praksis det danske). Kongemagten stod svagt, måske spillede det ind at H. netop havde lidt sit nederlag i Ditmarsken (slaget ved Hemmingstedt 17.2.1500) hvor kongen søgte at bringe ditmarskerne tilbage under den hertugelige magt, men hvor dette mislykkedes. I hvert fald kort tid efter nederlaget spores der de første tegn på en stormandsopposition, med.danske og svenske deltagere, der ikke havde til hensigt at afvente rettergangen mellem det svenske råd og kongen som Kalmarrecessen foreskrev. Et gådefuldt møde på Sölvesborg i marts 1500 repræsenterer måske en sammensværgelse mellem H.s rigshofmester Poul Laxmand og de svenske råder "på kongens værste".

I foråret og sommeren 1501 forhandledes der i Stockholm om svenskernes klagemål over kongen, især over hans danske fogeders forvaltning af svenske slotte; marts-april 1501 udbrød der opstand i Uppland og forhandlingerne lignede mere og mere underhandlinger mellem krigsførende parter. Da H. forlod Stockholm i august efterlod han sin dronning Christine i det belejrede slot. Da han vendte tilbage med tyske og skotske lejetropper i foråret 1502 havde Stockholm slot få dage før hans ankomst overgivet sig, og dronningen blev svenskernes fange til slutningen af 1503. På krigstogets vestflanke, grænseområderne mellem Norge og Sverige, stod kongemagtens styrker stærkt, anført af Henrik Krummedige der nu fik undsætning af den unge Christian (II). De erobrede Elfsborg, belejrede Akershus, forstærkede Bohus og rakte langt ind i Västergötland. Talende for situationen er deres skånselsløse brutalitet mod modstanderne, fx drabet på den oprørske norske stormand Knut Alfssen der var mødt under lejde til forhandlinger på Henrik Krummediges skib i Oslofjorden, men huggedes ned her. Straks efter rejstes der forræderisag mod ham i Oslo, og drabsmændene blev frikendt ved en proces der bøjede retten efter magten. Den stærke militære position i Norge og Vestsverige gavnede dog ikke kongen, når hans hær ikke havde kunnet erobre Stockholm. Sten Sture blev atter svensk rigsforstander og krigen ebbede ud for at afløses af forhandlinger resten af H.s regeringstid om på hvilke vilkår han atter kunne opnå kongemagten i Sverige og hvilke kompensationer af dette rige han havde krav på i mellemtiden. Selv om H.s svenske kongemagt aldrig mere blev reelt gennemført var hans stilling over for Sverige ikke uden styrke, og alle stadier af hans unionspolitik vidner om "hans beherskelse af den kunst at vente" (Henry Bruun).

Indenrigspolitisk gjaldt det for kong H. om at forøge kongemagtens indtægter, ikke kun for at finansiere udenrigspolitikken, men også fordi de indtægtsmuligheder han ellers kunne have haft af hertugdømmerne (efterhånden som de genskabtes ved afviklingen af faderens transaktioner) skulle deles med broderen Frederik (I). Den håndfæstning H. havde måttet acceptere 1483 udgør i sit interessante samspil med Kalmarrecessen i virkeligheden en unionsforfatning, mere klar og specifik end hvad der hidtil havde været gældende. I forhold til sin fars regering syntes kong H.s forvaltning af rigerne at skulle blive bundet på hænder og fødder, forpligtet som han overalt var til at respektere sine rigsråds ret til medbestemmelse eller endog til at nedlægge veto, mht. opkrævning af (ekstra)skatter, besættelse af lenene, erklæring af krig eller indførelse af udførselsforbud. Forfatningen forpligtede kongen til at have sin separate forvaltning af hvert af de tre riger, og gjorde – i tilfælde af strid mellem kongen og et af rigernes råd – de andre rigsråd til dommere i sagen (efter at de først skulle gennemføre en undersøgelse og forfatningsretlig belæring, "undervisning", af den part hos hvem "brøsten" fandtes, dvs. den part som disse to fremmede rigsråd ville lægge skylden på). Intet under at kong H. aldrig respekterede forfatningen, men satte sin lid til at rådets beføjelser, skønt imponerende på papiret, var vanskelige at gøre politisk operative. Han tilsidesatte således ofte, når det var nødvendigt, både disse forskrifter for regeringens førelse og sine forpligtelser til at værne om adelens privilegiestilling i hvert rige. Han søgte i Danmark at udvide krongodsets afkastning og nyttiggøre især herlighedsrettighederne (JaS fiskeri, skovbrug o.a.) til skade, efter adelens mening, for forrettigheder som den plejede at have. Og han inddrog i et vist omfang borgerlige personer i sin administration. Niels Clementsen som H. gjorde til lensmand på et af de jyske hovedlen Kalø, og som det lykkedes adelen efter H.s død at tvinge ud (hvorefter Christian II snart gav ham Ålborg i stedet) er blevet et berømt eksempel på denne lensmandstype, mere loyal over for kongen, mere effektiv i sin iværksættelse af de kongelige rettigheder i området end de gode mænd, fødte af riddere og svende måske har været som ellers krævede eneret til lenene. Kongelig indflydelse over forvaltningen af de kirkelige ejendomskomplekser og en begrænsning af adeliges råderet her har også haft H.s interesse. Birger Gunnersen som ved kongelig indflydelse 1497 blev ærkebiskop af Lund, og som tidligere havde været enkedronning Dorotheas og efter hendes død dronning Christines kansler, var selv borgerlig, og da han i sin første embedstid gennemførte en reduktion af ærkebiskoppeligt gods som hans forgængere i embedet havde disponeret over til fordel for den skånske højadel, havde dette fremstød tydeligvis kongens velvilje. Da Birger Gunnersen imidlertid senere på sit embedes vegne måtte modsætte sig en øget direkte kongelig indflydelse, kom det til et brud mellem konge og ærkebiskop.

H. har påbegyndt den omlægning af den kongelige forvaltning der skulle sikre en mere effektiv inddrivelse af indtægterne og fremme likviditeten, den omlægning som Christian II forsøgte at føre til ende. Nødvendigheden bag dette har sikkert været at H.s indtægter af Sverige aldrig blev store, og at de af hertugdømmerne var mindre end før, mens udgifterne til krigsførelse og til forrentning af og afdrag på den kongelige gæld ikke var mindre. En udvidelse af de borgerlige næringer kunne i situationen være en fordel fordi den kunne tilvejebringe indenlandske lånemuligheder, og den ville forøge afkastningen af omsætningsafgifterne. Fuldt udviklet viser denne bestræbelse sig først i sønnen Christian IIs regeringstid. Men det præg af effektivitet og pragmatisme der kendetegner kong H.s regeringstid har – ud over sit grundlag i finanspolitikken (hvis detaljer vi i øvrigt ikke kender) – også meget at gøre med kongens personlighed. Den ro og beherskelse der kendetegner kongens afventende holdning i unionskrige og unionspolitik har ikke langt til kynisme og brutalitet. Han har ikke været blind for, hvorledes hans grænseforhandinger med Rusland 1493 kunne udnyttes til at sætte skræk i det svenske rigsråd og den svenske rigsforstander, uanset hvilke realiteter der forelå. Og han har (med hvilke rådgivere ved vi ikke) tilladt at der sattes et særligt præg på den fremgangsmåde der fulgtes efter drabet på Knut Alfssen for at rense hans drabsmænd på den måde at den mand de huggede ned ikke var en forhandler der mødte beskyttet af det kongelige lejde, men en forræder der havde ført avindskjold mod sin herre. Mens det ikke kan bevises at drabet på rigshofmesteren Poul Laxmand foregik på en ordre fra kongen selv, står det klart at kongen var personligt engageret i den højforræderisag der posthumt rejstes mod den dræbte og som tillod kongemagten at inddrage dennes meget store besiddelser. Anklagemagten sikrede sig ikke mindre end to "formelt korrekte, sagligt uholdbare" domme (Henry Bruun), dels af herredagen, dels af Sjællands landsting, på helt forskelligt grundlag, men med samme udgang, kongemagtens inddragelse af hr. Laxmands gods. Måske har Paulus Helie været vel underrettet da han skrev i Skibbykrøniken om dommen over Poul Laxmand at den var raderne afvundet "med magt og under frygt", og rigsråderne har i det klagemål de førte over kong H. ved valgmødet efter hans død beskyldt ham for at have ladet nogle af deres medbrødre miste halsen uden rettergang, skønt de kom til ham på hans skrivelse. Klageskriftet indeholder ganske vist mange politisk farvede overdrivelser, men beskyldningen er ikke grebet ud af luften.

H.s personlige tilværelse har næppe været lykkelig; 1494 synes han at have haft et akut anfald af sindssyge, måske i forbindelse med henrettelsen afskriveren Anders Nielsen; H.s forhold til moderen og til den yngre bror som enkedronning Dorothea favoriserede har ikke været godt; og ægteskabet med dronning Christine var næppe lykkeligt. I det mindste havde kongen fra ca. 1496 et forhold til en af dronningens adelsfrøkener Edele Jernskæg der varede til dennes død 1512 og udnyttedes en del i svenskernes agitation imod kong H. I dansk historieskrivning har Hans Svanings latinske fremstilling af kong H.s tid en central placering. På grundlag herafog på baggrund tillige af sønnen Christian IIs ulykkelige skæbne har dommen over kong H. overvejende måttet være positiv, og hans velvillige indstilling over for borgerstanden har været noteret. Henry Bruuns banebrydende undersøgelse af striden med ærkebiskop Birger Gunnersen og forholdet til rigshofmesteren Poul Laxmand (1959) har indledt en nyvurdering der ikke tegner til at ville vende billedet, men væsentligt nuancere det. Tillige befinder denne nyvurdering sig i et interessant samspil med især den svenske historiker Gottfrid Carlssons nyere undersøgelser af unionens forfatningspolitiske situation i slutningen af Christian Is og begyndelsen af kong H.s regeringstid.

Familie

Forældre: Christian I (1426-81) og Dorothea (ca. 1430-95). Gift 6.9.1478 i Kbh. (Frue k.) med Christine af Sachsen, født 24.12.1461 i Torgau, død 8.12.1521 i Odense, d. af kurfyrst Ernst af Sachsen (1441-86) og Elisabeth af Bayern (1442-84). – Far til Christian II og Elisabeth (1485-1555). Bror til Frederik I og Margrete (1456-87).

Ikonografi

Relief af Adam van Düren, 1503, på bislagsten fra Kbh.s slot (Nat.mus.). Relief på ligsten af Claus Berg, 1513 (Skt. Knuds k., Odense). Figur skåret af Claus Berg ca. 1520 på altertavle (sst.). En altertavle fra ca. 1520 fra Helligåndskapellet i Nykøbing F. menes at gengive et portr. af H. Relief 1546 forestiller muligvis H. (slottet i Heidelberg). Tapet af Hans Knieper fra 1580erne (Nat.mus.), formentlig på grundlag af ligstenen, men ved forbytning udgivet for Chr. I, en forbytning som først blev opdaget af Chr. Jürgensen Thomsen 1832 (Tidsskr. for nord. Oldkyndighed, I 197). I mellemtiden var talrige portr. fremstillet med forbyttede navne, fx Peiter Hartmans mal. 1607 (Malmø rådhus) og dronning Sofies anetavle af Anthonius Clement, 1624 (Nykøbing k., Falster) hvor begge kongerne er afbildede. A. van Nuis' medalje af Chr. I og N. Abildgaards mal. fra Chr. Is historie (Chr.borg) viser således tilsyneladende H.s træk. Beslægtet med Kniepers tapet af Chr. I synes træsnit 1587 og 1599, stik af A. Haelwegh, J. B. Brühl og fremdeles, men udført efter et mal. i kunstkammeret, stik af O. H. de Lode 1757, G. W. Båurenfeind 1760 og A. Flint, alle disse kaldet Chr. I. Kunstkammerbilledet blev litograferet af E. Fortling, nu rigtigt kaldet H. Jacob d'Agars fremstilling af Chr. I og H. i 1680erne (audienssalen, Fr.borg) var ligeledes forbyttede; et par stik, bl.a. af J. Haas efter tegn. af Baurenfeind, synes beslægtede med disse. 1840 blev navnebetegnelserne i audienssalen byttet om så de nu sidder rigtigt, men kongernes rækkefølge blev derved gal. Hist. fremstillinger: Mal. af Isaac Isaacsz (Vittskövle), af G. Honthorst, 1640erne (Kronborg, identifikationen dog usikker), tegn. af J. Ovens (St.mus.). Tegn. af J. Wiedewelt, 1765 (kunstakad. bibl.) til et relief. Mal. efter ligstenen 1881 (Vejle rådhus). Fremstillet på mal. af Gustav Wasas historie af bl.a. Jenny Nyström-Stoopendaal ca. 1881 og Sven Rickard Bergh.

Bibliografi

Kilder. Bidrag til Skandinaviens hist., udg. C. G. Styffe IV, Sth. 1875 indledn. 85-95 o.fl.st. Missiver fra kongerne Chr. Is og Hans' tid, udg. Will. Christensen I, 1912. Lit. Hans Svaning: Chronicon Joannis regis, 1561 (i forf.s Refutatio calumniarum cujusdam Joannis Magni Gothi Upsaliensis). E. C. Werlauff: Monument over kong H. og dronning Christina i St. Knuds kirke, 1827. C. F. Allen: De tre nord. rigers hist. I, 1864 især 219-23 og 621-23; II, 1865 33 4. C. Paludan-Müller: De første konger af den oldenborgske slægt, 1874 (reproudg. 1971) 129-282. Ernst G. Palmen: Sten Stures strid med konung H., Helsingfors 1883. Johs. Lindbæk: Pavernes forhold til Danm. under Kr. I og H., 1907 97-137. Henry Bruun i Omstridte spørgsmål i Nordens hist. I, 1940 31-75. Samme: Poul Laxmand og Birger Gunnersen, 1959 (reproudg. 1975) (anm. af Aksel E. Christensen i Hist. t. ll.r.VI, 1960-62 362-82; se også Stig Iuul sst. 382-92). Gottfr. Carlsson: Kalmar recess 1483, Sth. 1955 = Hist. ark. III. Ole J. Benedictow i Hist. t., Oslo 1969 181-219.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig