Harald Hen, d. 17.4.1080, konge. Begravet i Dalby, Skåne. Om H.s ungdom vides kun at han sammen med broderen Knud den Hellige deltog i Asbjørn Jarls vikingetog til England 1169–70. Efter faderens død 1074 (næppe 1076) kåredes han på et stormandsmøde ved Isøre til konge, og overleveringen hævder at det var hans løfter til folket om "fred og frihed" der sikrede ham valget fremfor Knud, skønt traditionen om denne tidligt anså Knud som den af Gud og faderen udpegede. I alle tilfælde gav tronskiftet anledning til strid mellem brødrene der søgte støtte hos den norske konge Olav Kyrre, hvem paven advarede mod at yde militær støtte mod H. Om opfattelsen af H. er de berettende kilder totalt modstridende, mere ledet af politisk holdning end af konkret kundskab. Det gælder de aldeles vilkårlige og uforenelige angivelser om indholdet af "Kong Haralds love" der snarest har været en aftalt norm for kongens rettigheder og pligter i forhold til folket, og det gælder ikke mindre hans person og styre som Saxo karakteriserer som et modstykke til hans kongeideal, personificeret i Knud den Helligeskikkelsen, mens den ældre Roskildekrønike fremstiller H. som den gode og retfærdige konge. Den positive opfattelse bestyrkes af den ældre kilde Ælnoth der trods sin Knudvenlige tendens fremstiller H. som "den affolket elskede lovgiver" (C. Weibull). Konkret fremgår det af pavebreve at H. fortsatte faderen Sven Estridsens kirkepolitiske linje, og at han steg i pavens omdømme, omend det heller ikke lykkedes ham at grundlægge en selvstændig dansk kirkeprovins, løsgjort fra Hamburg-Bremen. Den bratte overgang i møntfundene fra talrige og meget sammensatte fund af ældre og yngre, fremmede som hjemlige mønter til små fund af ret ensartede danske mønter viser at en afgørende reform af møntvæsenet har fundet sted i H.s tid; mønten er monopoliseret som et kongeligt regale, efter Sture Bolins forklaring med overgang til tidens europæiske skattemøntsystem ("feudal mønt"). – Opfattelsen af H. blev totalt ændret med Curt Weibulls kritik af helgenlitteraturen om Knud den Hellige og Saxo 1915, og tilnavnet Hen (i betydningen hvæssesten) må forsvinde fra hans karakteristik – trods Sven Aggesens forklaring om, at det blev givet ham på grund af "hans velvillige sindelags blødhed".

Familie

Forældre: Sven Estridsen (ca. 1020–74) og ukendt frille.

Ikonografi

H. indgår i enkelte kongeserier fra 1600-tallet i stik og tegn. (Kgl. bibl.).

Bibliografi

Kilder. Danske helgeners levned, udg. Hans Olrik, 1893–94 (fot. optr. 1968). Vitae sanctorum Danorum, udg. M. Cl. Gertz, 1908–12 (Passio, Ælnoth). Sakses Danesaga, udg. Jørgen Olrik I-IV, 1908–12 (2. udg. 1925). Sv. Aggesens hist. skr., udg. M. Cl. Gertz, 1916– 17 (fot. optr. 1967). Scriptores minores, udg. M. Cl. Gertz I, 1917–18 (reproudg. 1970) (Roskildekrøniken). Necrologium Lundense, udg. L. Weibull, Lund 1923 46 67. Diplomatarium Danicum l.r.II, 1963. Lit. Hans Olrik: Konge og præstestand I, 1892 205–12. C. Weibull: Saxo, Lund 1915 = Hist. t. för Skåneland VI 103–08. Sture Bolin: Om Nordens äldsta hist. forskn., Lund 1931 117–33. Samme i The Scandinavian econ. hist. review II, 1954 3–21. Alfr. Otto i Liber daticus Roskildensis, 1933 169–77. Poul Johs. Jørgensen: Dansk retshist., 1940. C. A. Christensen i Hist. t. II.r.III, 1950–52 450–62. Aksel E. Christensen i Danm.s hist. I, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig