Knud 2. den Store, kort før 1000-12.11.1035, konge. Endnu ganske ung deltog Knud i faderens togt 1013 der resulterede i herredømmet over England, og da kong Sven døde allerede 3.2.1014, overtog han ledelsen af den danske hær og gjorde krav på den engelske krone. Men englænderne kaldte deres fordrevne kong Ethelred tilbage fra eksilet, og over for hans og sønnen Edmund Jernsides overmagt måtte Knud vige og vende tilbage til Danmark. Her var hans bror Harald allerede udpeget til konge, men Knud tiltvang sig del i kongemagten, og de to brødre enedes om et fælles togt til de slaviske områder hvorfra de hjembragte deres mor, den polske prinsesse Gunhild som faderen havde forstødt. Året efter udrustede Knud med broderens hjælp og med tilskud af deres norske jarl Erik Haakonsson og – ifølge runeindskrifter – svenske kontingenter en mægtig flåde, hvormed han endnu 1015 sejlede til England.

Efter en række slag med vekslende udfald, sidst sejren ved Ashingdon, sluttede Knud under mægling af stormænd i efteråret 1016 forlig med Edmund Jernside der efter faderens død var blevet anerkendt som angelsaksernes konge. De to konger delte nu riget, så Edmund fik Wessex, Knud Mercia og Danelagen. Kort tid efter (30.11.1016) døde Edmund, hvorefter også Wessex anerkendte Knud der dermed var Englands enekonge; Edmunds slægt udelukkedes fra tronen og hans sønner blev sendt i landflygtighed. De nærmest følgende år var Knud stærkt optaget af arbejdet med at konsolidere sin magt og reorganisere det engelske styre. Han delte riget i fire jarledømmer; de tre overdrog han sine nærmeste medhjælpere: Erik Haakonsson fik Northumbria, Thorkil den Høje East Anglia og angelsakseren Eadric Streona Mercia, mens han selv beholdt Wessex. Denne deling afmagten var dog kortvarig; et for et blev jarledommerne hurtigt inddraget. Forinden havde Knud styrket sin legitimitet ved allerede 1017 at ægte Æthelreds enke Emma af Normandiet. Han følte sig derefter stærk nok til at hjemsende størsteparten af hæren mod udredning af en mægtig danegæld der pålagdes folket som skat; han beholdt kun en vagtflåde på 40 skibe, hvortil kom en velorganiseret hird (thinglith).

Knuds styre som engelsk konge skal ikke fremstilles her, blot skal det anføres at selv om man ikke fortier erobrerkongens lejlighedsvise barbariske grusomheder, fremstiller engelske historieskrivere fra samtid til nutid ham som en af deres store og gode konger der sikrede riget fred indadtil som udadtil, gav gode love og i et effektivt styre forstod at samarbejde, ikke mindst med kirkens mænd, samt søgte at mildne modsætningerne mellem nordboer og angelsaksere. Selv opfattede Knud sig fortrinsvis som Englands konge, så Danmark måtte nøjes med kortvarige besøg og i øvrigt styres ved stedfortrædere, først Thorkel den Høje, siden svogeren Ulf Jarl (Wulfsige).

Efter broderen Haralds død 1018 opnåede Knud under et besøg året efter eneherredømmet i Danmark, dog næppe uden modstand, for i en proklamation til sit folk i England, danske som engelske, meddelte han at en truende fare for dem havde tvunget ham til Danmark, hvorfra faren især truede; takket være hans indsats var fremtiden dog nu betrygget. Om krisens karakter oplyses intet; heller ikke kendes formålet med et nyt besøg 1022–23, men den en tid landsforviste Thorkel indsattes nu som styrer. Snarest har Knud vel frygtet en konkurrerende nordisk vikingemagt i Norge eller Sverige. En analyse af samtidige norrøne skjaldekvad (Ove Moberg) og situationen i Norden gør det sandsynligt, at Knud under krisen efter Sven Tveskægs død har givet afkald på overherredømmet over Norge til fordel for den senest 1016 hjemvendte kong Olav den Hellige. Efter 1020 kan der i alle tilfælde spores et voksende modsætningsforhold mellem på den ene side kong Olav og svogeren, den svenske kong Anund Jakob og på den anden side Knud der ikke varigt ville opgive herredømmet over Norge, men snart stræbte efter et samlet nordisk hegemoni. Da den norske og den svenske konge så 1025 havde rettet et dobbeltangreb mod Danmark, kom Knud året efter med en flåde fra England og knuste i det navnkundige slag ved Helgeåen i Østskåne den farlige koalition. Udfaldet af selve slaget er omstridt, men sikkert at Knud havde demonstreret sin overmagt, om end det ikke straks førte til et nordisk imperium. Det fremgår af et brev han 1027 skrev hjem til sit engelske folk fra Rom: Ved afrejsen havde han efterladt den nordiske situation uafklaret, så også hjemrejsen måtte gå over Danmark hvor han skulle fuldbyrde freden med "de nationer, der ville berøve mig rige og liv", men i stedet blev lamslået. I dette brev er Knuds titel udvidet: til konge af England og Danmark er føjet "konge over nordmændene og en del af svenskerne". Hvilke realiteter der hentydes til er uvist, resultatet af besøget 1027 ligeledes. Men 1028 er Knuds herredømme over Norge realiseret, da han drog med en flåde til Norge og indsatte den unge Haakon Eriksson i jarlefamiliens gamle rettigheder, mens kong Olav måtte gå i landflygtighed.

Om Knud opnåede partielt herredomme i Sverige lader sig derimod ikke bekræfte; den påberåbte mønt med påskriften KNUT REX SV er ikke bindende, og Sverige nævnes ikke i Munken af St. Omers biografi hvor Knud prises som danernes konge der fra dette ene rige vandt sig herredomme over fem riger, nemlig udover England og Danmark Britannia (Wales m.fl. bretonske områder), Skotland og Norge. I så vid en udstrækning var Knuds Nordsøimperium ikke solidt. For Britannia og Skotland var der næppe tale om mere end et formelt eller delvist overherredømme, for Skotland alene kong Malcolms vasaled efter et hærtogt af Knud omkring 1030. Heller ikke i Norge blev Knuds kongemagt stabil. Da Haakon Jarl som den sidste i slægten omkom 1029, søgte kong Olav at genvinde sit rige, men han blev slået og faldt selv i slaget ved Stiklestad 29.7.1030 mod en improviseret, fortrinsvis norsk hær. Knud havde ved sin "gavmildhed" knyttet mange norske storbønder til sig. Men da han derefter indsatte sin ældste søn Sven med moderen Ælgifu som den faktiske styrer, opfattedes denne ordning som et fremmedvælde; det gav nationale kredse tilslutning til at anse Olavs død for et martyrium og den forhenværende vikingekonge for helgenværdig. 1035 udbrød der åbent oprør, så situationen ved Knuds død var uafklaret, hans søn forjaget og kong Olavs lille søn Magnus (den Gode) hjemkaldt og anerkendt som norsk konge.

Romerrejsen 1027 hvor Knud påskedag overværede pavens kroning af Konrad II til tysk-romersk kejser markerer Knuds og de nordiske rigers indtræden i almeneuropæisk politik. Knuds rejse fremstilles som en pilgrimsfærd, men han forhandlede også politisk med pave og kejser m.fl. "om hele mit folks velfærd, danskes som angelsakseres", og Knud skal have opnået alt hvad han udbad sig. Konkret nævnes kun kirkelige forhold, afgifter til pave og kirke og vedtagelser om sikrere og afgiftsfri rejser for pilgrimme på vej til Rom. For Danmark var det venskabelige forhold til kejseren af særlig betydning. Kontakten til Konrad II skal ifølge Adam af Bremen være noget ældre og formidlet af ærkebiskop Unwan af Hamburg-Bremen, så alvorlige kirkelige og rigspolitiske konflikter blev bilagt. Den danske kirkes oprindelige tilknytning til det tyske ærkesæde var i de foregående årtier løsnet og erstattet af nær kontakt til England, hvorfra først Sven Tveskæg, siden Knud hentede biskopper, Knud således Bernhard til Skåne, Gerbrand til Sjælland og Reginbert til Fyn. På Unwans initiativ anerkendtes Hamburg atter formelt som Danmarks ærkesæde hvor danske biskopper skulle indvies; men det hindrede ikke, at den engelske kirkes indflydelse fortsatte. Unwan mæglede også fred med kejseren der nu anerkendte den reelt forlængst retablerede Ejdergrænse. Det venskabelige forhold til kejseren opretholdtes, og i Knuds sidste år aftalte han et ægteskab mellem sin umyndige datter Gunhild og den unge kejsersøn (den senere Henrik III); ægteskabet fuldbyrdedes først 1036, året efter Knuds død, og hun døde allerede to år senere.

Ikke blot den danske kirke blev ophjulpet efter engelsk forbillede; ikke mindre grundlæggende var reformeringen af det danske møntvæsen efter engelsk mønster, således som det kan udledes af møntfundene. Man finder talrige møntmestre med angelsaksiske navne i en halv snes byer og lokaliteter fordelt på de enkelte landsdele. Møntvæsenet fremtræder nu som et fast kongeligt regale, men organiseret, så ret til udmøntning som i England kunne overdrages til andre -antagelig mod en afgift. Siden 1028 har Knud næppe forladt England, men man kender ikke nogen dansk regent efter Ulf Jarl som Knud af omtvistet årsag lod dræbe i Roskilde domkirke, antagelig i forbindelse med besøget 1027. I sine sidste år var Knud i England optaget af en omfattende lovgivning og andet reformarbejde, og han støttede sig nu mere end før på angelsaksiske stormænd. Midt i dette arbejde døde han 12.11.1035 i Shaftesbury; herfra førtes hans lig til Winchester hvor det gravlagdes. Knud efterfulgtes i Danmark af sønnen med Emma, Hardeknud, i England først af sønnen med Ælgifu, Harald Harefod, og efter dennes død af Hardeknud, ved hvis død 1042 England vendte tilbage til den angelsaksiske kongelinje.

Knud fik tidligt tilnavnet "den Store" (Magnus) eller "den Mægtige" (enn riki), og såvel i dansk og norrøn som i engelsk historieskrivning udstyredes han hurtigt med legendariske træk, og da de samtidige og tidlige kilder (Den angelsachsiske Krønike og Knud-biografien af en anonym munk i St. Omer som nordiske skjaldekvad og de tyske historieskrivere Thietmar af Merseburg og Adam af Bremen samt enkelte dokumenter) er så spredte, heterogene og tendentiøse, må man opbygge en karakteristik alene ud fra sikre konstaterede handlinger. Det fremgår, at han har taget faderens organisationstalent i arv, men tidligt overført det fra det militære til det diplomatiske område. Hans vigtigste våben blev forhandlingens kunst; allerede ved hans erhvervelse og fastholden af England var evnen til at knytte høvdinge til sig vigtigere end hans militære indsats. I sine tidligste år kunne han være hård og til tider grusom mod sine fjender, men efterhånden overvandt han vikingementaliteten til fordel for et gavmildt diplomati hvor personlige gaver supplerede forhandlingerne. Knud er den første nordiske hersker der nød europæisk anerkendelse, og i kraft af den kan man karakterisere ham som statsmand. Han besad magt og myndighed, så han ikke behøvede de mægtige ringformede fæstninger, Trelleborgene, der prægede hans forgængere i Jellingedynastiet. Man må derfor indrømme, at han fik sine tilnavne med rette.

Familie

Knud 2. den Store døde i Shaftesbury og er begravet i Winchester. Forældre: Sven Tveskæg (død 1014) og Gunhild (død tidligst 1014). Gift 1. gang med Ælgifu, -1030-, d. af Ealdorman Ælfhelm af Deira (død 1006) og Wulfrun af Northampton. Gift 2. gang 31.7.1017 med Emma, død 1052, enke efter kong Æthelred af England, død 1016, d. af hertug Richard I af Normandiet og Gunnor. – Med Ælgifu far til Harald Harefod og Sven Alfifasen. Med Emma far til Gunhild (død 1038) og Hardeknud. Bror til Harald (død antagelig 1018). Halvbror til Estrid.

Ikonografi

Fremstillet på mønt. Tegn. i samtidigt manus. (British Museum); efter denne stik samt tegn. af Constantin Hansen (Fr.borg) og af Joan Kingsford, 1935 (sst). Fantasitegn. fra 1600-tallet (Kgl. bibl.) og stik. Stik af G. Vertue og af J. Smith. Fremstillinger af scenen ved havet hvor Knud beskæmmer smigrerne, på stik af F. Aliamet, 1766, efter tegn. af R.E. Piné, stik af G. Vertue, stik af A. Støttrup, 1780, efter tegn. af J. J. Tischbein, stik efter tegn. af Erik Pauelsen, 1782, tegn. af J.L. Lund (kobberstiksaml.), litografi efter L. Lehmann, træsnit efter tegn. af Th. Wegener, mal. af L. Frølich (Fr.borg), træsnit af B. Rode samt to mal. (det ene, 1900, i Fåborg mus.) og akvarel af Poul S. Christiansen. Andre scener i træsnit efter Wegener og i mal. af Frølich 1883–86 (Fr.borg). Statuette af H.V. Bissen, 1838 (Glyptoteket). - Gravmæle (Winchester).

Bibliografi

Kilder. Anglo-Saxon Chronicle, udg. Charles Plummer I-II, Oxford 1892–99 (optr. 1952); da. overs.: Den oldengelske krønike i udvalg, ved Torsten Dahl, 1936. Scriptores minores, udg. M. Cl. Gertz II, 1922 (reproudg. 1970) (Gesta Cnutonis regis); da. overs, af samme i Kong Knuts liv og gerninger, 1896. Adam af Bremen: Gesta hammaburgensis, udg. Bernhard Schmeidler, 3. udg. Hannover 1917 = Scriptores rerum Germanicarum in usum scholarum editi; da. overs.: De hamb. ærkebispers hist., ved Carsten L. Henrichsen, 1930 (2. udg. 1968). Die Chronik des Bischofs Thietmar von Merseburg, udg. R. Holtzmann, Berlin 1935 (2. opl. 1955) = Monumenta Germaniæ hist. Scriptores rerum Germanicarum N. S. IX. Dipl. dan. I.r.I, 1975.

Lit. Johs. Steenstrup: Normannerne III, 1882 (reproudg. 1972). L.M. Larson: Canute the Great, N.Y., London 1912. Augustin Fliche: L'Europe occidentale de 888 à 1125, Paris 1930 = Histoire générale. Hist. du moyen åge II 286–97. Curt Weibull: Sverige och dess nord. grannmakter. Lund 1921 (optr. i forf.s Källkritik och historia, Lund 1964 53–152). Ove Moberg: Olav Haraldsson, Knut den store och Sverige, Lund 1941. F.M. Stenton: Anglo-Saxon England, Oxford 1943 (3. udg. 1971) = The Oxford hist. of England II. Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danm., 1969 (2. udg. 1977) 266–77. Inge Skovgaard-Petersen i Danm.s hist. I, 1977 186–206.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig